Synspunkt: Uddannet på en uheldig årgang

Om et år er jeg sygeplejerske, uddannet inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Så skal jeg ud og gøre det, jeg brænder for: Pleje de syge. Hvorfor er det alligevel med bæven, at jeg ser frem til dette? Hvorfor kan ikke engang vi, der har valgt faget, reklamere for det?

Da jeg begyndte uddannelsen i september 1998, var det med den indlysende forventning, at jeg de næste fire år ville få indgående viden om det at pleje et sygt menneske. Nu, hvor jeg blot mangler den sidste praktikdel, er jeg ikke stolt af det, må jeg konstatere. Jeg tvivler på, hvordan jeg især fysisk adækvat hjælper den syge gennem sine kvaler. Jeg har set få dårlige patienter og er kun i stand til at udføre tilfældige tekniske sygeplejekompetencer. Til gengæld kan jeg redegøre for sygeplejeteorier og kan anskue et begreb ud fra flere faglige synspunkter; epidemiologisk, filosofisk eller sociologisk. Jeg uddanner mig inden for rationelle fag, men hungrer efter den kropslige erkendelse og den brugbare viden. For sygepleje er da et praktisk fag, eller har jeg sovet i timen?

Studieordningen synes at dække det brede spektrum af viden, en sygeplejerske må formodes at have: 50 pct. praktik og 50 pct. teori delt i tre lige store blokke af sundheds-, natur-, human- og samfundsvidenskabelige fag. Beskrivelsen heraf appellerer til mig, hvorfor jeg møder op med høje forventninger. Dog skuffes jeg gang på gang og kan ikke få øje på de fine intentioner i virkelighedens undervisning.

Ved studiestart for tre år siden var den ordning, vi skulle studere efter, endnu ikke færdig. Skemaet blev lavet fortløbende, maksimalt to uger frem. Vi kunne ikke få information om eksamensindhold og -krav. Da vi begyndte det teoretiske 4. semester, blev skolerne opløst i faglige institutter. Skemaet haltede i endnu højere grad, da det først blev lavet to uger inden semesterstart. De eksterne undervisere var ikke informeret om kravene til os, og hvad vi i øvrigt var undervist i. Forvirringen var med andre ord katastrofal. Dagligt blev vi derfor mødt med beklagelser fra skolens side samt undskyldningen: ''I er jo det første hold på den nye studieordning.''

Historien er den samme på 6. semester, hvor en væsentlig del af undervisningen har været præget af useriøs undervisning. Især er fagfordelingen ubegribelig.

I den nye studieordning (!), som træder i kraft 1. september 2001, er et helt praktik-semester skåret fra, og den studerende afslutter med en bachelorgrad. Den stigende fokusering på teorien og nedprioritering af praktikken peger på en akademisering af faget, der synes vanskelig at implementere i den relationelle praksis. Hvorfor skal jeg for at blive sygeplejerske isoleres fra det praksisfelt, som min uddannelse sigter mod, og hvori mine færdigheder skal udfolde sig?

Vi må ud i konfronterende praksissituationer, for at den målrettede og intellektuelle viden kan blive en del af vores praktiske kunnen. Jeg idylliserer ingenlunde mesterlæren, men den har betydelige pædagogiske potentialer, som vi snydes for i dag, hvorfor en større vægtning af praktikdelen er ønskværdig.

Al undervisning har ikke været af lige ringe karakter: Få lærere har gennem situeret læring formået at gøre den eksplicitte viden mere implicit via tænkte situationer, ligesom nogle fag retfærdigvis må læres skolastisk. Årsagen til, at jeg stadig læser til sygeplejerske, er dog det sociale netværk, jeg er en del af, i form af læsegruppe og klasse. Hvis jeg ikke virkelig brændte for sygeplejen, havde jeg som mange andre fundet andre græsgange. Flere har valgt at skippe undervisningen og i stedet drage ud i verden en måneds tid. Vi, der har siddet tilbage, kan kun ærgre os over ikke at have gjort det samme. De kan følge med på lige fod med os andre og har til gengæld nye erfaringer med i bagagen, som de måske kan bruge i fremtidige mellemmenneskelige situationer.

Jeg forventer ingenlunde at være færdiguddannet sygeplejerske efter fire års studie. Læring er en livslang proces, der måske først for alvor starter i den virkelige verden. Men vi studerende kan via tættere kontakt med praksisfeltet rustes til bedre at møde denne og i højere grad være vort emblem værdigt. Jeg ærgres, men undres ikke over det fåtal, der i dag søger ind på sygeplejeuddannelsen, og det store antal, der søger væk herfra. Det er i sandhed svært at reklamere for en uddannelse med uorganiserede skoleforhold, ustruktureret tilrettelæggelse og utilfredsstillende undervisning. Jeg ved, jeg er blandt den uheldige årgang '98, men det letter ikke mine frustrationer over de useriøse tilfældigheder, der har præget mit studie. Det giver mig ingen trøst, når jeg om få måneder begynder min sidste praktik og ikke kan hjælpe og bistå den svært dårlige patient, sådan som jeg burde og inderligt ønskede, at jeg kunne.

Caroline Nøjgaard er sygeplejestuderende inden for H:S.