Fordomsfuld praktik

Mens jeg var i praktik på neonatalafsnittet, lå der en lille for tidligt født dreng i kuvøse på en af stuerne. Drengen var født i graviditetsuge 25 og var nu fire uger gammel, men ikke rigtigt kommet i trivsel. Han havde ikke taget ret meget på, var urolig og græd meget i sin kuvøse, desuden havde han hyppige apnøtilfælde. Forældrene kom hver dag og var hos drengen hele formiddagen for at være med til at pusle og give ham mad.

Forældrene havde tidligere mistet to børn. Det ene ved spontan abort, det andet ved en for tidlig fødsel et års tid tilbage. Faderen havde i forvejen en søn på syv år fra et andet ægteskab. Forældrene var begge overvægtige og havde deres udseende imod sig. De krævede ikke meget af plejepersonalet i form af spørgsmål eller krav om særbehandling af nogen art, og ved stuegang stillede de kun spørgsmål på opfordring.

Fremtoning forstærkede fordomme

Da jeg startede på afdelingen og blev tilknyttet den stue, familien var på, fik jeg rapport om familien, inden jeg mødte dem. Jeg fik hurtigt det indtryk, at forældrene var meget passive i forhold til deres barn, og at de skulle motiveres kraftigt for at deltage mere i plejen af deres søn.

I løbet af de næste dage udviklede mit indtryk af forældrene sig til, at de måske heller ikke var så godt begavede, i hvert fald var de ikke på nogen måde belæste, og det var måske derfor, det var svært at få forældrene til at pusle barnet på eget initiativ og uden vejledning. Desuden var der en del snak om, at forældrene brugte den ældre søn forkert i deres sorgarbejde, at det var ham, der trøstede forældrene, og at han virkede for voksen i forhold til sin alder.

Ingen af disse formodninger er på noget tidspunkt sagt direkte, og ingen af de forhåndsindtryk, jeg fik af forældrene, er alene farvet af en sygeplejerske eller andet personales holdning. Det var et billede, der lige så stille byggede sig op inden i mit hoved, og som forstærkedes i kraft af forældrenes fremtoning. Derfor var det også med de briller på, jeg observerede familien, og ud fra den vinkel, jeg forsøgte at vejlede dem, når de f.eks. skulle pusle barnet. Jeg forsøgte at være venlig, empatisk og professionel og at have et holistisk menneskesyn, Orems teori om egenomsorgskapacitet, kriseteorier og alt det andet fine i baghovedet.

Match af sprog og tempo

Trods alle gode intentioner er jeg sikker på, at mit indtryk af dem og deres indsats i forhold til deres børn har haft en indflydelse på vores samarbejde, der har vejet i negativ retning, selv om de på intet tidspunkt gav udtryk for noget i den retning. Tværtimod var de venlige og imødekommende.

Efter en uges tid kom den ene af mine vejledere i dagvagt på stuen sammen med mig. Hun lod sig tilsyneladende ikke påvirke af antydningerne om forældrenes manglende engagement. Hun satte sig ned og gik lige på dem. Hun matchede deres sprog og deres tempo. Hun mødte forældrene der, hvor de var, og fik i løbet af få timer hele historien om følelser som angst og jalousi i forhold til medpatienter, der klarede sig bedre end deres egen søn. Moderen fortalte om, hvordan hun følte sig utilstrækkelig og mente, at hun åbenbart ikke egnede sig til at føde børn.

Der blev også snakket om, hvordan de havde grebet sorgen an i forhold til den ældre søn. De havde foreslået ham at lave tegninger om, hvordan det var at få en lillebror, der var så lille, at han ikke kunne komme med hjem, men måtte ligge på hospitalet. Tegningerne havde han haft med i skole sammen med billeder af sin lillebror, og der var afsat tid i klassen til, at kammeraterne kunne høre hans historie. Det havde moderen arrangeret i samarbejde med klasselæreren.  

Forældrene løsnede op

Det blev til en dag, hvor forældrene tydeligt løsnede op og deltog i puslingen med en helt anden iver end ellers, og der blev talt om forældrenes ansvar og

Side 29

kompetence i forhold til deres søn, og hvad der var sygeplejerskens ansvar.

Den dag gik jeg hjem med en flov og forskrækket smag i munden. Samtidig var jeg utrolig lettet over, at jeg så tidligt i mit praktikforløb var blevet så tydeligt opmærksom på den fare, der kan ligge i forudantagelser, og hvor let det er at overse eller underkende den.

Nu er det ikke sådan, at jeg på nogen måde oplevede, at noget af plejepersonalet inklusive mig selv behandlede familien dårligt eller med manglende respekt. Alle gjorde deres bedste i forsøget på at hjælpe familien til at yde omsorg for deres præmature barn, og der blev også brugt megen tid på at tale med forældrene om deres følelser. Men jeg tror, at det var fordomme, der kom til at forstyrre den rolle som ressourceperson for familien, en sygeplejerske også har. Der blev simpelthen ikke trykket på de rigtige knapper, der kunne åbne og hjælpe disse forældre.

Forståelig passivitet

Jeg har ikke ændret min opfattelse af familien, så jeg nu ser et par forældre med mange ressourcer. Jeg ser stadig en familie, der har meget brug for støtte til at pleje deres søn. Jeg mener også, at forældrene ikke altid har forståelse for eller det rette håndelag til at udføre den pleje, der er bedst for ham. Jeg mener heller ikke, de har helt realistiske forventninger til fremtiden. Men jeg ser en familie, der er i dyb krise, og som vil gøre alt for deres lille søn, og som rummer megen kærlighed og varme.

Med den rette vejledning og hjælp tror jeg, de har mulighed for at komme nogenlunde hele igennem det svære forløb. Dette barn er deres ønskebarn, som de er nødt til at turde knytte sig til, selv om de stadig sørger over det barn, de tidligere har mistet ved fødslen, og går med tanken om at miste ønskebarnet lurende i baghovedet.

De har naturligvis virket passive, når de var stive af skræk, og hvordan kan man forvente, at de kan virke sikre i håndteringen af et barn på knap 700 g, der ligger i en kuvøse, er monitoreret og udstyret med drop, sonde og andet teknisk udstyr. Samtidig med at der konstant står en sygeplejerske og bemærker hver bevægelse, de tager.

Som sygeplejestuderende fulgte jeg i min egen usikkerhed ukritisk strømmen. Det vil jeg forsøge ikke at gøre igen.

Lotte Silke Nielsen er sygeplejestuderende på Sygeplejeskolen i Odense.