Selvstyre i hjemmeplejen

Foto: Søren Svendsen og Kissen Møller Hansen

''Jeg er den type, der står med hænderne i lommen så meget som muligt. Jeg står faktisk og lurer lidt, før jeg går i gang med at hjælpe dem. Jeg snakker selvfølgelig meget og hører, hvad familien har at sige. Hører, hvad de selv har at sige først. Så finder vi ud af, hvor meget hjælp der skal til. Du kan lynhurtigt få den her svaghedsdressur frem ved at gå ind og gøre alting for folk, og så har du dem bare siddende og sige: ''Jeg kan ikke, jeg vil ikke.''

Sådan svarer en kontaktperson til en 100-årig på spørgsmålet om, hvordan hun finder ud af, hvad den gamle skal have af hjælp.

I alt otte kontaktpersoner er blevet interviewet i forbindelse med en interviewundersøgelse af 10 100-årige (se artiklen s. 28).

Kun en enkelt af kontaktpersonerne henviste til den skriftlige aftale om, hvilken hjælp der var visiteret. De fleste havde den opfattelse, at de selv kunne bestemme, hvilken hjælp de ville give de personer, de hjalp i det daglige. Godt nok var det formuleret på skrift, hvilken hjælp der var visiteret, men:

''Det står skrevet punkt for punkt, hvad der skal gives hjælp til. Men det er ikke alle, der går ind og læser de såkaldte blå bøger. Jeg mener nu også, at det er os, der går her i det daglige, som bedst kan se, hvad der er brug for.''

Generelt havde hjælperne ikke oplevelsen af at blive hørt, når det skulle fastsættes, hvilken konkret hjælp der skulle ydes. I nogle tilfælde havde kontaktpersonen været enig i, at der skulle ydes støtte, så den gamle selv i videst muligt omfang skulle udføre en given funktion. I andre tilfælde havde hjælperen fundet det formålsløst og havde derfor gjort, som hun selv havde ment var det rigtige.

En sygehjælper på et plejecenter pegede på et andet aspekt: ''Hjemmehjælperen skal være ude på et bestemt klokkeslæt og har nok svært ved at bruge tiden på at stå og kigge på, at fru Olsen eller fru Jensen gør tingene selv. Jeg er heldig, jeg går herinde hele tiden. Jeg kan forlade fru Olsen, mens hun sidder og vasker sig, og gå ind til fru Jensen ved siden af i mellemtiden og så gå tilbage og kigge. Det kan hjemmehjælperne ikke.''

Den lille ekstra indsats

Flere af hjælperne oplevede, at de selv kunne afgøre, hvilke opgaver der skulle udføres.

''Det der med, at hun skal smøres hver dag og have dryppet øjne og have sine piller, det er selvfølgelig noget, der er aftalt. Men når jeg så smører hende, så giver jeg lidt ekstra massage på benene og en gang imellem også rigtig massage på ryggen, når jeg ellers kan. For hun har brug for lidt hygge og lidt ekstra tryghed. Hun elsker det og føler, at hun får en god start på dagen. Så er hun parat til f.eks. at pudse vinduer eller gå på torvet. Og hun er ikke sådan en, der bare kræver og kræver.''

I en kommune, hvor der blev arbejdet med at indføre Fælles Sprog og funktionsvurdering som grundlag for visitation af ydelser, sagde social- og sundhedshjælperen:

''Jeg kan høre på vores leder, at det ikke er meningen, at vi skal bestemme så meget selv mere. I de første år tog jeg bare ud og gjorde det, som jeg syntes, der trængte til at blive gjort.''

På spørgsmålet om, hvorvidt hun stadig kunne finde på at gøre det, hun mente var nødvendigt, selv om det ikke var aftalt i forvejen, svarede hun:

''Ja, det hænder. Men det hele er helt forandret. Det hele er mere stramt nu, og jeg tror ikke, at nogle af os tør lade være med at støvsuge eller vaske et gulv. Jeg tror, vi gør det, vi skal, men jeg kan da godt finde på at gøre lidt mere, ordne blomster og sådan. Der er ikke noget, der ser mere sørgeligt ud end en potteplante, der er fyldt med visne blomster. Jeg føler nok, at den vindueskarm er mit visitkort, når jeg går derfra.''

Flere kontaktpersoner kom ind på, hvad de kunne finde på at gøre af ekstra ting, som ikke var formuleret i den skriftlige aftale. Alle eksempler drejede sig

Side 37

om huslige gøremål som at ordne blomster, pudse sølv- og kobbertøj, pudse vinduer o.l. Der ydes ikke ekstra personlig pleje.

En af hjælperne gik ikke af vejen for at bruge sin fritid, hvis der skulle ydes en ekstra indsats. Den 100-årige dame, hun kom hos, havde kun en datter, som boede langt væk, og da den gamle dame trængte til en ny kjole, så klarede hjemmehjælperen også dette med forklaringen:

''Nu kjolen, det gjorde jeg altså godt nok i min fritid, for jeg skulle selv op at handle samme sted, så det gjorde jeg samtidig.''

Personlig hygiejne som rutine

I forbindelse med personlig hygiejne oplevede hjælperne det som selvfølgeligt, hvad der skulle ydes hjælp til, og hvordan hjælpen skulle udføres. Den personlige hygiejne foregik stort set altid på den måde, at den ældre blev vasket ''for neden'' i sengen og fik trusser, strømper og bukser på, hvorefter han eller hun kommer op. Afhængig af hvor godt vedkommende var til bens, kunne han eller hun selv gå til håndvasken eller blive kørt.

Det var forskelligt, hvor meget den ældre selv udførte af det resterende. Jeg vil fremkomme med den provokerende påstand, at den individuelle pleje er begrænset til, hvor meget eller hvor lidt den ældre selv udfører ved håndvasken og den efterfølgende påklædning. Meget få af de gamle foretog selv nedre toilette, selv om der ikke var nogen umiddelbar forklaring på, hvorfor de ikke skulle kunne gøre det.

Det kunne se ud som om, at arbejdet med at udføre personlig hygiejne opfattes som en daglig rutine, som medarbejderen ikke gjorde sig mange tanker omkring. Dette kunne måske være forklaringen på, at hvis hjælperen havde mulighed for at yde lidt ekstra service, var det sjældent ydelser i forbindelse med personlig pleje, der blev givet, men i stedet lidt ekstra rengøring.

Står fast på ensartet hjælp

Når jeg har bedt om faglige begrundelser for hjælpernes måde at udføre hjælpen på, har det ikke været muligt at få et konkret svar. En ældre hjemmehjælper svarede:

''Jeg har jo min ugeplan, og der står, hvem jeg skal hjælpe om morgenen, hvem der skal i bad, og hvem der skal have gjort rent. Når jeg har skullet ind til en beboer, som jeg ikke har været ved før, har jeg spurgt dem, der kender hende, hvordan hun plejer at få det. Man skal jo helst ikke gøre forskel.''

På spørgsmålet, om hun havde deltaget i faglige drøftelser om de enkelte beboere og deres individuelle behov, svarede hun:

''Ja, til møder og sådan snakker vi somme tider om en beboer. Det er vigtigt, at vi gør tingene ens, især med de demente, og hvem der selv skal gøre hvad.''

Herefter gav hun et eksempel, hvor en kvindelig beboer gerne ville have hjælp til at klæde sig på, men en del af plejepersonalet var af den opfattelse, at hun selv var i stand til at tage tøj på. Man havde så indgået den aftale, at alle skulle stå fast på, at den pågældende selv skulle klæde sig på.

Når vi talte om, hvor meget den gamle selv kunne klare, var det første, hjælperne nævnte, stort set altid, om de kunne klare nogle af funktionerne i forbindelse med personlig hygiejne og spisning. Én sagde:

''Det er mest omkring morgentoilette, det bliver koncentreret, at de selv skal gøre nogle ting. Selvfølgelig også i løbet af dagen. De kan f.eks. hente ting, hvis de selv kan gå, men mest om morgenen. Vi ved jo ikke, hvad de gør om aftenen.''

Ikke mange faglige drøftelser

De otte kontaktpersoner havde ikke en oplevelse af, at de deltog i faglige drøftelser og holdningsdiskussioner i noget særligt omfang. De kunne hver især nævne enkelte konkrete eksempler, men det var ikke noget, som ofte var på dagsordenen.

På et af plejehjemmene havde de lige haft en diskussion, affødt af problemer, de oplevede i weekenderne:

"Vi er også slemme til i weekenderne, når vi ikke er så mange, at hjælpe de gamle mere end til hverdag, fordi vi skal være færdige. Vi har snakket om, hvor godt det egentlig er. Det ved vi ikke rigtigt. De gamle bliver lidt frustrerede af, at det hele skal gå så stærkt. Og så er det ligesom om, det er lidt ødelagt alligevel --- at der er tidligt oppe. Så er de lidt irritable resten af formiddagen. Det er forskelligt, efter hvem man er på weekendhold med."

Sied 38

Spørgsmålet om, hvilke egenskaber og kvalifikationer man skal besidde for at arbejde i hjemmeplejen, optog de interviewede meget. For nogle var det svært at formulere konkrete krav, men alle havde ønsker, som lå dem meget på sinde.

Plejepersonalet vægtede de menneskelige egenskaber højest - faktisk helt de samme ting, som de gamle havde nævnt.

Ingen stillede krav om en speciel uddannelse. F.eks. sagde en social- og sundhedshjælper:

''Det vigtigste er, at de kan lide gamle mennesker. Selvfølgelig også, at de ved noget fagligt, men at de kan lide dem og har indfølingsevne. Det synes jeg, er det vigtigste i første omgang.''

Unge mangler forståelse

Samtlige interviewede kom på en eller anden måde ind på, at det kan give problemer, hvis medarbejderne er for unge. En sygehjælper udtalte:

''Jeg ser ikke så meget på fag og titler. Det er mennesket, det handler om. Og så skal de for Guds skyld ikke være for unge. Jeg synes, det er rædselsfuldt, at man starter i det her allerede som 16-17-årig.''

En hjemmehjælper siger:

''Uha, der skal kræves meget. Jeg ville ikke påtage mig at ansætte nogen under tyve år. Mange er gode, og kan hurtigt læres op, men det er ikke altid sådan.''

En anden nævnte, at det kunne være et problem med personale, som ikke har ret megen eller slet ingen uddannelse:

''Nogle af dem tror, at det kun handler om, at alle bliver vasket og får tøj på. De forstår slet ikke, hvad formålet er med, at de gamle selv skal gøre de forskellige ting, selv om det tager meget længere tid.''

Flere nævnte evnen til selv at tage initiativ. De gav eksempler på, at de unge ikke har forståelse for, hvad der skal gøres. Én sagde:

''Jeg vil gerne have, at de kan tage noget af sig selv og ikke skal spørge hele tiden. Jeg har også svært ved at klare, at de gamle bliver vasket og får deres mad - og det var så det. Så skal man i hvert fald ikke være sådan et sted.''

En anden gav ligeledes udtryk for, at det er en fordel med modne medarbejdere:

''Mange af de unge er virkelig vældig søde, og de er også gode til at gå tur med de gamle, men de er ikke så gode til at snakke med dem. Jo, til en vis grænse. Så forstår de det ikke mere, de unge. Det irriterer mig, at mange af dem tænder de gamles radio på fuld tryk, som det første, de gør, når de kommer ind. Ikke Østjyllands Radio, som de gamle godt vil høre, men popmusik. Så står den og spiller popmusik på fire stuer resten af dagen. Det er altså de helt unge, der gør det. De mangler situationsfornemmelse, synes jeg.''

Plejer som de plejer

Mange i plejepersonalet gør en stor indsats og arbejder ud fra deres bedste overbevisning om, hvad der er det rigtige at yde hjælp til. De er meget lidt bevidste om, hvad der evt. findes af overordnede målsætninger o.l. Tilfredsstillelsen i arbejdet finder de i den positive kontakt med de gamle og den taknemmelighed, klienterne og de pårørende giver udtryk for.

Disse interview giver ikke indtryk af, at det er faglige og holdningsmæssige diskussioner, der er retningsgivende for den hjælp og pleje, den enkelte hjælper yder, men at de hver især gør, som de plejer, og som de nu finder rigtigt i den givne situation.

Mange er frustrerede over, hvad andre gør - bl.a. de unge medarbejdere - men magter ikke at ændre på forholdene. Jeg har oplevelsen af, at hver enkelt forsøger at gøre deres eget arbejde så godt som muligt og i øvrigt ikke spekulerer så meget på den samlede indsats, og hvad der måtte være af fælles målsætning, hverken overordnet eller i forhold til den enkelte klient.

Hvis graden af den fælles indsats ud fra faglige begrundelser skal øges, mener jeg, at der i høj grad er brug for langt flere faglige og holdningsmæssige drøftelser. Der er fortsat et stort behov for at drøfte menneskesyn, og hvordan vi bedst muligt yder individuel pleje på modtagerens præmisser.

Der er brug for tæt faglig vejledning og undervisning af den enkelte hjælper, medarbejdere med mest uddannelse skal være til rådighed for dem, som har mindre uddannelse. Tæt personaleledelse og tæt opfølgning i forhold til den enkelte medarbejder er nødvendig, hvis plejen skal individualiseres yderligere og fagligt opkvalificeres.

Lone Vasegaard er forstander på plejehjemmet Sydmarksgården i Tommerup.