Arbejdstilsynet ikke konstruktivt nok

Side 10

Billede

Side 11

Formand for Sundhedsudvalget i Amtsrådsforeningen, Bent Hansen, er ikke imponeret over Arbejdstilsynets rapporter om det psykiske arbejdsmiljø på sygehusene. Rapporterne indeholder i for høj grad beskrivelser af de problemer, amterne har kendt i årevis og kun lidt konstruktiv kritik, mener han.

Han havde forventet, at Arbejdstilsynet ud over at sætte fingeren på nogle sygehusafdelinger med dårligt psykisk arbejdsmiljø ville opstille nogle konkrete redskaber, som kunne være med til at afhjælpe problemerne.

''Arbejdstilsynet har en ekspertise og en viden om nogle redskaber, som vi kan bruge til at afhjælpe problemerne. Ud over Arbejdstilsynets løftede pegefinger har vi brug for, at de gennem at foreslå sådanne redskaber signalerer, at de vil hjælpe os med at løse problemerne.

Det er det samarbejde, der er nødvendigt, før der kommer noget konstruktivt ud af det,'' siger Bent Hansen.

Tine Forsberg, psykolog i Arbejdstilsynet, har været projektleder for sygehusdelen af tilsynets indsats for det psykiske arbejdsmiljø. Hun besvarer Bent Hansens kritik således:

''Vi griber ikke ind i sygehusenes ledelsesret ved at angive en bestemt metode til at løse et påpeget problem. Og det kan selvfølgelig opfattes som om, vi ikke giver redskaber til at løse problemerne. Men sådan er rammerne for Arbejdstilsynets arbejde. Vores opgave er at afdække og påpege arbejdsmiljøproblemer og stille krav om, at de bliver løst. Dertil knyttes vejledning. Men ansvaret for at løse problemerne ligger hos arbejdsgiverne. De har nogle forpligtelser i forhold til arbejdsmiljøloven.''

Sygehuse må søge hjælp udefra

Bent Hansen medgiver, at Arbejdstilsynet i deres vejledninger til sygehusene er kommet med en vis inspiration til, hvad sygehusene kan gøre for at forbedre arbejdsklimaet. Men han holder fast i, at det ikke har været nok.

''Jeg synes, der har været for langt mellem konkrete forslag til, hvordan vi kan løse problemerne. Jeg havde håbet, at Arbejdstilsynet kunne trække på de erfaringer, de formentlig har fra andre arbejdspladser og give os nogle nye redskaber, som har virket andre steder. Det kunne f.eks. være bedre arbejdstilrettelæggelse af patientforløb. Når man dag efter dag går i trædemøllen, kan man gå og vænne sig til, at arbejdsrutinerne bare er, som de er. Og der er det vigtigt, at der kommer nogen udefra en gang imellem. Den rolle kan Arbejdstilsynet få, hvis vi kommer ind i et ordentligt samarbejde,'' siger han.

Når Arbejdstilsynet stiller krav til et sygehus i form af f.eks. et påbud, følger der altid en vejledning med, hvori tilsynet peger på områder, som det mener, sygehuset vil have glæde af at arbejde med.

''Vi kan vejlede om problemerne, men det er ikke vores opgave at løse dem. Og hvis en sygehusafdeling eller et helt sygehus ikke føler sig kvalificeret og kompetent til at håndtere problemerne, så må de søge hjælp udefra, f.eks. hos Bedriftssundhedstjenesten,'' siger Tine Forsberg.

Ekstra penge fra staten

Der kan let opstå et sammenstød mellem kravene fra den statslige institution, Arbejdstilsynet, og Amtsrådsforeningens økonomiske aftaler med regeringen, mener Bent Hansen.

''Jeg har det fint med, at Arbejdstilsynet kommer ud og kigger på sygehusene med friske øjne. Men når de - som statsansatte - giver nogle påbud og stiller krav om flere ressourcer og højere normering, så hænger det ikke sammen med de rammeaftaler, vi har lavet med regeringen.

Vi må vide, om Arbejdstilsynet har en speciel kompetence, som går ud over vores økonomiske rammer. Vi må vide, om det er Arbejdstilsynet, eller om det er amternes sundhedsudvalg og de enkelte institutioner, der kan sammensætte normeringen på en afdeling,'' siger Bent Hansen og tilføjer:

''Når tilsynet går ind på en medicinsk afdeling og påpeger, at personalenormeringen efter deres vurdering er for lille og giver afdelingen et påbud, så er amtet nødt til at reagere og finde nogle personalemæssige ressourcer til det. Men amterne skal holde sig inden for den budgetramme, som vi har aftalt med regeringen. Derfor kan vi kun tage ressourcerne fra andre afdelinger eller fra den merbevilling, som ellers var afsat til bl.a. at styrke kræftområdet og nedbringe ventelisterne på det ortopædkirurgiske område. Men det er ikke realistisk. Hvis Arbejdstilsynet vil kræve, at vi skal ansætte mere personale, end vi har penge til i amterne, så må vi have bevilget ekstra penge fra staten.''

Tine Forsberg afviser, at Arbejdstilsynet har påbudt sygehusene at ansætte flere læger eller sygeplejersker.

''Vi kan ikke anbefale større bemanding på en afdeling eller færre patienter. Men vi kan pege på, at der er en ubalance mellem de krav, der stilles til de ansatte og ressourcerne, der er til rådighed på afdelingen. Hvis den ubalance er skyld i alvorlige psykiske belastninger for personalet, kan vi give sygehuset et funktionspåbud, som pålægger det at udligne ubalancen. Vi kommer samtidig med nogle idéer til, hvordan det kan gøres. Men sygehusene har fuld metodefrihed,'' siger hun.

Når Arbejdstilsynet taler om ressourcer, bruger det begrebet bredt, fortæller Tine Forsberg.

''Vi tænker på uddannelse, erfaring, efteruddannelse,

Side 12

Annonce

Side 13

mulighed for støtte og supervision og indflydelse i arbejdet. Mange steder kan man f.eks. komme langt ved at arbejde med modsatrettede krav eller uklare krav. Det vil frigøre ressourcer, hvis kravene bliver tydelige, så medarbejderne ikke skal bruge energi på at være i tvivl om, hvilke opgaver de skal prioritere. Det handler ikke om øgede bevillinger, men om at gøre tingene på en anden måde."

Uenighed om tidsfrister

Formanden for Sundhedsudvalget i Amtsrådsforeningen har flere gange haft svært ved at tage Arbejdstilsynets rapporter alvorligt. Han mener ikke, tilsynets medarbejdere har sat sig tilstrækkeligt ind i sygehusenes grundvilkår og særlige kultur, inden de gik ud på sygehusene.

Til den kritik siger Tine Forsberg:

''Vi har gjort en hel del for at være godt klædt på. Nogle af de tilsynsførende, der har stået for indsatsen, har sygehusene som ansvarsområde til daglig og er vant til at have deres gang der. I mange år er de kommet jævnligt på sygehusene for at føre tilsyn med de fysiske og kemiske forhold. Så de kender organisationen. Og inden vi gik ud på sygehusene i denne omgang, har de tilsynsførende forberedt sig grundigt, bl.a. ved at sætte sig ind i arbejdsvilkårene for sundhedspersonale. Desuden har vi under hele indsatsen regelmæssigt gennemført lokal supervision for de tilsynsførende.''

Men Bent Hansen mener, at Arbejdstilsynets korte svarfrister til sygehusene afslører, at tilsynet ikke ved, hvordan sygehusvæsenet fungerer.

''Tilsynet har fastsat nogle overraskende korte tidsfrister, som viser, at de ikke er klar over, hvordan sygehusene normalt løser opgaver. De kører i kadencer på 12 måneder, hvor budgetterne efter en række forhandlinger, høringsfaser og udvalgsarbejde prioriteres i starten af året, og man laver ikke en hovsa-bevilling i december. Når Arbejdstilsynet går ind midt i kadencen og stiller krav, så bliver den slået i stykker,'' siger Bent Hansen.

Ifølge Tine Forsberg har amterne og sygehusene imidlertid selv været med til at fastsætte fristerne.

''De gange vi har varslet et påbud, har vi sendt påbuddet i udkast til den øverste ansvarlige ledelse i amtet. I den forbindelse har vi spurgt amtet, om det kunne anerkende de problemer, vi havde konstateret, og hvis ja, hvad det så ville gøre ved det inden for hvilke tidsfrister. Amtet er så selv kommet med et oplæg til, hvor hurtigt de mente, de kunne løse problemerne. Så vidt jeg er orienteret, har vi godkendt alle amternes tidsfrister,'' siger Tine Forsberg og tilføjer, at sygehusene har være meget indstillede på at gå ind i et samarbejde med Arbejdstilsynet.

Hun fortæller, at amterne har fået forholdsvis lange frister til at svare tilbage, hvordan de ville løse problemerne. Typisk mere end tre måneder. De lange tidsfrister skyldes, at Arbejdstilsynet er klar over, at problemerne på sygehusene er komplekse og ikke lige løses med et snuptag. Nogle amter har bedt om fristforlængelse, og det har de fået.

Trækker på skuldrene

Ud over at være formand for amternes sundhedsudvalg er Bent Hansen også amtsborgmester i Viborg Amt. Under Arbejdstilsynets indsats sidste år konstaterede tilsynet for stor arbejdsmængde på flere af amtets sygehusafdelinger. Bent Hansen medgiver, at flere afdelinger i Viborg Amt trængte til større bevillinger, hvilket de også fik efterfølgende.

Men hans respekt for Arbejdstilsynets arbejde dalede, da tilsynet gav et påbud til en sygehusafdeling i amtet, som var ved at blive moderniseret og i den forbindelse havde fået skåret en tredjedel af sengene væk.

''Tilsynet påviste, at overbelægningen var 120 pct. på afdelingen, hvilket ikke var overraskende, når vi var ved at bygge om. Men vi kunne også sige os selv, at når ombygningen stod klar om et halvt år, så ville vi være inde i normal kadence. Var der så et problem til den tid, så er det klart, at vi skulle tage det alvorligt. Men sådan et eksempel er bare til at trække på skuldrene af. Og hvis der er for mange af den type eksempler, er det desværre med til at farve hele indtrykket af Arbejdstilsynets rapporter, og så trækker man måske også på skuldrene næste gang,'' siger Bent Hansen.

Tine Forsberg kan ikke kommentere det konkrete eksempel, men hun siger overordnet:

''Jeg ved, at vi i stor udstrækning har undladt at besøge afdelinger, som har været midt i en omstrukturering. Men det er klart, at når vi laver en landsdækkende indsats på et givet tidspunkt, som er fastsat for længe siden, så risikerer vi at besøge afdelinger, som har mere kaotiske forhold end normalt. Og det vil jeg heller ikke afvise, at vi har gjort.''

Ifølge Tine Forsberg får Arbejdstilsynet dog ikke bare et øjebliksbillede af en afdeling, men vurderer den ud fra statistikker over sygefravær, personaleomsætning, belægningsprocenter og udsagn om plejetyngde, der typisk går tilbage et år.

''Hvis vi ikke har historie på, så kan vi ikke se, om der er tale om længerevarende belastninger. Kortvarige belastninger på nogle uger er i orden,'' siger hun.

Endnu en kritisk stemme

Nogle af Arbejdstilsynets rapporter har dog stødt Bent Hansen voldsomt. Han mener, at amterne gør, hvad de kan for at skabe gode arbejdsforhold på sygehusene, og at de sjældent får påskønnelse for deres indsats.

''Når vi lægger budgetter, er der altid nogen, der ikke kan få, hvad de gerne vil have. Men de steder, som får opfyldt deres ønsker, mener, at det manglede da også bare. Vi har fået endnu en kritisk stemme i Arbejdstilsynet, og nogle af deres rapporter opfatter jeg som forsøg på at vise, at de årtiers erfaring, som vi og vores ledelse har, ingenting er værd. Som om de kommer for at fortælle os, at vi bare har gået og jamret, og at de ved, hvordan det hele skal løses. Det kan jeg ikke bruge til noget,'' siger han.

Her refererer han bl.a. til rapporter, som han mener gør amtet ansvarlig for forhold, som det ikke er herre over.

''Hvis Arbejdstilsynet får øje på en afdeling, hvor personalet ikke kan tåle at se hinanden pga. interne magtkampe, og amtet i årevis har overset problemerne, så er det selvfølgelig helt nødvendigt, at de gør opmærksom på, at forvaltningen eller politikerne er tonedøve, og nu må de tage det alvorligt.

Men hvis det skyldes nogle udefrakommende faktorer, såsom mangel på specialuddannet personale, som politikerne ikke umiddelbart kan gøre noget ved, skulle Arbejdstilsynet hellere fortælle os, hvordan vi kan skabe nogle bedre vilkår for vores personale. Giv os nogle redskaber, det er det, vi har brug for.''

Læs også "En god leder er ikke bange for kritik"