Et menneske i sygdom og kaos

I sommeren sidste år sagde den Sociale Ankestyrelse nej til at flytte en 64-årig dement mand på plejehjem mod hans vilje. På trods af at han levede i et ufatteligt svineri, og på trods af at han et par år forinden lå hjælpeløs i 14 dage med et brækket ben uden at tilkalde hjælp.

Over en årrække har manden afvist alle tilbud fra Grenå Kommune og det psykiatriske system i Århus Amt. Sidste forår drev en brand ham ud af huset, som blev svært skadet. Men han nægtede at tage imod den bolig på et amtsplejehjem, som Grenå Kommune og gerontopsykiatrien i Århus indstillede ham til i samråd med hans børn.

Den Sociale Ankestyrelse sagde nej til tvangsflytning, fordi den ikke vurderede, at en flytning var absolut påkrævet. Den nødvendige hjælp kunne gives i mandens eget hjem. Mandens 35-årige datter er målløs over, at sociallovgivningens bestemmelser om flytning uden samtykke ikke kan bruges i hendes fars tilfælde.

''Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de ville sige nej til at flytte min far. Sådan kan man simpelthen ikke leve,'' siger hun.

Betingelsen for en flytning uden samtykke er, at der er risiko for alvorlig personskade, og at forholdene er så grelle, at det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning. Begge dele er tilfældet, mener de tre børn. ''Vores far er ikke en hjemmehjælperopgave,'' skriver den 35-årige datter i et brev til den Sociale Ankestyrelse.

''I 1996 blev hans hjem gjort rent for 27.000 kr., ca. fire containere blev fyldt med afføring, fordærvet mad, møbler, der ikke var til at redde - et ufatteligt svineri, som gav udtryk for sygdom og kaos i det menneske. I år 2000 er der blevet gjort rent for 85.000 kr., syv containere er fyldt med samme indhold som ovenstående.(...) Vores far har ingen erkendelse, der ligner bare lidt realisme.''

Der har været flere episoder, hvor hendes far var ved at komme alvorligt til skade. Hvis det ikke er nok, hvad skal der så til, spørger datteren i brevet til ankestyrelsen. Skal der lig på bordet? Hun undrer sig over, at begreber som værdighed, moral og ansvar ikke optræder i lovens bestemmelser.

''Det er ikke værdigt, at man ikke kan tage hensyn til et menneskes behov for hjælp. Han kan jo ikke tage vare på sig selv,'' siger hun.

Sagen velbeskrevet

Ankestyrelsen har været fuldstændig klar over, hvilke forhold den 64-årige har levet under. Det fremgår af den meget udførlige sagsfremstilling, som kan læses på internettet. (Kendelse nr. 11408 af 21/06/2000. (Se søgevejledning nederst side 11).

I resumeet står, at den 64-årige led af en betydelig demenstilstand, udløst af et mangeårigt konstant alkoholforbrug, og at han levede under stærkt uhygiejniske forhold, der kunne være sundhedsskadelige.

Diagnosen er altså alkoholdemens, men det menneske, der glimtvis kommer til syne i de tørre og kliniske beskrivelser, svarer ikke til den gængse forestilling om en social taber.

Side 13

Han er en stærk personlighed, pensioneret fra et respekteret job i det offentlige, og han har penge nok. Men han er hårdt medtaget af 25 års massivt forbrug af hård spiritus.

''Det offentlige erfarede i 1996, at han boede under ubeskriveligt elendige forhold,'' står der i sagsfremstillingen.

Manden boede alene i sit parcelhus med førtidspension og tjenestemandspension efter at være afskediget fra sit arbejde. Gennem mange år havde han haft et massivt overforbrug af alkohol.

I 1996 blev der iværksat professionel rengøring, og kommunen forsøgte at få etableret hjemmehjælp, men måtte opgive efter et par uger.

Vinteren 1999-2000 tilspidsede situationen sig. En brand drev den 64-årige ud af huset, og et midlertidigt ophold på et kommunalt plejehjem blev en begrænset succes. I marts 2000 besluttede Grenå Kommune i samråd med de to døtre og gerontopsykiatrisk afdeling, Psykiatrisk Hospital i Århus, at indstille ham til optagelse på en amtsinstitution med psykiatrisk uddannet personale.

Da han selv sagde nej, trådte sociallovgivningens bestemmelser om magtanvendelse i kraft. Bl.a. fik han en advokat, og da det Sociale Nævn i Århus Amt godkendte flytningen, sendte advokaten sagen videre til den Sociale Ankestyrelse, som omstødte det Sociale Nævns godkendelse. Ankestyrelsen vurderede, at betingelserne for tvangsflytning ikke var opfyldt.

Uegnet til beboelse

I sagsfremstillingen er der udførlige beskrivelser fra det halve år, der gik forud for indstillingen om flytning. I november 1999 fik manden besøg af en overlæge og en distriktssygeplejerske (fra gerontopsykiatrien) efter henvendelse fra datteren.

''Det blev beskrevet, at huset formentlig ikke stod til at redde,'' skriver ankestyrelsen, ''idet husets samtlige rum var fyldt af ca. en halv meter til én meter høje dynger på gulvet og i møbler af skrald, papir, aviser, affald, flasker, rådne kolonialvarer, kødpålæg, der ofte ikke var pakket ud, og som angiveligt var flere år gamle.

Gulvet var ikke passabelt i huset, bortset fra en enkelt lille sti. Han havde ikke kunnet benytte badeværelse, som ligeledes var dækket af skrald i op til en meters højde.

Huset var uden varme, hvilket det rådne organiske materiale taget i betragtning formentlig havde været en fordel. Han fandt ikke selv, at der var noget galt med husets tilstand, da han angiveligt var en ''boheme-type.''

Han ville ikke behandles eller indlægges. Han blev tvangsindlagt 1. december 1999 på behandlingsindikation. En politirapport fra samme periode skønnede, at boligen ikke var egnet til menneskelig beboelse: ''Der blev beskrevet affald, herunder køkkenaffald, afføringsrester i plastposer og på gulv i det meste af huset medførende stank og fluer samt andre insekter overalt.''

En erklæring fra Psykiatrisk afdeling beskrev den 64-årige som meget aggressiv

Side 14

under indtagelse af alkohol. Under pres var han ''uhæmmet, ustyret og ustruktureret uden evne til at overskue normale sociale relationer. Til tider grænseoverskridende. Ofte mistænksom og følte sig udspioneret og forfulgt.''

Efter et par ugers indlæggelse virkede han psykisk normal med flydende sprog og et stort ordforråd, refererer ankestyrelsen fra den psykiatriske erklæring: ''I godt lune havde han et behageligt væsen.''

Men der var ikke udsigt til yderligere bedring. Et mangeårigt, konstant forbrug af hård spiritus var, meget typisk for alkoholdemens, gået ud over hjernens forreste dele, og han havde ''svære forstyrrelser af dømmekraft og planlægningsevne, mistet evnen til selvorganisering samt så svækket dømmekraft, at han ikke var i stand til at overskue sin egen situation.''

Alvorlig skadet tre gange

Til støtte for indstillingen om flytning havde kommunen beskrevet tre episoder, hvor han havde udsat sig selv for alvorlig personskade.

I 1996 fandt en nabo ham hjælpeløs og afkræftet på gulvet i soveværelset. På hospitalet blev der konstateret et to uger gammelt brud på knæskallen og fuldstændig dehydrering og afkræftelse pga. dårlig ernæring.

''Han ville ikke selv tage kontakt med egen læge. Han satte umiddelbart sin modstand over for behandlingssystemet højere end sin egenomsorg,'' står der i sagsfremstillingen.

I februar 2000 sad han og så fjernsyn med et stearinlys tændt for at få varmen, fordi der ikke var gang i oliefyret. Der gik ild i hans jakke, som han gik ud på toilettet for at slukke, men branden fortsatte inde i stuen. Huset blev røgskadet, og specielt stuen led stor skade.

I april 2000 forlod han plejehjemmet, hvor han opholdt sig midlertidigt efter branden. Han var stærkt beruset. Plejehjemmet blev ringet op af en nabo til hans hus, som fortalte, at han vaklede rundt med blod på tøjet og i ansigtet.

''Han havde tre dybe flænger omkring næsen, som han ikke var i stand til at redegøre for. Han nægtede at blive bragt på skadestue.''

I sin afgørelse henviser den Sociale Ankestyrelse til lovens bestemmelser om tvangsflytning (eller optagelse i særlige botilbud uden samtykke, som den officielle betegnelse er).

''Det kræves, at der er høj grad af sandsynlighed for, at pågældende inden for kortere tid vil udsætte sig selv for alvorlig skade på legeme eller helbred.''

Det vurderer ankestyrelsen, at der ikke er. Bl.a. fordi der ikke har været episoder mellem bruddet på knæet i 1996 og branden i 2000. Også fordi den 64-årige må ''anses for at have handlet fornuftigt i forbindelse med udviklingen af branden.''

Ankestyrelsen fremhæver, at bestemmelserne om tvangsflytning kun må bruges i graverende tilfælde, hvor der er et åbenbart behov for indgriben. Flytningen skal medføre en klar forbedring af den enkeltes situation og livskvalitet.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at den 64-årige har levet under stærkt uhygiejniske forhold, men påpeger, at der ikke har været indlæggelser pga. madforgiftning.

De uhygiejniske forhold kan evt. afhjælpes med hjælp og tilsyn fra hjemmeplejen, og ankestyrelsen lægger i den forbindelse vægt på, at den 64-årige gennem sin advokat har erklæret sig villig til at modtage hjælp og tilsyn.

Ankestyrelsen skriver dog videre, at manden tidligere har afbrudt hjælp fra kommunen, og at han hurtigt vendte tilbage til sin gamle livsstil under sit midlertidige ophold på plejehjemmet, selv om han havde fået det bedre under opholdet på psykiatrisk afdeling.

Ligesom der er sandsynlighed for, at hans demens vil forværres med tiden, så risikoen for personskade forøges. Men alt i alt finder den Sociale Ankestyrelse ikke, at betingelserne for tvangsflytning er opfyldt ''på nuværende tidspunkt.''

Afviser alle tilbud

Børnene finder det fuldstændig urealistisk, at deres far skulle kunne klare sig alene i sit hus med hjælp fra kommunen.

''Alt har været prøvet allerede for fem år siden. Men han er dybt imod enhver form for hjælp,'' siger datteren.

I årenes løb har de tre børn ikke haft særlig megen kontakt med deres far, selv om to af dem bor i samme by og den tredje få timers kørsel derfra. Et par gange har de trådt til og ryddet op, når bunkerne voksede ham over hovedet. Men for det meste har han afvist enhver form for indblanding, både fra deres og kommunens side.

Da der blev etableret hjemmehjælp i 1996, blev hjælpen konsekvent modarbejdet af manden. Han var ubehagelig, chikanerende og grænseoverskridende over for hjemmehjælperne og sygeplejerskerne, som ifølge kommunen ellers var særdeles erfarne og hårdføre.

På det kommunale plejehjem, hvor han blev midlertidigt anbragt efter branden, gik det godt i starten. Han købte nyt tøj, var hos frisør og havde det godt med at snakke med folk og gå i spisestuen sammen med andre.

Men han kom hurtigt på kant med plejehjemsledelsen. Først brugte han mange penge på tøj, siden købte han skrivemaskine, kontorstol m.m. for flere tusind kroner om dagen. Tingene hobede sig op i hans stue, og han fik at vide af plejehjemsledelsen, at han ikke kunne blive ved med at købe ting.

Så købte han kufferter, fik sit pas i orden og erklærede, at han ville bosætte sig i udlandet, hvis situationen tilspidsedes.

''Han har fået, jeg ved ikke hvor mange gode tilbud fra kommunen,'' siger datteren.

''Det var lige før, de flyttede andre ud af en lejlighed, for at han kunne få den. De har tilbudt ham alt, hvad der var her i byen, og de har ikke kigget på økonomien. Men han har afvist alt. Det er ikke ham, der er noget i vejen med, det er os andre.''

Da situationen blev uholdbar på plejehjemmet, blev han midlertidigt flyttet til den psykiatriske institution, han ifølge ankestyrelsens sagsfremstilling har kaldt ''en koncentrationslejr.'' Samtidig fik han beskikket en værge, der nu skal tage stilling til, hvad der skal ske med det ødelagte hus.

Børnene har besøgt ham i hans midlertidige bolig. "Og det er vidunderligt at se ham i de omgivelser," siger datteren.

''Han har det rigtig godt, og han er begyndt at male billeder og spille violin, noget han ikke har gjort i mange år. Han drikker ikke ret meget, og der er kommet styr på en masse ting.

Men spørger du ham selv, så vil han ikke blive der."