Faglig kommentar: Ventelister i valgkamp

Ventelister giver tykke børn. Ventelister giver alkoholiserede unge. Ventelister giver storrygende kvinder. Ventelister giver småtspisende gamle. Ventelister giver fortravlede hjemmehjælpere. Ventelister giver elendige plejehjem. Ventelister giver triste mennesker.

Udryd ventelister, og danskerne vil kvidre som lærker på den første forårsdag.

Så enkelt er det ikke, det ved de fleste godt. Men ventelister er simpelt stof, som ikke kræver mange, fine forklaringer af formidleren og ikke fordrer særlig omtanke hos den, der lytter.

Men uagtet det store forbrug af ordet er ventelister ikke det største problem i den betrængte sundhedssektor. De fleste af de mennesker, der står på venteliste, har det faktisk temmelig godt. Det er undersøgt i Århus Amt.

Et påfaldende nuanceret indslag i en nyhedsudsendelse viste, at det, der skal til for at gøre danskerne sundere, er forebyggelse og prioritering på de omtalte ventelister. Prioritering er betændt, for hvem skal prioritere og på hvilken baggrund? Forebyggelse er bare et kedeligt ord, besværligt at håndtere i praksis og vanskeligt at vurdere effekten af.

Der er skrevet mange, mange hyldemeter om forebyggelse og menneskers egen opfattelse af sundhed. Vagn Christensen, tidligere embedslæge i Ringkjøbing Amt gjorde det enkelt. I ''Socialmedicinsk grundbog'' siger han, at politikerne skal gøre sunde valg nemme.

Selv om skolefolk er trætte af at opdrage børnene og lære dem det, forældrene burde tage sig af, så er skoler og lærere rollemodeller i mange henseender. Motion, mad, rygning, glæde, sanser, vildskab. Skolerne viser en del af vejen. Forældrene en anden. Politikerne en tredje. Hvorfor diskuterer vi ikke det i en valgkamp?

Undgå konflikter

En rekordstor valgdeltagelse modbeviser, at danskerne er apolitiske og ligeglade. Men hvor dybt stikker engagementet? Det diskuterede jeg med en af mine togvenner. En tidligere skolemand, vidende og optaget af verden. Vi udvekslede elendighedsopfattelser i lang tid, men da vi nåede Østerport mente han, at det var på tide at huske på, ''hvor mange mennesker der lige nu læser en god bog, lytter til Beethovens violinkoncert eller nyder efteråret ved at kigge ud af vinduet.''

Det har han fuldstændig ret i. Der er håb endnu.

Men derfor er det alligevel tilladt at undre sig over forældre, der skal jogge i Dyrehaven tre gange om ugen, på trods af at de har små børn. Nu er ungen bare med i en plastictildækket skal, som umuliggør kontakt med vejr og vind. Senere hængsler de samme forældre ungens cykel fast på deres egen med et fikst anhængertræk, så ungen ikke skal få sved på panden eller blive mopset over modvind. Samtidig deltager ungen som et omvandrende kulhydratvrag i forældrenes indkøbssituation med en pose chips i hånden. Nogle år efter skal den nu halvvoksne unge på 13 lære at blive fuld på en god måde ved at drikke sammen med mor og far.

I skolen praktiseres idræt efter oldnordiske metoder, som gør teenagepigerne til bænkevarmere og rygere i stedet for aktive idrætsudøvere. Fra torsdag til søndag fester og drikker drenge og piger frit til klokken fire om morgenen. Forældrene er liberale, så de stiller ingen krav om, hvornår festen skal slutte. Man vil nødigt virke autoritær eller forstokket. Man vil ikke have konflikter i den sparsomme fritid, der er til rådighed.

Jeg begynder at forstå, hvorfor sundhed og sygdom er det samme som ventelister. Opdragelse, mad, motion, trafik, livsglæde, boligforhold, arbejdsmiljø, cykelstier. Det er for kompliceret, det kræver forberedelse. Næh ventelisterne. Dem ved vi, hvor vi har.