Synspunkt: Etniske minoriteter må gribe i egen barm

I de seneste år har jeg igennem foredrag og gennem mit politiske virke ofte hørt kritik af sundhedssystemet, deriblandt fra sygeplejersker, for at have svært ved at hjælpe etniske minoriteter bl.a. pga. sprog og kulturbarrierer.

Kritikerne beskriver mødet mellem det danske og det fremmede som problematisk, og kritikken går i korte træk ud på, at de danske sygeplejersker ikke forstår de etniske minoriteter. Og omvendt, for den sags skyld.

Sundhedssystemet forstår ikke familiernes problematik nuanceret og dybtgående, og de hjælpes derfor oftere på forkert grundlag. Derudover inddrages familien ikke i tilstrækkelig grad i beslutningsprocesserne, siger de kritiske røster.

Kritikken tvinger til selverkendelse: Smitter det generelle billede af etniske minoriteter som et problem i sig selv af på sygeplejersken, således at ressourcerne i etni-ske familier og netværk ikke er så synlige?

Ser sygeplejersken problemerne i de etniske familier ud fra deres etnicitet og kultur?

I så fald påvirker det helhedsvurderingen, når der skal tilbydes hjælp eller træffes beslutninger.

Jeg synes personligt, at kritikken mangler nogle nuancer. Jeg har igennem mange års arbejde i det etniske felt set mange velmenende socialrådgivere, pædagoger og sygeplejersker resignere i arbejdet med etniske familier; en slags metaltræthed, når der kommer etniske familier. Et indre suk.

Når personalet bliver spurgt om hvorfor, er svaret ofte: ''Jeg er træt af at blive kaldt racist, når jeg blander mig.'' Det er et stigende problem, som desværre er med til at polarisere parterne.

Det er stærkt kritisabelt, at nogle etniske minoriteter er lidt for hurtige til at smide rundt med deres etnicitet, som var det en joker i et pokerspil eller et skjold mod kritik. Tolerance bør efter min mening rumme sund skepsis og klar kritik, og tolerance går naturligvis begge veje! At kuldkaste al kritik med underteksten: ''Jeg har helle, for jeg har andre etniske rødder end de danske!'' er blot med til martyrisk at forvrænge billedet af etniske minoriteter som nogle stakkels ofre for de grumme danskeres intolerance og er samtidig med til at udvande racismebegrebet. Samtidig med at det fjerner fokus fra det egentlige arbejde, som er at hjælpe.

Det er en destruktiv og ikke farbar vej, hvis integrationen skal lykkes. Og det skal den. Også på de forskellige hospitalsafdelinger.

Udfordringen for personalet ligger i at operere med abstrakte begreber som skam, ære og udstødelse, der ofte kommer til udtryk i mødet med det etniske. Udfordrin-gen ligger også i at være klar over sin egen rolle i dette til tider vanskelige møde. Sygeplejerskerne bør også være opmærksomme på de samfundsmæssige diskurser, som indvirker på egen adfærd og beslutninger i forhold til etniske familier. Mødet med familierne og det drama, som kan udspille sig, kan få mange sygeplejersker til at misforstå de etniske familier. Disse misforståelser og forvirringer samt manglende viden kan igen resultere i fejlvurderinger og berøringsangst omkring familien.

Min pointe er, at personalet i dette svære møde skal blive ved med at turde. Og når de (specielt når kvinderne stiller krav til etniske mænd) bliver beskyldt for at være racister, må svaret være: ''Jeg er ikke racist, fordi jeg ikke kan lide dig.'' Også de etniske minoriteter bliver nødt til at gribe i egen barm omkring beskyldninger om racisme.

For at undgå ovenstående skal undervisningen i arbejdet med etniske familier opprioriteres, så sygehuspersonalet er klædt bedst muligt på.

En af de store udfordringer ligger i at udvikle nye metoder og fremgangsmåder i tilgangen til det etniske. Alle medarbejdere bør få en viden om de kulturspecifikke koder, udtryksformer, normer og værdier i forhold til kønsroller og børneopdragelse, madvaner m.m. Også studerende bør få en større viden på dette felt, så de er klædt bedst muligt på, når de starter på afdelingerne.

Manu Sareen er ansat i det etniske konsulentteam i Københavns Kommune.