Jordemødrene: Vi vil ikke have det hele

En fiks og færdig programerklæring fra jordemoderforeningens nye formand Lillian Bondo skal man ikke vente sig. "Det var jo et fredsvalg," som hun siger.

Men som gammel fagpolitiker med en fortid helt tilbage som elevrepræsentant i foreningens hovedbestyrelse og som mangeårig engageret VS'er har Lillian Bondo potentiale til at stå i spidsen for en organisation, hvis medlemmer i stigende grad har luftet deres utilfredshed over arbejdsforholdene i den danske sundhedssektor. PUMA-rapporten - Projekt Udbrændthed, Motivation og Arbejdsglæde - der udkom tidligere på året, viser, at jordemødrene sammen med lægesekretærer og reservelæger er de faggrupper på sygehusene, der scorer højst med hensyn til risiko for udbrændthed.

''Jeg er sikker på, at spørger man den enkelte jordemoder, der har medvirket i undersøgelsen, så vil hun til enhver tid sige, at hun er vild med sit fag, men skrabede normeringer og organisatoriske problemer samt en underminering af vores kerneydelser gør, at den enkelte jordemoder risikerer udbrændthed,'' siger hun og tilføjer:

''Hvis jeg havde haft en modkandidat, skulle mit valgoplæg netop have haft fokus på jordemoderens faglighed, på kerneydelserne. Her skal vi markere os stærkere, mener jeg. Vi skal fremme de normale fødsler og dermed sikre kvindernes ret til at føde på en acceptabel og sundhedsfremmende måde.

Hele diskussionen om det frie valg viser sig ofte at være slagord uden reelt indhold. For skal der være frit valg, skal der være noget at vælge imellem - og ikke den indsnævring af råderummet, som vi ser i dag hos fortalerne for fuld bedøvelse og kejsersnit til de fødende. Jeg vil derfor arbejde for forhold, der sikrer kvinderne ret til en jordemoder, de kender, og som kan følge dem hele vejen i svangre- og barselperioden,'' siger hun og funderer over, om det ikke skulle være muligt at slå en slags sundhedsøkonomisk kolbøtte:

"Tænk, hvis vi i samspil med f.eks. amter og lægegruppe kunne finde ud af, hvad god fødselshjælp koster. Er det så dyrt, som nogle går rundt og tror? Eller er det i virkeligheden billigere at sikre kvinderne den sunde, naturlige fødsel?''

Lillian Bondo understreger, at hverken hun eller kollegerne er imod de teknologiske landvindinger, der er sket:

''De har givet en væsentlig forøget sikkerhed for kvinder med svære obstetriske problemer, bedre mulighed for at diagnosticere samt en række andre fordele. Det er jeg slet ikke blind for. Men samtidig er der sket en kæmpe svækkelse på normalområdet. Det normale bliver gradvist gjort til noget unormalt. Og det må vi som jordemødre tage afstand fra. Nøgleordet for jordemoderen er den løbende visitering i hele graviditets-og fødselsforløbet. Der skal ikke kun være én måde at føde på og ikke kun ét sted, hvor det kan lade sig gøre. Sundhedsøkonomisk

Side 29

er det i hvert fald temmelig vanvittigt det, vi gør i dag, hvor vi indlægger stort set alle fødende kvinder på specialafdelinger med alt, hvad det indebærer af et dyrt beredskab.''

Generalister og specialister

Det er ingen hemmelighed, at sygeplejersker og jordemødre har følt hinanden på tænderne i tidens løb. Sygeplejerskerne har følt sig trængt ud fra sygehusenes barselgange, og omvendt har jordemødrene gjort gældende, at svangre- og barselomsorgen er deres gebet. I dag er det en forenklet problemstilling, mener jordemoderforeningens nye formand og fortæller, at en ny fælles udredningsrapport er på vej fra de to organisationers sekretariater:

''En tidligere rapport om problemet viste ikke det reelle billede. Derfor er vi gået i gang med en ny udredning, og derfor kan jeg ikke komme med en konkret udmelding,'' siger Lillian Bondo, der selv har en lang fortid som praktiserende jordemoder på store og små fødesteder rundt om i landet samt i Norge.

''Personligt synes jeg, at man bør se på, hvilken faggruppe der vil være den optimale i de konkrete tilfælde. Der kan være afdelinger, hvor vi skal have begge faggrupper i kombination, andre afdelinger, hvor sygeplejerskerne varetager en konsulentfunktion, og andre afdelinger igen, hvor jordemødrene overtager helt. Med andre ord: Der skal ikke kun være én model lige nu og her. Vi skal se på, hvad der er bedst i den givne situation, og hvad der giver mest kontinuitet for familierne. Det nytter ikke noget, at jordemoderforeningen kræver, at ''nu vil vi have det hele.'' Vi har slet ikke jordemødre nok til i morgen at kunne dække alle barselgangene i Danmark.'' siger hun.

Efter en lille tænkepause kommer det:

''Hvis jeg skal være meget direkte, så synes jeg, at jordemoderen er bedst uddannet til at varetage barselplejen. Hun får i sin uddannelse en større kompetence i barselpleje, end man får gennem sygeplejerskeuddannelsen. Dermed siger jeg ikke, at der ikke findes mange dygtige sygeplejersker inden for området. Men hvis jeg igen skal vende tilbage til sundhedsøkonomien, så er det efter min mening tåbeligt at uddanne en generalist som sygeplejersken og så bagefter bruge dyre uddannelseskroner til at specialisere hende til at arbejde på en barselgang, når der nu er brug for hende så mange andre steder - og når man har en specialist som jordemoderen, der kan glide lige ind i barselplejen.''

Lillian Bondo fremhæver en artikel fra det svenske jordemoderblad, hvor en kollega gør status over sit arbejdsliv gennem 25 år:

''I Sverige skal man først uddanne sig til sygeplejerske, før man kan gå i gang med en jordemoderuddannelse. Det er helt tydeligt, at denne svenske jordemoder gør meget ud af at understrege, at netop jordemoderfaget er forskelligt fra sygeplejen, fordi jordemoderen er uddannet specifikt til at varetage et selvstændigt område. Det er der ikke noget odiøst i. Sådan er det bare. Men det betyder jo ikke, at vi fravælger samarbejdet med sygeplejerskerne. Tværtimod er vores samarbejde både uundværligt og værdifuldt. Det skal bare være i de sammenhænge, hvor det er indlysende. Dvs. der skal være den rigtige opgavedeling. Det lægger sygeplejerskerne også vægt på i plejeprofilrapporten fra i år. Her har man netop forholdt sig til de forskellige samarbejdspartnere uden dog at have været inde og berøre jordemoderområdet, fordi det ikke lå i kommissoriet,'' siger hun.

Lillian Bondo peger også på, at sygeplejerskerne har så store kvaliteter i deres råderum og så stort et uddannelsesfelt, at det formentlig ikke vil være tilfredsstillende for den nyuddannede sygeplejerske at beskæftige

Side 30

sig med noget så relativt smalt som en barselkvinde og hendes barn.

''Jeg tror, sygeplejerskerne vil engagere sig i de store områder, hvor de virkeligt gør en forskel,'' siger hun.

Jordemødre medlønefterslæb

Jordemoderforeningen er medlem af Sundhedskartellet, hvor Dansk Sygeplejeråds medlemsskare udgør langt den største gruppe, og hvor Dansk Sygeplejeråds formand er ''født'' formand. Lillian Bondo har her stået på sidelinien, som hun siger, også da hun var næstformand i jordemoderforeningen, fordi de enkelte medlemsorganisationer kun repræsenteres af formænd.

''Derfor har jeg endnu ikke noget entydigt billede af arbejdet,'' siger hun, men peger på, at kartellet, ''hvis jeg skal være helt ærlig,'' stadigvæk mangler at bevise sin eksistensberettigelse:

''Vi er slet ikke nået dertil, hvor vi afpasser vores overenskomstmæssige krav efter hinanden. Men det bliver måske muligt med tiden. For jordemødrenes vedkommende bliver vi nødt til først at have indhentet vores efterslæb. Vi har stået relativt stille i lang tid, fordi vi har måttet bruge midler på at løfte de medlemmer, der i sin tid gik fra delvist privat- og distriktsansættelse til offentlig ansættelse.

Disse medlemmer kom ind på et lavere niveau end lovet, så det løft har vi selv måttet finansiere, hvilket betyder, at vi er sakket agterud. Sammen med amterne har vi lavet et udredningsarbejde over vores lønudvikling, så arbejdsgiverne ved godt, hvor skoen trykker. Efter vores mening er det ikke rimeligt, at en basisjordemoders grundløn uden tillæg ligger på godt 18.000 kr. om måneden, så det er mit håb at få gjort noget ved basislønningerne ved de kommende overenskomstforhandlinger,'' siger hun og tilføjer:

''Når grupperne i Sundhedskartellet engang har nærmet sig hinanden i lønniveau, er det måske ikke urealistisk at forestille sig et kommende tæt samarbejde om overenskomstforhandlingerne.'' Lillian Bondo retter igen sine øjne mod kollegerne i Sverige, hvor Vårdförbundet bl.a. varetager de svenske sygeplejerskers og jordemødres overenskomstforhandlinger, og hvor de enkelte faggrupper i forbundet har hver sin professionelle forening i ryggen. Her diskuteres der faglige spørgsmål, mens Vårdförbundet tager sig af løn og arbejdsvilkår:

''Der har været stor spænding, om medlemmerne fravalgte den ene gruppering til fordel for den anden. Men det har slet ikke været tilfældet. Det viser det stigende medlemstal begge steder. Måske kan man forestille sig en lignende udvikling i Danmark om nogle år.''

Vægt på det håndsværksmæssige

Lillian Bondo fremhæver, at der er mange områder ud over det overenskomstmæssige, hvor medlemmerne af Sundhedskartellet kan samarbejde. Det er bl.a. sket under arbejdet med reformen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, der jo både omfatter sygeplejerske- og jordemoderuddannelsen.

"Det samarbejde har forløbet strålende," siger hun.

Samtidig med uddannelsesreformen vedtog Folketinget også loven om etablering af Centre for Videregående uddannelser (CVU'erne), der lægger op til et samarbejde mellem de forskellige fag.

Den mulighed har landets to jordemoderskoler i København og Ålborg benyttet sig af. Begge steder ønsker man at indgå et samarbejde bl.a. med sygeplejerskeuddannelsen.

I København realiseres det under Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S til januar 2002, mens ansøgningen om et sundheds-CVU i Ålborg stadigvæk mangler den ministerielle godkendelse.

Lillian Bondo er sikker på, at det nye samarbejde i CVU'erne vil være en fordel for de jordemoderstuderende:

''De vil på længere sigt kunne glæde sig over den bredere tilgang og de flere muligheder, end de har nu på vores to skoler. Derfor er vi gået ind i centerdannelserne med lange, bestemte skridt.''

Lillian Bondo fortæller, at man hidtil har kørt strikt på, at jordemoderuddannelsen har skullet forløbe ens både i København og Ålborg:

''Vi har set det som en fordel, at vi præcist vidste, hvad de studerende kunne, når de var færdig med uddannelsen. Fra første færd skal en nyuddannet jordemoder kunne klare en fødsel på egen hånd. Det samme bliver tilfældet med den nye uddannelse, hvor vi også vægter den håndværksmæssige side af faget. Her udgør praktikdelen 50 pct. af uddannelsen. Så hvis nogen går rundt og forestiller sig, at jordemødrene bliver teoretikere, er det en myte.

Professionen vil stadigvæk være det centrale for os.

Selvfølgelig har vi fortsat en stor mængde teoretisk stof. Derfor er vi glade for, at uddannelsen blev forlænget. Noget af det nye i reformen er, at de studerende nu selv skal lære at tilegne sig viden. De skal tilbringe meget tid på biblioteket og i studiegrupper, ligesom selve undervisningen i højere grad baseres på forskning. Men den nye jordemoder skal stadigvæk som nyuddannet kunne føde alene med fru Hansen ude på Lille Overdrevsvej.''