100-årige vil ikke være til besvær

Foto: Søren Svendsen og Kissen Møller Hansen

Meget gamle mennesker er godt tilfredse med den hjælp og pleje, de modtager. De mener, de får hjælp til de ting, som de ikke selv kan klare, og at der i vid udstrækning tages hensyn til individuelle ønsker. De ønsker tryghed, sikkerhed og tilfredsstillelse ved at kunne klare sig selv i et vist omfang for at holde sig i gang. Men de ønsker også at modtage hjælp, så trivielle gøremål ikke bliver unødigt trættende, og de får en positiv oplevelse af at modtage omsorg.

Det er konklusionen på en række interview med 10 personer på over 100 år, som jeg foretog som opfølgning på undersøgelsen ''100-årige i Danmark''.

Otte af de 100-åriges kontaktpersoner er også blevet interviewet for at belyse, om det er faglige begrundelser, der ligger til grund for den hjælp og pleje, der ydes, eller om det overvejende er den enkelte medarbejders personlige vurdering, der ligger til grund for de trufne valg?

Individuelle hensyn

En af kvinderne var bange for at dø, og specielt var hun bange for at komme til at ligge død i flere dage, uden at nogen skulle opdage det. Hun havde derfor besøg af hjemmehjælperen hver morgen, selv om hun ikke decideret havde fysisk behov for hjælp. Hun sagde selv:

''Jamen altså, det er for en sikkerheds skyld. Så ligger jeg her, og der kan godt gå flere dage, inden der kommer nogen. Jeg tænker tit på det. Man kan jo godt sove ind om natten. Det behøver ikke være sygdom, der skal forårsage døden, vel? Jeg er så gammel, og mit hjerte har slået i mange år, så det kan jo pludselig blive træt af at slå.''

En anden fik opfyldt samme ønske om hjemmehjælp:

''Jeg har sagt til dem, at de skal kikke herop hver morgen, fordi det er en sikkerhed. Der er altså mange, der siger farvel lige pludselig.''

En tredje, som klarede alle andre personlige fornødenheder selv, havde forlangt, at når hjemmehjælperen skulle gøre rent, skulle det være, mens hun selv gik i bad, så der var nogen, hvis hun skulle falde. Hun vægtede det at klare sig selv meget højt:

''Det er netop det, der holder os i live, at vi bliver ved med at være med i det hele og gør, hvad vi kan for at klare os selv.''

Kvinden var flyttet fra et gammeldags plejehjem til et meget moderne plejecenter, hvilket hun ikke umiddelbart var begejstret for. Hun mente bestemt, at der var mere hyggeligt på det gamle plejehjem, og at der var meget større risiko for at blive ensom på plejecentret. Hun fandt flere ting langt mere rationelle på det gamle plejehjem, hvor værelserne lå side om side på en lang gang. Hun fortalte levende om, hvordan en effektiv sygehjælper kunne have flere beboere i bad på en formiddag. Når hun gik i badeværelset med en, bankede hun på hos den næste og sagde, at hun skulle være klar om 10 minutter. Mest af alt syntes den 100-årige, at det var praktisk, at der kun var et badeværelse, som skulle gøres rent bagefter:

Side 29

Side 30

"Og ikke ligesom her. De har 10 badeværelser, som alle skal gøres rene.''

En hjemmeboende udtrykte stor taknemmelighed over, at ''natpigerne'' kom, hvis hun bad om det:

''Sommetider spørger de: skal vi komme og se til dig i nat? Nej tak, for jeg har det godt i dag. Men der var et par gange, hvor jeg ikke havde det allerbedst. Så kom de om natten, og det var jeg vel nok glad for.''

En hjemmeboende kvinde nød meget, at morgenmaden blev anrettet, mens hun selv klarede vask og påklædning. Egentlig kunne hun godt selv, men når andre varetog denne opgave, havde hun kræfter til andre aktiviteter:

''Jeg kan sådan set godt gøre det endnu, men på den anden side er det jo også behageligt at være fri. Så bliver jeg ikke så træt.''

At behovet for hjælp vurderes individuelt, er der yderligere to eksempler på. Jeg har ellers flere gange haft det indtryk, at hvis en meget gammel person modtager en given hjælp eller pleje, fortsætter denne ydelse kun med alderen som argument for, at det er rimeligt. En kvinde havde ligget på hospital i fire uger pga. et benbrud, og efter udskrivelsen havde hun behov for hjælp til personlig hygiejne og påklædning, og desuden fik hun tilsyn om natten. Nu var hjælpen igen reduceret til samme niveau, som før indlæggelsen. Reduktionen var sket gradvist efterhånden, som hun blev mere mobil:

''Nu kan jeg nok klare mig selv, vaske mig selv og klæde mig på og koge min havregrød om morgenen.''

En anden mand havde ligeledes været indlagt og fik tilbudt hjælp til brusebad efter udskrivelsen:

''Det startede med, at jeg fik hjælp den første gang i brusebadet. Så opdagede de, at jeg godt kan selv, og fra den tid har jeg klaret det selv.''

Selvbestemmelse

En mand var meget bevidst om at holde sig i gang. Han havde problemer med sin ryg og kunne derfor ikke bevæge sig så meget, men cyklede hver dag totusinde omgange på sin gulvcykel:

''Det er ikke selve cyklingen, men jeg gør en pause efter hver femte omgang og tager en dyb indånding. I løbet af de totusinde omgange får jeg ca. firehundrede dybe åndedrag. Disse dybe åndedrag virker på lungerne, så de får lidt gymnastik. Det virker igen på hjertet, som får mere ilt, og det virker igen på blodomløbet, som får mere fart på.''

Hans erfaring var, at det var medvirkende til, at han befandt sig alment godt. Hjemmeplejens personale opfordrede ham til at fortsætte med cyklingen, hvilket han fandt meget positivt.

''De mener godt, det kan betale sig, at jeg gør noget for at holde mig i form, selv om jeg nu er 100 år.''

Kontakten til hjemmeplejen sørgede hans datter altid for.

''Jeg har truffet mange beslutninger i mit liv. Jeg har haft en ledende stilling, og nu gør det mig ikke spor, at min datter ordner det her for mig. Jeg ved jo, at hun vil mig det bedste.''

En kvinde syntes, det var tidligt, at de skulle spise aftensmad kl. 17. Da jeg spurgte, om hun havde undersøgt, om det var muligt at vente til senere med at spise, var hendes svar:

''Jeg forstår godt, at når vi er så mange her, så må vi indordne os. Vi bor vist 50 her, så vi kan jo ikke alle sammen bestemme, hvornår vi vil spise. Der er nogle krakilere imellem, som altid beklager sig. Jeg synes, det ville klæde dem bedre at være lidt taknemmelige.''

Da jeg spurgte en af de hjemmeboende, om han var tilfreds med de tidspunkter, hjemmehjælperen kom på, sagde han:

''Det gør mig ikke så meget. Jeg kan jo stå op og gå i seng, når det passer mig. Så længe jeg også selv kan forrette min nødtørft, skal jeg ikke klage, men jeg kan da godt blive lidt beklemt, når jeg læser i avisen om gamle og syge, som må lade vandet gå i en ble - og det, der er værre - fordi de ikke kan få hjælp til tiden. Det bryder jeg mig ikke om at tænke på. Jeg har også hørt om en, som ikke kan vende sig selv i sengen. Så er det alvor.''

Retter ind efter personalet

Generelt udtrykte de gamle stor taknemmelighed over den hjælp, de modtog, og de var ofte parate med undskyldende forklaringer, hvis hjælpen ikke var optimal set fra et brugersynspunkt. Enkelte af interviewpersonerne kunne dog fortælle om oplevelser, de ikke var tilfredse med.

Side 31

En kvinde, som var næsten blind og fysisk svækket, syntes, hun fik hjælp til de ting, hun havde behov for:

''Jeg bliver hjulpet i alle ender og kanter. Hjælpen er jeg godt tilfreds med. Når de kan se på mig, at jeg ikke kan mere, så træder de til.''

Samme kvinde havde dog oplevet, at en aftenvagt blev sur, når hun ringede efter hjælp til at komme på toilettet:

''Det er som om, hun bliver fornærmet, når jeg skal på toilettet. Jeg prøver at huske at komme på toilet, før hun kommer om eftermiddagen, men nogle gange glemmer jeg det. Jeg prøver også at vente, til hun er gået hjem, men det er ikke altid, at jeg kan. Nogle gange er det lige ved, at jeg skal tisse mere, når hun er her, men det er vel bare noget pjat.''

Hun oplevede også, at plejepersonalet ikke var enige om, hvorvidt hun skulle forflyttes med eller uden lift. Hun ville helst forflyttes uden brug af lift og sagde:

''De ved godt, at jeg ikke kan lidt at hænge i selen, men især en af dem vil have mig op i den. Men nu L., hun siger altid: vi gør det, som du helst vil have det. Og det går altid fint.''

Lidt senere i samtalen kom hun igen ind på den forskel, der er på de enkelte personalemedlemmer. Bl.a. sagde hun:

''Ja, der er jo den forskel, at nogen, bare de kommer over det i en fart, så er det lige meget, mens andre tager meget hensyn til, hvad der er bedst for mig.''

De friske får mindst opmærksomhed

En kvinde, som havde boet på plejehjem i næsten 20 år, havde gjort sig mange tanker om, hvad plejepersonalet brugte tiden på. Hun var i sin tid flyttet ind på plejehjemmet, da hun og hendes mand ikke længere syntes, at de kunne klare at passe hus og have.

''Vi spurgte så på kommunen, om vi kunne få en stue på hjemmet her. Vi var begge to næsten 80 år, så det kunne vi godt.''

Ægtefællen døde få år efter, men kvinden blev boende. Hun havde aldrig haft behov for særlig meget hjælp, og hun fik kun hjælp til bad en gang om ugen. Hun fik støvsuget og vasket gulv, men klarede selv at støve af og ordnede også selv toilet og håndvask. Desuden havde hun rigtig mange potteplanter, som hun passede selv (inklusive omplantning). Kvinden kunne godt tænke sig, at der var mere personale, som havde tid til at snakke med beboerne. Specielt havde hun lagt mærke til, at personalet ofte tog de demente og urolige med, når de skulle drikke kaffe, og at der langt

Side 32

Side 33

oftere var personale på de stuer, hvor de dårligste boede.

''Og så er det, at jeg tænker, at hvis jeg skulle hjælpes med mere, ville de jo også være mere inde hos mig, men sådan må jeg jo ikke tænke.''

Hun oplevede, at meget er blevet anderledes i de år, hun har boet på plejehjemmet.

''Det er ligesom om, vi er blevet fremmede for hinanden. I starten var pigerne her hele dagen. Det var før, de også skulle passe dem, der ikke er her på hjemmet. Dengang var vi en stor familie. Vi, der bor her, snakkede også meget mere med hinanden. Ja, vi hilser da stadig på hinanden og siger lige et par ord eller to, men man kan godt føle sig lidt ensom sommetider, og når så pigerne kun gør det, der er sat kryds ved, er de her jo ikke meget. Og de siger jo, at jeg er den ældste, men jeg er næsten den, der er mest frisk, så jeg kan vist ikke få flere krydser.''

Også når der serveres middagsmad, synes hun, at der burde være mere personale.

''Vi mangler personale dernede til at overkomme det hele. For der sidder mange og venter på at få mad, og vi kan ikke få alle på en gang.''

Generelt er holdningen blandt de interviewede, at de gerne vil gøre alt det, de selv kan, både for at opleve glæden ved selv at kunne, men også for at skåne personalet. Én på et plejehjem var meget bevidst om, at plejepersonalet havde travlt:

''Jeg sender ikke bud efter nogen, når jeg ved, jeg selv kan. De har jo også travlt her.''

Personalets kvalifikationer

Et gennemgående svar er, at plejepersonalet skal være gode at snakke med. De menneskelige kvaliteter vægtes meget, meget højt, og mange af disse gamle havde et endog meget nært forhold til den eller de personer, der varetog den daglige hjælp og pleje. Én sagde:

''Hovedsagen er, at de kan omgås gamle mennesker.''

Hvis det er skiftende personer, der varetager plejen, er de gamle meget bevidste om, hvem de beder om hjælp til forskellige ting.

Flere fandt, at det var en stor lettelse, hvis de, som skulle udføre hjælpen, vidste, hvad der skulle gøres. Som én udtrykte det:

''Min faste hjemmehjælp ved lige, hvad hun skal gøre, og hun kan tage tingene af sig selv. Nu, hvor hun har 4-5 dage fri, har hun skrevet op til de andre, hvordan de skal gøre. Så er det jo også meget godt.''

Rengøring kunne specielt de hjemmeboende af og til ønske sig mere af. En kvinde, som boede i lejlighed, fik ud over hjemmehjælpen hjælp af en bekendt til ekstra rengøring. Da jeg spurgte hende,

Side 34

hvad hun evt. gerne ville have mere hjælp til, svarede hun:

''Ja, så skulle jeg have en til at gøre rigtig rent. Hjemmehjælperen har gjort rent til Pinse. Støvsuget og vasket gulv, men det kniber somme tider med at få gulvet vasket.''

Flere pegede på, at ikke alle vidste, hvordan man skulle gøre rent. Specielt blandt de helt unge hjælpere kan det opleves som et problem, men heller ikke dette er entydigt. En af de hjemmeboende, som vægtede rengøringen meget, sagde:

''De overanstrenger sig jo ikke, hjemmehjælperne, hvis vi skal sige noget. Men vi har en lille en på 22 år, hun er den dygtigste. G. er på en helt anden måde, og hun sætter sig ned og snakker med mig, og det har jeg jo også behov for.''

Ingen af de interviewede kom ind på, hvilke kriterier hjælpen tildeles efter. Jeg tror slet ikke, de tænkte over det. De har alle fået hjælp i flere år og oplevede det som noget selvfølgeligt. Én nævnte, at det er flot, at man nu om dage kan få hjælp uden at skulle betale for det, og sagde, at det var godt, at det ikke var som i gamle dage, hvor familien skulle passe de gamle.

Tror hjælperen afgør serviceniveau

Det er en udbredt opfattelse, at det er den enkelte hjælper, som langt hen ad vejen afgør, hvilken hjælp der skal ydes. Der udtrykkes ingen bevidsthed om, at det er en overordnet kommunal beslutning, hvordan serviceniveauet skal være. Den enkelte hjælper er den helt afgørende faktor, og de gamle mennesker er i langt de fleste tilfælde meget nært knyttet til kontaktpersonen. Alle 10 giver på forskellig vis udtryk for, at det er vigtigt, at hjælperen er sød, rar og god at tale med.

Hjælpere, som giver sig tid, er meget værdsat. En af kvinderne sagde:

''Det er så kort tid, hun er her, men det betyder så meget for mig, hvis hun har tid til at snakke lidt med mig. Det meste af tiden må jeg jo nøjes med at snakke med mig selv.''

Mere eller mindre direkte gav de gamle ligeledes udtryk for, at de ønskede at blive behandlet værdigt, og at de ikke brød sig om at føle sig til ulejlighed, hvis de bad om hjælp. Hos disse gamle mennesker har høflighed desuden en stor værdi. Én nævnte bl.a., at hun ikke bryder sig om, når hjælperne kalder bækkenstolen for en potte:

''Jeg er jo ikke et lille barn, som skal på potte.''

Gennem hele forløbet med 100-årsundersøgelsen er jeg blevet overrasket over, hvor mange der har ønsket, at vi skulle være Des. Mange har vænnet sig til, at plejepersonalet siger du, men der er fortsat mange, som ønsker at blive tiltalt med efternavn. Det er ikke almindeligt, at de selv fremkommer med ønske herom. En mand sagde:

De 100-årige er langt overvejende tilfredse med den hjælp og pleje, de modtager, men jeg mener, at mange af dem har tilpasset sig systemet. Interviewene her præges af, at det er en generation, som ikke stiller store krav, og som ikke har forventning om at have så stor indflydelse. Hvis der er medarbejdere, de ikke synes så godt om, forsøger de at have mindst muligt med dem at gøre og forsøger i hvert fald at irritere dem mindst muligt. De gamle er meget taknemmelige for venlighed og for plejepersonale, som evner at tale med dem og yde personlig omsorg.

Lone Vasegaard er forstander på plejehjemmet Sydmarksgården i Tommerup.

Litteratur

1. Vasegaard L. Hjælp og pleje til de 100-årige. Sygeplejersken 1998;(13):42-7.
2. Boll Hansen E, Platz M. 80-100-åriges levekår. København: AKF og SFI. AKF forlaget; 1995.
3. Andersen-Ranberg K, Vasegaard L, Jeune B. Dementia is not inevitable. Journal of Gerontology. Psychological Sciences. 2001, Vol. 56B, No. 3.
4. Andersen-Ranberg K, Christensen K, Vasegaard L, Jeune B, Skytthe A, Vaupel J. Activity of daily living among elderly, oldest old and centenarians in Denmark. Age and Ageing;1999.