Faglig kommentar: Tag tavshedspligten i ed

Fem linier fra Ritzau i morgenavisen med overskriften ''Ungt trafikoffer som donor.'' Den lille notits fortalte præcist, hvor, hvornår og hvordan ulykken var sket, og om trafikofferets køn og alder. Der stod også, hvornår den 16-årige dreng blev erklæret for hjernedød, og at hans organer blev videregivet til donation, hvorefter respiratoren blev slukket.

Redningsfolk, politi og sygehuspersonale har tavshedspligt. Ikke desto mindre er detaljer fra tragedien videregivet til pressen. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at drengens forældre af sig selv har henvendt sig til Ritzaus Bureau med oplysningerne. En eller flere med indgående kendskab til begivenhederne på sygehuset har groft tilsidesat sin tavshedspligt, hvem det så end er.

Der er altid tale om en lovovertrædelse, når personer med tavshedspligt bryder samme pligt. I det her tilfælde er det et lovbrud, som kan få meget ubehagelige konsekvenser. Hvis alle drengens organer er blevet anvendt til transplantation, kan samtlige modtagere af organerne læse i avisen, hvem organet stammer fra.

Er de endnu selv for medtagne efter operationen til at læse avis, kan vi være sikre på, at deres familier og venner har gjort det, og inden for en uges tid kan de til med få oplyst den døde drengs navn i en dødsannonce.

Anonymitet af største vigtighed

Det har altid været præciseret og holdt i hævd, at anonymitet mellem donor og organmodtager var af største vigtighed. En af betænkelighederne ved at lade raske familiemedlemmer donere organer til syge familiemedlemmer er netop, at der kan opstå et taknemmelighedsforhold eller en afhængighed, som kan forrykke eller ødelægge de familiære relationer. Nogle kan klare det, andre kan ikke.

Takt og diskretion er ikke et kriterium for at modtage et organ. Man kan risikere, at en af modtagerne eller et nært familiemedlem henvender sig til den døde drengs forældre for at udtrykke sin deltagelse med de efterladte eller for at udtrykke deres glæde over, at forældrene har sagt ja til donation.

Der kan opstå meget ubehagelige situationer. Hjerte, lever, to lunger, to nyrer, en bugspytkirtel og måske lidt tarm. Multiplicer antallet af transplanterede organer med antallet af nære pårørende, venner, kolleger og bekendte, der har nøjagtigt kendskab til, hvornår transplantationen fandt sted, og man når hurtigt et meget stort antal mennesker, der kan lægge to og to sammen. Hvornår falder den første bemærkning:

''Du har vel nok været heldig at få Jens Jensens unge lever.'' Selv om nogle af organerne er sendt til et andet skandinavisk land, er den menneskelige nysgerrighed så stor, at der nok skal være organmodtagere eller familie hinsidan, der køber et par danske aviser for at opspore afsenderen. Det er før beskrevet.

Det er ikke første gang, jeg har læst lignende notitser, hvor man ikke behøver at hedde Sherlock Holmes for at kunne identificere en organdonor.

Diagnosen slap ud

For få år siden havde en kendt politiker et mindre trafikuheld, som medførte en skade, som han var nødt til at tage på skadestuen med. Næste dag var vedkommendes promille kendt over hele landet. At politikeren havde overtrådt færdselsloven, fik mange konsekvenser.

Men var der nogen sinde nogen, der interesserede sig for at undersøge, hvordan de diagnoser, der blev stillet på skadestuen, slap ud? Eller er det bare almindelig accepteret, at når det drejer sig om kendte mennesker, må tavshedspligt og almindelig anstændighed vige for den saftige historie? Et er, at omtalte politiker selv stod offentligt frem i forbindelse med fadæsen, men nyheden var ude inden.

Der skal ikke meget til, før en ubetænksom bemærkning fra en hospitalsansat bliver analyseret og tolket af uvedkommende. Så meget desto mere er der særlig grund til at søge efter lækagen på en afdeling, når det sker, så der kan blive strammet op om en af de mest fundamentale værdier i sundhedsvæsenet: Tavshedspligten.