Restriktiv linje er tilsigtet

Formanden for Folketingets socialudvalg Villy Søvndal (SF) vil ikke afvise, at der skal justeres på reglerne om magtanvendelse, når loven skal revideres i folketingsåret 2002-2003.

''Men vi vil gerne se nogle flere sager først,'' siger han med adresse til de fem kendelser, som den Sociale Ankestyrelse foreløbig har afsagt i sager om flytning af demente og sindslidende mod deres vilje.(Se de to foregående artikler).

Villy Søvndal vil nødig være overdommer i forhold til den Sociale Ankestyrelse. ''Det er svære grænsetilfælde, hvor man også kunne være kommet til den modsatte konklusion, uden at det havde været mod lovens intentioner,'' siger han om de tre sager, hvor ankestyrelsen sagde nej til tvangsflytning.

Når lovgiverne har stillet så skrappe betingelser for at bruge tvang, er det for at støtte en udvikling, hvor problemer bliver løst med pædagogik i stedet.

''For de overordnede politiske meldinger er ikke bare med til at bestemme udfaldet af enkeltsager. De bestemmer også, hvilken retning udviklingen skal tage,'' siger Villy Søvndal.

''Med loven var vi frygtelig bange for at komme til at sende et signal om, at tvang fremover var midlet i vanskelige situationer. Man kan i hvert fald sige, at det lykkedes ikke at sende det signal. Om ankestyrelsen så er gået for langt i den anden retning, er svært at sige.

Det er jo ikke sager, hvor man står med valget mellem den gode løsning og den dårlige løsning. I sagen om den demente alkoholiker kan jeg da være stærkt i tvivl, om der ville komme et lykkeligt liv ud af en anbringelse, han selv opfattede som en koncentrationslejr.''

Ladeporten fortsat lukket

Reglerne om tvang har været længe undervejs, fordi der har været modstand mod overhovedet at give kommunerne muligheden. Men det betød også, at demente af og til blev flyttet ulovligt.

''Tidligere opererede man jo, som man nu fandt bedst, uden at have nogen lovhjemmel til det. Ud fra et retssikkerhedssynspunkt var det heller ikke tilfredsstillende,'' siger Villy Søvndal.

''Men vi vidste godt, det ville blive vanskeligt overhovedet at lovgive på så følsomt et område. Og da vi lavede reglerne, var der to ekstremer, som begge skulle undgås.

Vores ene bekymring var, at man ikke kunne gå ind og hjælpe i situationer, hvor det var oplagt nødvendigt for at beskytte den enkelte mod sine egne handlinger. Den anden bekymring var at åbne en ladeport for tvang.

Når man taler om ældre senildemente, ved vi jo, at mange problemer kan klares, hvis det bygningsmæssige er i orden, og hvis normeringerne er sådan, at der er folk omkring dem. Det minimerer antallet af konflikter. Der findes kommuner, hvor der er langt flere konflikter, fordi de materielle forhold er dårligere.''

Sikkerhed og værdighed

Reglerne om magtanvendelse understreger, at der skal være kraftigt begrundet sandsynlighed for personskade, hvis man skal kunne gribe ind mod folks vilje.

Men over for Sygeplejersken har pårørende og plejepersonale efterlyst, at man ud over folks sikkerhed også kan tage hensyn til deres værdighed og åbenlyse behov for hjælp.

At man f.eks. kan forhindre folk i at gå halvt påklædte fra plejehjemmet og opføre sig på en måde, de selv ville have taget afstand fra, da de var ved deres fulde fem.

Villy Søvndal har selv været socialudvalgsformand i en kommune i to perioder, så han kender udmærket til kravet om at ''gøre noget,'' som plejepersonale og lokalpolitikere bliver udsat for.

''Når loven skal revideres, kan det måske også være en overvejelse, om begrebet værdighed skal stå tydeligere. Men værdighed kommer let til at kollidere med selvbestemmelse. Selvbestemmelse forudsætter selvfølgelig, at folk i et eller andet omfang ved, hvad de gør. Men det mest vidtgående kriterium for værdighed er vel retten til at bestemme selv.

Mennesker lever deres liv meget forskelligt, og det er de ekstreme tilfælde, vi har ønsket at tage højde for.''