Synspunkt: De kan bare rejse hjem

Det handler om at turde. Turde træde et skridt tilbage - iagttage egen og kollegaers praksis. Komme i tvivl. Gør vi det godt nok? Hvad kunne være bedre? Hvad er vi rigtig gode til? Foretage analyser og holde vores sygepleje op mod fagets og arbejdssteders værdier.

Men tør vi det? Og gør vi det? I hvert fald er jeg stødt på et område, hvor vores praksis trænger til et kritisk eftersyn. Det drejer sig om sygepleje til patienter med anden etnisk baggrund end dansk.

Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske værdier kan de fleste sygeplejersker nikke genkendende til:

• Alle har ret til sundhed
• Det hele menneske
• Lige menneskeværd
• Frihed
• Solidaritet
• Professionel omsorg.

Hvordan hænger følgende udsagn - udtalt af sygeplejersker om patienter med anden etnisk baggrund end dansk - sammen med de nævnte værdier?

''Jeg vil ikke bruge ressourcer i et skrabet budget på at bestille tolk, når patienten har boet her i landet længe.''

''Det er ikke i orden, at vi skal bruge mere tid og flere ressourcer på at passe patienter med anden etnisk baggrund end dansk, når ressourcerne er så knappe.''

''Den gruppe patienter kommer for let om ved bare at kræve ind. De får uden at yde.''

"De kan bare rejse hjem, hvis de ikke vil integreres."

Og der er flere af samme art.

Hvor er solidariteten? Hvor er patienten i centrum? Hvor er lige menneskeværd?

Nogle vil nu indvende, at det er overdrevne udsagn. Andre vil i deres stille sind måske være enige i udsagnene. Andre igen sidde med en fru-streret fornemmelse af, at der er problemer, men hvad stiller vi op?

Til de første er svaret: nej, det er ikke overdrevet. De holdninger findes i sygeplejen - hos et mindretal heldigvis, men de er der. Til de sidste vil jeg sige: ja, vel er der problemer i mødet mellem forskellige kulturer, endda komplekse, men vi er nødt til at tale om dem for at kunne stille relevante handlinger op. Og jo, jeg har også punkter, hvor mine værdier og min moral udfordres.

Når udsagn af ovenstående art ubearbejdet dukker op hos i øvrigt meget dygtige og anerkendte sygeplejersker, så har den enkelte sygeplejerske måske et problem.

Men vi har det i endnu højere grad som fag, fordi vi ikke har taget en åben drøftelse af, hvordan vi som professionelle takler et meget ømtåle

ligt samfundspolitisk problem.

Omvendt giver en del sygeplejersker udtryk for, at de ikke tør stille krav og gå i dialog med patienter med anden etnisk baggrund - eller er så forstående, at de accepterer hvad som helst. Det udgangspunkt fremmer selvsagt heller ikke dialog og samspil med patienten.

Et ofte anvendt eksempel drejer sig om de mange besøgende, nogle indlagte med anden etnisk baggrund har. Det virker forstyrrende for hospitalsrytmen - ikke mindst for de andre patienter.

Det er reelt nok. Vanskeligheden opstår først, når vi som plejepersonale bliver irriterede og generaliserende i stedet for at søge at løse problemet ved at forstå baggrunden og så opstille handlingsforslag.

Et andet hjørne af denne debat drejer sig om ansættelse af personale med anden etnisk baggrund. Vil vi ansætte dem? Kan vi ansætte dem, og hvordan beskytter vi f.eks. det personale mod patienter, der er diskriminerende i deres holdninger?

Hvordan kommer vi da videre? Hvordan udvikler vi sygeplejen?

Vi må erkende, at mødet mellem patient og sygeplejerske er et møde mellem mennesker, ikke mellem kulturer. Paradokset i den forbindelse er yderligere, at en del af de personer, vi møder, netop er flygtet pga. uoverensstemmelser med den kultur, de stammer fra.

Så skal vi have noget mere viden. Om kulturelle baggrunde og integration i det danske samfund. Især skal vi have mere grundlæggende viden og færdigheder om møder på tværs af kulturer.

Etniske ligestillingspolitikker på arbejdspladsen er en anden indfaldsvinkel. I Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen har en sådan netop set dagens lys.

Ansættelse af personer med anden etnisk baggrund skal fremmes, ikke kun af rekrutteringshensyn. Også for at personalesammensætningen afspejler befolkningens.

Men først og fremmest skal vi turde. Turde tage denne debat med os selv og hinanden. Turde være mere kritiske over for egen praksis både på dette felt og på andre lidt mindre iøjnefaldende. Som sygeplejersker besidder vi i kraft af vores position en stor magt over for patienterne. Det er derfor bekymrende, at sygeplejens grundlag kan skride som ovenfor beskrevet. Det er nærliggende at antage, at et kritisk eftersyn af andre områder af sygeple-jen tilsvarende vil vise, at der trænger til at ruskes op i praksis. Det eftersyn skylder vi hinanden.