Faglig kommentar: Sygepleje og selvbestemmelse

Jeg boede engang i en lejlighed på anden sal. Nedenunder boede en tyk, lidt debil mand, hvis alder var ubestemmelig, men jeg vil tro, han har været omkring de 30 år. Vi hilste pænt på hinanden, når vi sås, selv om det var sjældent. Nå vi endelig stødte på hinanden, havde han ofte nogle foliebakker eller et par halvlunkne pizzaer i papkasser i hænderne.

En dag lagde jeg mærke til, at det svirrede med små fluer uden for hans dør, og efter at have overvejet sagen ringede jeg til kommunen. Den kvinde, jeg fik i røret, lød ikke synderlig forbavset, og få dage senere gik et par mænd rundt i hvide heldragter og gjorde rent.

Historien gentog sig halvandet år senere. Hvordan det går pizza-manden i dag, ved jeg ikke, for jeg flyttede efter fire år.

I Grenå ser det værre ud hos en pensioneret herre, hvis hus er fyldt med skidt i en halv til en meters højde.
(Se artiklen ''Et meneske i sygdom og kaos'' ) .

Han har bevaret en gangsti gennem det, der engang var en bolig, resten af arealet er fyldt med gamle møbler, madrester, flasker, papir og afføring i plasticposer. Stanken er ubeskrivelig, men manden mener ikke, der er noget galt med hans levevis. Kommunen har givet manden snesevis af gode tilbud om hjælp, men han vil ikke tage imod dem. Han vil være i fred og bevare sit massive alkoholmisbrug, på trods af at han bliver et andet menneske, hver gang han flyttes. Det bliver han kun af nød. Han har prøvet det pga. traumer og pga. en brand, der hærgede det meste af stuen.

Spørgsmålet er: Skal et menneske have lov til at leve så usselt, som det selv vil - i selvbestemmelsens hellige navn - eller skal kommunen have lov til at tvangsflytte denne mand og andre, der som han lever et liv, som de fleste mennesker ville finde uværdigt, under forhold, der kun kan betegnes som svært uhygiejniske?

Mandens tre døtre mener, at deres far burde være flyttet. Alene rengøringsudgifter på henholdsvis 27.000 kr. og 85.000 kr. taler deres eget sprog, mener de.

Men Den Sociale Ankestyrelse sagde nej til tvangsflytning.

Hvis kommune eller amt ønsker at tvangsflytte en person eller at overvåge et dement menneske via en chip i skoen, skal beslutningen godkendes i amtets sociale nævn. Den person, der rammes af beslutningen om tvang eller overvågning, skal have en advokat til at varetage sine interesser, og advokaten kan herefter anke beslutningen til Den Sociale Ankestyrelse.

Og Den Sociale Ankestyrelse omstøder i en del tilfælde de sociale nævns beslutninger.

God sygepleje erstatter tvang

Burde det være nemmere at få lov til at anvende tvang over for demente eller utilpassede mennesker, der lever under kummerlige forhold? Holdningerne til det spørgsmål er meget forskellige.

Set med sygeplejebriller er det en fordel, at mennesker ikke bare en-to-tre kan blive underlagt tvang eller magtanvendelse. Det giver muligheder i sygeplejen, som måske ikke var blevet opdyrket, hvis brugen af tvang lå lige for. Pædagogiske metoder anvendt i den gode sygepleje til demente kan i mange tilfælde erstatte tvang, hvis der er sygeplejersker og hjemmehjælpere nok i hjemmet eller på plejehjemmet, og de fysiske rammer er ordentlige.

Sygepleje til demente beskrives i disse år på en anderledes systematisk måde end tidligere, da demens ikke var et attraktivt eller interessant område, og der derfor ikke var nogen, som tog sig af at studere og vurdere plejen.

Hvordan var det gået, hvis tvangsflytninger, kodelåse, chips i skoene og bløde bælter var blevet kernen i sygeplejen til demente? Respekten for de svageste ville have haft en anden udformning, og sygeplejen havde været en nøjsom affære.

Når det er sagt, kan jeg godt forstå døtrene fra Grenå. I det tilfælde er det svært at forstå, at selvbestemmelsen vejer tungere end skidt i en meters højde.