Faglig kommentar: 11. september 2001

Dag 1 modtog jeg en kortfattet mail fra Californien. Den var fra min kusine og rundsendt til flere adresser i Europa. ''Vi er umiddelbart i sikkerhed her på vestkysten. Hvis det går helt galt, har vi mulighed for at køre ned til vores sommerhus på landet. Lad os holde kontakt.'' De få linier udtrykte bestyrtelse, sorg, usikkerhed og frygt, og den indeholdt en appel om støtte.

Dag 2 fik jeg tid til at svare. Bl.a. fortalte jeg, at jeg netop havde set i fjernsynet, hvordan pladsen foran den amerikanske ambassade var et blomsterhav, og at hundredvis af mennesker var mødt op for at vise deres deltagelse.

Næste gang, jeg åbnede for e-posten, var der svar. Brevet sluttede: ''Tak for det, du skrev om blomsterne ved den amerikanske ambassade. Tak danskerne for deres moralske opbakning. Vi har brug for den.''

Solidaritet

Vi kan åbenbart støtte de terroriserede amerikanere med medfølelse og enkle midler, der er inden for enhvers rækkevidde. Men er det nok?

NATO vil gøre brug af artikel 5, der siger, at angribes et medlem af NATO, angribes alle. En slags musketered: ''En for alle og alle for én.'' EUs udenrigsministre har på vore regeringers vegne erklæret solidaritet med USA efter terroren og lover aktiv handlen i bestræbelserne på at uskadeliggøre de ansvarlige og forebygge ny terror.

Samtidig har vi set eksempler på nationer og personer, der jubler af sejrsrus over, at terroren nåede sit mål. Hvem er ikke blevet rystet over at se denne anstødelige og fjendtlige dans på ofrenes grav? Selv om man til en vis grad ved, hvad hadet udspringer af, så er denne mangel på respekt for uskyldige ofre ondskabsfuld og afstumpet. Kulturel værdirelativisme hører ikke hjemme her og nu. Kun afstandtagen, foragt og konsekvens. Dialogen er - forhåbentlig kun midlertidigt - sat ud af kraft.

Det kommer os ved som mennesker, men kommer det os også ved som sygeplejersker?

Det kan ikke udelukkes, at en sygeplejerske under udøvelse af sin virksomhed møder en patient, der håner ofrene og udtrykker glæde over terroren. Kan vi nægte at yde sygepleje til en patient? Nej. I fred som i krig må sygeplejersker kunne yde den nødvendige og gode sygepleje til ven og fjende. Det er indiskutabelt. Men ingen kan forvente menneskelig varme og tillid, hvis de ikke selv har det i sig. For nogle sygeplejersker kan det blive svært, måske meget svært. Måske vil de opdage, at ikke alle værdier og idealer kan efterleves på samme tid.

Spørgsmålet er, hvordan sygeplejersker skal forholde sig, hvis en kollega eller samarbejdspartner gør mine til at juble over terroren og dens ofre. Kan vi nægte samarbejde? Skal de bortvises? Bør vi gøre det? Kan vi være i samme organisation? Vi har ytringsfrihed, men må også tage ansvar for vore meninger. Spørgsmålet bliver muligvis og forhåbentlig ikke aktuelt, men måske skal vi forberede os på et svar.

Situationen er ikke helt hypotetisk. I 1945 blev en håndfuld sygeplejersker ekskluderet af Dansk Sygeplejeråd pga. nazistiske sympatier under besættelsen.

Vælger vi at vise vores vrede og afstandtagen til dem, der ikke vil vise uskyldige ofre respekt, må vi også huske at gribe i egen barm og vise fjendens ofre respekt den dag, terroren skal standses.