Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Wonderful Copenhagen bød verden velkommen

Feststemte og festklædte sygeplejersker fra hele verden tog hul på en uges ICN-kongres i København ved en omfattende åbningsceremoni i Forum i det centrale København.

Sygeplejersken 2001 nr. 24, s. 6-8

Af:

Søren Palsbo, journalist

De fik alt, hvad Wonderful Copenhagen kan byde på: musik, opera, ballet, pantomime, festtaler og varm velkomst. Tæt på 5.000 sygeplejersker fra hele verden, nationale repræsentanter, gæster fra samarbejdende organisationer og repræsentanter for det officielle Danmark var samlet i Forum i København til ceremonien, som markerede åbningen af verdenskongressen i sygeplejerskernes internationale samarbejdsorganisation ICN.

Udsmykningen i den store udstillingshal var beskeden, men nationalt festtøj fra alverdens lande og det omfattende program sørgede for, at åbningen af den 22. verdenskongres i ICN blev den farverige begivenhed, som var hensigten. De danske sygeplejersker fik budt kolleger fra mere end 100 andre nationer velkommen med ønsket om, at den første ICN-kongres i det 21. århundede vil blive til gavn for sygeplejersker og sygepleje overalt i verden. Samtidig blev åbningsceremonien en indbydelse til at mødes med danske sygeplejersker, skabe kollegiale kontakter og hente gensidig inspiration, men der lød også gentagne opfordringer til at mødes med danskerne og se, hvordan vi lever.

ICNs administrerende direktør, Judith Oulton, bød som den første velkommen til åbningen af ICN-kongressen i København. Hun takkede værtslandet for tilrettelæggelsen af verdenskongressen - et omfattende planlægningsarbejde, der har fundet sted i samarbejde mellem ICN og Dansk Sygeplejeråd.

"Vi føler os privilegerede ved at være her. Danmark har været en stærk støtte for ICN lige siden begyndelsen. Den første, der beklædte mit embede, var Christiane Reimann, en berømt dansk sygeplejerske og ICN-velgører. Vi har haft tre formænd for ICN fra Danmark: Henny Tscherning i årene 1915 til 1922 og Margrethe Kruse i perioden 1969-1973. I 1997 begyndte Kirsten Stallknecht sin fireårs valgperiode som formand for ICN.

I årenes løb har vi haft udbytte af et stærkt samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og bidrag derfra, og takket være økonomisk støtte fra Danida og LO/FTF har Danmark hjulpet sygeplejersker i mange lande. Derfor siger vi tak til Danmark for støtte og generøsitet."

Derpå gav Judith Oulton startskuddet til nationernes festlige indmarch, hvor de nationale repræsentanter blev ledsaget til deres pladser af danske sygeplejersker, sygeplejestuderende og ansatte i Dansk Sygeplejeråds sekretariat. Alle nationale repræsentanter fik bifald fra den store forsamling. Enkelte et ekstra stort bifald fra større eller mindre grupper af landsmænd, der vinkede med flag eller, som gæsterne fra Korea, farvestrålende vifter.

Stor elegance prægede mange af festdragterne - også blandt salens gæster. \30st- og Centraleuropas lette gevandter og glimtende pailletter, de afrikanske farvestrålende stoffer og imponerende hovedbeklædninger, østens blanke silkestoffer i stærke farver. Det eneste land, der ikke fulgte den alfabetiske orden, var værtslandet Danmark. Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow, og Dansk Sygeplejeråds administrerende direktør, Merete Thors\51n, indtog salen og deres pladser som de sidste. Begge klædt i den nationale røde farve og ledsaget af et stort bifald fra de mange gæster.

Hilsen fra statsministeren

ICNs formand, Kirsten Stallknecht, bemærkede fra talerstolen, at det var et af de største øjeblikke i hendes professionelle liv som sygeplejerske, og det var også hende, der introducerede statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som overbragte regeringens og det officielle Danmarks hilsen til verdenskongressen.

Statsministeren vandt stor sympati i forsamlingen, da han erklærede, at det er en af den danske velfærdsstats hjørnestene, at alle har lige og fri adgang til sundhedsydelser. Denne adgang skal ikke være et spørgsmål om penge eller en heldig skæbne, sagde Poul Nyrup Rasmussen. Han tilføjede, at det danske sundhedsvæsen har tre bærende søjler: den frie og lige adgang til sundhedsydelser, høj standard for behandling og pleje og bedst mulig udnyttelse af ressourcer. Disse værdier opgiver vi aldrig, erklærede statsministeren.

Han benyttede lejligheden til at give tilsagn om, at Danmark fortsat vil yde sit bidrag til arbejdet for en bedre global sundhed. "De velstillede lande vil ikke blive rigere, fordi andre lande bliver fattigere og fastholdes i fattigdom," sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Han orienterede om de danske folkehøringer om velfærdssamfundet, herunder sundhedsvæsenet. Her har det massive ønske til sundhedsvæsenet været kontinuitet, kvalitet, god information og en tæt dialog mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale. Vel at mærke en dialog på lige vilkår.

Poul Nyrup Rasmussen omtalte også de store udfordringer, som det danske sundhedsvæsen står over for i form af mangel på kvalificeret personale til behandling og pleje. Regeringen vil yde sit massive bidrag til løsning af disse problemer, og det vil kræve ukonventionelle løsninger og nytænkning. Derpå ønskede han ICN og de forsamlede sygeplejersker en god kongres til inspiration og nytte for sygeplejen overalt i verden.

Også Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, overbragte kongressen

Side 7

Billede:

SY-2001-24-6-1

Side 8

en officiel hilsen fra byen København. Han benyttede lejligheden til at omtale hovedstadens voksende aktivitet og de nye tætte forbindelser til nabolandet Sverige.

ICNs formand holdt aftenens hovedtale, hvori hun gjorde status over de forløbne fire år siden ICN-kongressen i Vancouver, Canada, i 1997. Hendes konklusion var, at mange af de udfordringer, som sygeplejerskerne verden over dengang stod over for, er uændrede. Til gengæld var det ICN-formandens bestemte opfattelse, at sygeplejerskerne har rustet sig bedre til at tackle udfordringerne gennem et stærkere internationalt samarbejde.

Kirsten Stallknecht: "Jeg har haft den fantastiske mulighed at rejse rundt i verden for at møde sygeplejersker og repræsentanter for de nationale regeringer. Det har været uforglemmelige oplevelser, og jeg har set eksempler på fornyelse og den ypperste kvalitet såvel som eksempler på forfærdelige arbejdsbetingelser.

Eftersom jeg selv kommer fra et lille, velorganiseret land med gratis adgang til sundhedsydelser for enhver, må jeg indrømme, at det indimellem har været svært for mig at forstå de arbejdsbetingelser, jeg fik beskrevet. Men når jeg kom til stedet og så forholdene med mine egne øjne og talte med sygeplejerskerne i forreste linje, så fik jeg ny indsigt. Det gav mig mulighed for at melde tilbage til ICN og derved øge ICNs muligheder for at styrke de lokale sygeplejerskeorganisationer."

Kirsten Stallknecht omtalte de stigende globale problemer med rekruttering, uddannelse og fastholdelse af kvalificerede sygeplejersker. I forlængelse heraf konstaterede ICNs formand, at det er nødvendigt at arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for sygeplejersker.

"I nogle lande er sygeplejerskers løn dalet til et niveau, som gør det umuligt at forsørge en familie, selv med et fuldtidsjob - ikke mindst, hvis sygeplejersken er eneforsørger. To job skal der til, og det betyder 12-16 timers arbejde hver dag. Sådanne arbejdsbetingelser er en konstant trussel mod sygeplejerskers fysiske og mentale helbred. Det er ikke kun muligt, men helt nødvendigt, at give sygeplejepersonalet attraktive og sunde arbejdsbetingelser."

Kirsten Stallknecht sluttede sin tale til forsamlingen med disse betragtninger:

"Jeg vil gerne vende tilbage til det, jeg sagde, da jeg blev valgt som formand i 1997 og mit ledeord: "menneskelighed." Jeg valgte dette ledeord pga. min bekymring for, at et af de vigtigste elementer i vores fag var truet midt i al teknologien, al vor effektivitet, al vor teoretiske viden. Det drejer sig om sygeplejens menneskelige element.

Jeg må ærligt indrømme, at mine bekymringer er blevet mindre, mens jeg har rejst rundt i verden. Hvor jeg end har været og uanset arbejdsbetingelserne, så har sygeplejersker været enige i, at menneskelighed og faget sygepleje er \51n og samme ting. For os er menneskelighed alt, hvad sygepleje og sundhedsvæsenet handler om."

Åbningsceremoniens afsluttende hilsen kom fra værtsorganisationen Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow. Hun udtrykte håb om, at sygeplejerskekollegerne fra hele verden trods et tætpakket kongresprogram ville få tid til at møde den danske befolkning.

Nyt tegn på hæder

Sygeplejens "Nobelpris," Christiane Reimann-prisen, uddeles ikke ved ICN-kongressen 2001. Men to tidligere modtagere af prisen, Dame Sheila Quinn, Storbritannien, og dr. Mo-Im Kim, Korea, var til stede ved åbningen af kongressen i København. Begge modtog et nyt tegn på denne hæder - en broche, som er designet med medvirken af Dansk Sygeplejeråd. Sheila Quinn har selv sponsoreret ICNs nye tegn på hædersprisen.

Siden 1985 har fem sygeplejersker modtaget Christiane Reimann-prisen. Christiane Reimann døde i 1979 og bestemte i sit testamente, at prisen, der er baseret på afkastet af hendes formue, skulle tildeles sygeplejersker, der har skabt enestående resultater - enten i sygeplejeprofessionen gennem forskning eller klinisk sygepleje til gavn for menneskeheden - eller enestående resultater til gavn for sygeplejeprofessionen.

Festprogrammet

Værtsorganisationen Dansk Sygeplejeråd og ICN bød på et omfattende kunstnerisk program under åbningsceremonien ved ICNs kongres 2001. Tivoligarden lagde for og efterfulgtes af selveste H.C. Andersen i Torben Iversens skikkelse. Den gamle digter var derpå kunstnerisk rejsefører gennem det følgende program: Michala Petri og Lars Hannibal spillede klassiske og mere moderne toner på fløjte og guitar, Lisbeth Balslev sang Agathes arie fra Carl Maria von Webers opera "Der Freischütz," akkompagneret af Tove Lønskov. Den kongelige Ballet var smukt repræsenteret af Mette Bødtcher, og Kassander fra Tivolis pantomimeteater brød tavsheden for at introducere det klassiske mimiske teater med ham selv, Pjerrot, Colombine og Harlekin.

ICN-kongres i København 2001

Wonderful Copenhagen bød verden velkommen - Sygeplejersken nr. 24/2001   

Verdenssygeplejersken - Sygeplejersken nr. 24/2001 

Tyveri af sygeplejersker - Sygeplejersken nr. 25/2001  

Ondt i kvindelivet  - Sygeplejersken nr. 25/2001   

Søg nye partnere i aids-forebyggelsen - Sygeplejersken nr. 25/2001   

Kritiske blikke på sygeplejen - Sygeplejersken nr. 25/2001