Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2001 nr. 41, s. 40-41

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Kroppen har brug for mad, motion og omsorg

Merete Nesset Andersson, Lisbeth Nilsen

Modvægtsbogen - Fedt nok

Oversat fra norsk af Anna Kiillerich
København: Høst og Søn 2001
208 sider, 199,95 kr.  

SY-2001-41-40-1aNutidens kroppe skal være veltrimmede, og kroppens ejer skal signalere at have styr på kroppen. Er kroppen for lille eller for stor, har man et problem. Netop tab af selvkontrol er en vigtig årsag til fordømmelse af overvægtige og fede personer.

Det provokerende ved denne bog er, at forfatterne giver udtryk for, at man har lov til at holde af sin krop, selvom den er stor. Men kan det nu være sandt? Er myten om den glade, tykke pige ikke aflivet? Bogen kan læses som én lang forsvarstale for at være tyk og overdriver derved det ellers sunde budskab om, at vi har ret til at være, som vi er. Det virker utroværdigt, når forfatterne negligerer det sundhedsskadelige ved længerevarende overvægt og fedme og påstår, at det ikke i sig selv er en risikofaktor for hjertesygdomme. Der sondres mellem mænds æblefacon og kvinders pærefacon og det væsentlige forhold mellem talje og hofte. Kommentaren lyder imidlertid: ''Men fortvivl ikke, hvis forholdet mellem din talje og hofte er højere end anbefalet. Denne faktor er som sagt bare én ud af mange.'' Fremstillingen er unuanceret og dokumenteres ikke.

Under brystbilledet af forfatterne står skrevet: ''Begge bor i frodige kroppe.'' De to kvinders fedtfordeling synes ikke kun at være pærefacon. Deres fedt sidder også abdominalt og er dermed sundhedsskadeligt.

Som forfatterne hævder, tåler kroppen meget, bare den får nok af det, den har brug for: Mad, motion og omsorg. Forfatterne mener, at manglende motion er årsag til vægtøgning. Men måske er det snarere omsorg, kroppen mangler, samt psykosocial støtte til at få mod til et naturligt vægttab og ændring af livsstil. Forfatterne tager fat på farerne ved vægttab og refererer til psykiater Birgit Petersson, som mener, at slankning er mere helbredsskadeligt end overvægt. Om mislykkede vægttab står: ''Næste slankekur kan blive ødelæggende for dit helbred. Hvorfor løbe denne risiko?'' Og de fortsætter: ''Når du går ned i vægt, risikerer du at få: hovedpine, kvalme, svækket almentilstand etc.,'' og listen fortsætter med 37 forskellige risici. Fremstillingen finder jeg ensidig, selvom de kan have ret, idet nyere forskning viser øget sygelighed og dødelighed ved ukontrollerede, hurtige og store vægttab.

Forfatterne opfordrer til motion, også selvom man lever i en stor krop. ''Lad kroppen være åben og mærk efter, hvad kroppen fortæller. Krop og sjæl er ét. Begynd at tage vare på dig selv af hensyn til dit velvære.'' Flere steder refereres til den norske psykolog Charlotte Buhl, der tager afstand fra samfundets fordømmelse af overvægtige og fede personer og har en fornuftig psykologisk forståelse af den store krop. Dette helhedssyn på kroppen finder jeg vigtigt, og her er der nok et nyt budskab for mange læsere.

Bogens formål er et opgør med det, forfatterne med et lille nemt ord kalder ''slankereklamemediemodeskønhedsnæringsmiddelforsikringsindustrien,'' og det formål når bogen med sine forskellige vinkler på den holdning til fedme, at det er o.k. at være fed. Målgruppen er voksne kvinder, døtre, søstre, tanter, bedstemødre og mødre, som tror, livet ville være bedre, hvis de var tyndere. En inspirations- og hyggebog til støtte og opmuntring. Samtidig hævder den at være en praktisk brugs- og selvhjælpsbog til dem, der til daglig mærker, det er anstødeligt at være tyk. Løsningerne virker lette, for hvem kan smile til sit eget spejlbillede, når man vejer for meget?

Er bogen relevant for sygeplejen? Ja, men ikke ud fra forfatternes kritik og hårrejsende historier om uforstand i sundhedsvæsenet. Men sygeplejersker kan få en fornemmelse af, hvor stort et problem vægten er for mange, og forståelse for de psykologiske faktorer, der spiller ind på overvægtige og fedes optagethed af deres krop. Den viden kan være vigtig i sundhedssektoren.

Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, cand.cur., Sygepleje- og Radiografskolen Københavns Amt. 

Forebyggelse kan problematiseres, målsættes og evalueres

Torben Jørgensen, Knut Borch-Johnsen, Lars Iversen

Klinisk håndbog i forebyggelse på sygehuse

København: Munksgaard 2001
248 sider, 228 kr. 

SY-2001-41-40-1bDer er fire gode grunde til, at vi skal forebygge: Det er nødvendigt, det står i lovgivningen, patienterne forventer det, og det kan lade sig gøre. Hensigten med ''Klinisk håndbog i forebyggelse på sygehuse'' er at underbygge den sidste begrundelse: At det kan lade sig gøre at forebygge.

Evidens for effekten af forebyggelse på en række områder, og hvordan forebyggelse kan gribes an i det daglige kliniske arbejde på sygehuse, er beskrevet af forskellige forfattere i forhold til generelle områder som rygning, alkohol og motion og derefter i relation til specifikke kategorier som f.eks. kræftpatienter, kroniske lungepatienter og diabetespatienter. Sigtet er tværfagligt, og bogen er derfor bredt rettet mod sundshedspersonale på sygehuse.

Et centralt budskab er, at forebyggelse skal sættes ind i en relevant faglig sammenhæng og ikke opfattes som en isoleret aktivitet, der evt. kan udelades. Det er der omhyggeligt gjort rede for i indledningen. Kvalitetsudvikling skal sikre systematik og målrettethed i arbejdet. Udgangspunktet er, at forebyggelse er en ydelse, der på lige fod med behandling og pleje kan problematiseres, målsættes og evalueres. Overskueligt og let tilgængeligt gøres rede for, hvordan et kvalitetsudviklingsprojekt kan tage udgangspunkt i et forebyggelsesaspekt som eksempelvis rygning. Tilsvarende beskrives kliniske retningslinier og patientforløb som metoder til at implementere og strukturere den ny viden, der fremkommer ved kvalitetsudviklingen.

I den øvrige del af bogen kan man ikke altid genfinde de metodemæssige overvejelser, der er lagt op til i indledningen. Som kliniker savner jeg nogle praktiske eksempler på, hvordan de metoder, der omtales i indledningen, kan anvendes i daglig klinisk praksis, også for at kunne bygge videre på erfaringer, der allerede eksisterer. Der er efterhånden gennemført mange gode patientforløbsbeskrivelser og kvalitetsudviklingsprojekter f.eks. i relation til ernæring, operationspatienter og apopleksipatienter. Man kan derfor undre sig over, hvorfor der ikke er medtaget flere af disse gode eksempler eller i det mindste henvist til dem.

Den sundhedsfaglige evidens bag de konklusioner, der drages i de enkelte afsnit, præsenteres meget forskelligt. Det er ikke altid muligt at få en klar opfattelse af, hvilke interventioner der har vist sig at have effekt, og hvilken effekt der er påvist. Et udsagn som: ''Der er dokumenteret effekt af den motiverende samtale med sundhedsuddannet personale,'' er vanskeligt at bruge til noget, når undersøgelserne eller indsatsen ikke er nærmere beskrevet og heller ikke kan findes i litteraturlisten. Hvis der havde været oplysninger om de enkelte forfatteres titel og ikke kun deres navne, ville man i det mindste have haft mulighed for at vurdere den faglige ekspertise, der ligger bag sådanne udsagn, og hvilke valg og fravalg der er truffet i de enkelte afsnit.

Det er en væsentlig bog med et aktuelt budskab. Desværre lever den kun delvis op til sit formål og er derfor ikke helt det redskab, der lægges op til.

Af Jette Ammentorp, oversygeplejerske, stud.scient.san., ansat på Kolding Sygehus