Synspunkt: Det åbne og sårbare samfund

Det lignede en Hollywood-filmproduktion med overdrevne effekter, da først ét og 18 minutter senere et andet stort passagerfly tordnede ind i New Yorks to højeste bygninger for rullende kameraer. Men det var rigtige mennesker, der døde i tusindvis, da den internationale terrorisme satte en foreløbig verdensrekord i mord på civile tirsdag den 11. september 2001.

Inden for den følgende time styrtede endnu to kaprede amerikanske passagerfly ned - den ene i det amerikanske forsvarsministerium i Washington, hvor hundreder blev dræbt. Utrolige scenerier, der vistes af alverdens tv-stationer igen og igen.

Først var alt kaos og vantro. Dernæst verdensomspændende rædsel for flere lignende selvmordsaktioner fra totalt hensynsløse fanatikere. Hurtigt meldte også frygten sig for følgerne af begivenhederne. Verdens mægtigste nation var angrebet af en usynlig fjende med ufattelig kynisme og brutalitet. Ikke kun blandt USAs borgere, men overalt i verden var det næste spørgsmål: Hvordan reagerer verdens eneste supermagt på et sådant angreb?

Og hvad bliver de næste reaktioner herpå?

Endnu mens de frygtelige begivenheder udspilledes i New York og Washington, var der bemærkelsesværdig international enighed om fordømmelse af terrorisme og lige så markant tilsagn om deltagelse i bekæmpelse af terrorismen.

Og lige så hurtigt kom nationernes solidaritetserklæringer over for USA og udtryk for dyb medfølelse.

En af fagbevægelsens hjørnestene er netop solidariteten. Derfor var det naturligt for de danske hovedorganisationer LO, FTF og AC at opfordre til, at danske arbejdspladser markerede et minuts stilhed den 13. september i sorg og medfølelse med de amerikanske familier, der har mistet slægtninge og venner ved terrorangrebet. EU vedtog at markere sorg og solidaritet med USA på fjerdedagen efter den blodige september-tirsdag. I to minutter gik den travle verden i stå.

Dansk Sygeplejeråd har sendt sin amerikanske søsterorganisation American Nurses Association et kodolencebrev, hvori det blandt andet hedder, at ''den 11. september 2001 bliver en dag, verden aldrig glemmer. Vore tanker går til de tusinder af familier, som har mistet familiemedlemmer, eller som på anden måde er berørt af katastrofen. Tragedien har ramt USA, men slaget rammer også resten af verden. I Danmark er folk tydeligt rystede, og alle flag er på halv stang for at vise respekt for det amerikanske folks sorg.''

Dansk Sygeplejeråd slutter kondolencebrevet med at udtrykke støtte til de amerikanske kolleger, som i den kommende tid skal hjælpe det amerikanske samfund gennem katastrofen.

I Danmark har vi hidtil kun i små glimt set den internationale terrorisme på nært hold. Endnu på andendagen efter rædselsscenerne i New York og Washington kunne tv-journalister demonstrere, at man fuldstændig uantastet kunne fragte hele arsenaler om bord i danske indenrigsfly fra Kastrup. En rørende tillid til det gode i mennesker, men i lyset af 11. september 2001 også rystende naivt.

Andre nationer i vores verdensdel har haft terroren inde på livet i en længere årrække, så her er naiviteten ikke så udtalt som hos os. Men også i London, Madrid, Paris og Tel Aviv vakte terrorens omfang i USA bestyrtelse og forfærdelse.

De åbne demokratier, som Danmark hører til, har med ét fået tydeliggjort, hvor sårbare de - og vi - er. Det enkelte menneskes frihed er pludselig blevet en trussel for sikkerheden. Det er næsten ikke til at bære, når man værdsætter den personlige frihed så højt, som vi gør.

Der er grund til at støtte de politikere og myndighedspersoner, som maner til besindighed, tolerance og solidaritet i den aktuelle situation. En opfordring, som også er kommet fra den amerikanske præsident. Der er ikke brug for at gøre befolkningsgrupper med anden etnisk baggrund til kollektive syndebukke for terrorismens rædsler. Men den blodige tirsdag fortæller os, at der ikke er plads til grænseløs naivitet. Derfor må alle gode kræfter samles i fælles kamp mod den fanatisme, der vil ødelægge vore åbne demokratier. Det åbne samfund er nødt til at finde grænsen for åbenheden.

Den går præcis dér, hvor respekten for andre mennesker ophører.