Hun forsker i sygeplejersker

Det kan ligne en målrettet, langsigtet karriereplanlægning. Men når Yrsa Andersen Hundrup, der nu som 67-årig kan sætte en ph.d.-titel på sit visitkort, skal forklare, hvad der har været drivkraften, kommer svaret med en høj latter:

Tilfældigheder!

Der skal dog mere end tilfældigheder til for at nå så langt med sin sygepleje. Lyst først og fremmest - samt grundighed og seriøsitet er egenskaber, som hun har kunnet trække på i det lange seje forløb.

Selv formulerer hun det sådan:

''Jeg bryder mig ikke om at efterlade noget, som kun er halvgjort. Derfor har jeg altid sat en ære i at gøre tingene færdige.''

Sygeplejerskens læsere kender Yrsa Andersen Hundrup fra omtale i spalterne af de mange aktiviteter, hun gennem årene har markeret sig med. Sidst var det på den internationale sygeplejerskeorganisations verdenskongres i København, hvor hun fortalte et interesseret auditorium om nogle af de forskningsresultater, der ligger i forlængelse af hendes ph.d.-afhandling, om sygeplejersker, der har valgt at tage hormontilskud efter menopausen.

Typisk for Yrsa Andersen Hundrup tog hun en studentereksamen, efter at hun var blevet færdig som sygeplejerske. Og typisk valgte hun at skippe det trygge job bag skrivebordet som administrerende viceforstander på sygehuset i Hillerød og i stedet give sig i kast med at udvikle et kvalitetssikringsprogram til sygehusets hofteopererede patienter: ''Allerede dengang var jeg meget optaget af dokumentation. Hvis vi kunne systematisere sygeplejen efter sygeplejeprocessens principper, kunne vi nå længere med vores sygepleje og ikke mindst bedre dokumentere, hvad vi gjorde med vores patienter,'' mente jeg. 

På rette tid og sted

Men udvikling af sygeplejen kræver kvalifikationer, erkendte Yrsa Andersen, og siden dengang har en meget stor del af hendes liv handlet om at kvalificere sig. Efter videreuddannelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole gik turen i 1985 via Dansk Sygeplejeråd til Calgary i Canada, hvor hun som udvekslingsstudent fulgte et masterprogram ved universitetets institut for sygeplejeforskning.

''Dengang var det ikke muligt for danske sygeplejersker at tage en universitetsgrad i sygepleje herhjemme, så derfor gik turen til det store udland,'' forklarer hun.

Desværre var der kun penge til det første år af masterprogrammet i Calgary, så tilbage i Danmark måtte Yrsa Andersen Hundrup tjene til dagen og vejen, alt imens hun kvalificerede sig både herhjemme og på Hälsovårdshögskolan i Göteborg for fem år senere at kunne tage sin afsluttende mastergrad i Calgary.

Næste skridt i forløbet kan nok henføres under ''tilfældet.'' I hvert fald var Yrsa Andersen Hundrup på rette tid og sted, da chancen for at medvirke i projektet ''Den danske sygeplejerskekohorte'' bød sig. I 1986 blev hun ansat som forskningskonsulent i Dansk Sygeplejeråd, og i 1988 henvendte overlæge Erik Obel sig til organisationen med forslag om at etablere en undersøgelsesgruppe af danske sygeplejersker over 44 år for at afklare en række spørgsmål om knogleskørhed og åreforkalkning, to af de mest udbredte sygdomme blandt ældre kvinder. De to lidelser er samtidig også nogle af de mest ressourcekrævende at behandle. Kan man forebygge dem f.eks. med østrogenbehandling efter menopausen? Eller ved ændring af livsstil? Det har været et par af de væsentlige spørgsmål i undersøgelsen, der følger de deltagende sygeplejersker over tid.

''Fra min tid i Hillerød havde jeg jo set, hvordan hoftebrud som følge af knogleskørhed kan ødelægge et gammelt kvindeliv. Og endnu mere alvorligt med hjerte-kar-sygdommene, som man risikerer at dø tidligt af. Hvis disse to store kvindesygdomme kunne forebygges, ja, så var jeg tændt på opgaven som projektleder,'' fortæller Yrsa Andersen Hundrup.

Dobbeltarbejdet

Tilladelsen til at bruge Dansk Sygeplejeråds medlemskartotek til at etablere sygeplejerskekohorten kom i 1991, og Yrsa Andersen Hundrup blev nu for alvor indrulleret i forskningsverdenen, men kun som en slags ''bibeskæftigelse'' ved siden af sit almindelige job som forskningskonsulent:

''Konditionerne var lidt hårde både økonomisk og tidsmæssigt,'' mindes hun.

Alligevel har hun holdt gejsten oppe i det lange forløb. Billedet af barnebarnet Amanda på skrivebordet i kontoret på Statens Institut for Folkesundhed, der i dag er den daglige arbejdsplads, fortæller om et kvindeliv med det klassiske dobbeltarbejde med hjem og karriere - og for Yrsa Andersen Hundrup den ekstra indsats, der skal til for at kvalificere sig til forsker i dagens Danmark. Undervejs har der også været overskud til at være med til at etablere en platform for de europæiske sygeplejeforskere, Workgroup of European Nurse Researchers, som hun har været koordinator for i de 10 år, sammenslutningen havde til huse i København. Arbejdet med og præsentationen af det første tværfaglige referenceprogram for patienter med hoftebrud er en anden af de faglige milepæle, som hun har markeret sig med i tidens løb.

Opbakningen på hjemmefronten har ikke manglet:

"Ellers var det aldrig gået," som hun siger.

Men ikke alle sygeplejerskekolleger har klappet i hænderne over hendes arbejde med den danske sygeplejerskekohorte:

"Det er ikke sygeplejeforskning, men lægeforskning," har det lydt.

Vi skal blande os

I dag preller kritikken helt af på hende, men hun indrømmer, at der har da været tidspunkter i forløbet, hvor hun har spurgt sig selv:

"Hvad gør du her?"

I dag er hun ikke det mindste i tvivl. Det var en helt rigtig satsning:

''Det er vigtigt, at danske sygeplejersker blander sig i debatten om folkesundhed. Statistikkerne taler deres tydelige sprog om, at det står sløjt til med danskernes helbred sammenlignet med en række andre lande, vi normalt sammenligner os med. Hvis den uheldige udvikling skal vendes, handler det i høj grad om forebyggelse, og det kræver bl.a., at man har viden om epidemiologi og dermed kan beskrive og analysere de faktorer, der påvirker folkesundheden. Og det er lige præcis det, projektet med den danske sygeplejerskekohorte drejer sig om. De mange data herfra skal bl.a. bruges til at sammenligne med data om danske kvinders sundhed og sygelighed generelt.

I øvrigt afslører mit arbejde med kohorten, at der også er områder, hvor vi mangler sygeplejeviden. F.eks. er det usikkert, om sygeplejersker i skadestuen ved nok om knogleskørhed til at rådgive de kvinder, der kommer ind med f.eks. et brækket håndled og måske er i risikogruppen for med tiden at udvikle knogleskørhed.''

For Yrsa Andersen Hundrup er der er ingen tvivl om, at det er lægerne, der i den sidste ende skal vejlede kvinderne i at bruge hormoner og udskrive recepterne. Men der er også mange forhold, hvor sygeplejersker kan vejlede om forebyggelse, ligesom det heller ikke kun er lægerne, men også sygeplejersker og eksempelvis psykologer, sociologer og antropologer, som kan arbejde med epidemiologiske data, understreger hun.

I sit stille sind glæder hun siger over, at billedet er ved at vende:

Nu, hvor hendes afhandling er en kendsgerning, er der flere, der kan se, at det egentlig er rigtig godt, hvad hun har gjort.

Ingen berøringsangst

Sygeplejerskekohorten er ikke en fast størrelse. Da de nye spørgeskemaer blev sendt ud i 1999, kom der nye deltagere ind, sådan at forskerne i dag kan følge ikke mindre end 28.000 sygeplejerskers liv og levned. Samtidig fik 99-skemaerne nye rubrikker til socioøkonomiske data, og derfor er kohorten blevet en fantastisk kilde til information om sygeplejerskernes arbejdsliv:

Hvor længe bliver de på arbejdsmarkedet? Er de syge eller raske, når de forlader det? Er der forskelle i livsstilen, som bevirker, at nogle holder ud, mens andre går? Der skal nok være nogle arbejdsgivere, organisationer og politikere, som disse spørgsmål kunne interessere, og som data fra kohorten vil kunne give svar på.

Yrsa Andersen Hundrup er glad for, at sygeplejerskekohorten nu er placeret på Statens Institut for Folkesundhed, hvor den står til fri afbenyttelse for kommende forskningsprojekter. For tiden er fire ph.d.-studerende læger og en ph.d.-studerende sygeplejerske, Dorthe Overgaard, i gang med analyser af data fra kohorten. Dorthe Overgaard ser f.eks. på, hvad vægtændringer over tid kan betyde i en sygeplejerskes arbejdsliv.

''I virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser for udnyttelsen af kohortens mange data,'' siger Yrsa Andersen Hundrup.

Selv er hun i den grad blevet fortrolig med det tværfaglige samarbejde:

''Der er efterhånden meget lidt, vi sygeplejersker kan lave af monofaglig forskning, synes jeg. Derfor er der ikke nogen tvivl for mig om, at sygeplejen må høre hjemme under forskningsområdet folkesundhed. Selvfølgelig har det nye Institut for Sygeplejevidenskab i Århus nu fået mulighed for at udvikle nye sider af sygeplejen, men personligt tror jeg, at det fortsat er vigtigt, at vi også udvikler vores fag i samarbejde med andre faggrupper. Så jeg har slet ikke den berøringsangst som flere af mine kolleger, siger hun og peger bl.a. på referenceprogrammet for hoftebrud:

''Sådan noget kan kun lade sig gøre tværfagligt,'' fastslår hun.

Selv skal hun arbejde videre med kohorten. Der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene:

''Selvfølgelig er det et spørgsmål om tid, hvor længe jeg bliver ved. Og man kan da også med fuld ret spørge, hvorfor investere forskningsmidler i en 67-årig? Selv mener jeg, at der i alle forhold skal være plads til dem, der gider!''