De skal da blive kede af det

Det her skal vi have gjort noget ved. Det var konklusionen på en god temadag om mænd og kræft på organkirurgisk afdeling på Haderslev Sygehus. Psykologen Niels Peter Agger fra Kræftens Bekæmpelse fik rokket ved den vante afdelingskultur.

''Vi har fået noget at spekulere over. Helt sikkert,'' siger oversygeplejerske Inger Abildgaard. Sammen med sine to afdelingssygeplejersker Dorthe Thoegaard og Ketty Hoe er hun gået i tænkeboks:

''Som noget af det første tager vi fat på kommunikationen til vores mandlige kræftpatienter. Det gælder både den mundtlige og skriftlige. Den skal vi have ændret, fordi vi godt kan følge Niels Peter Agger i, at den nok er for meget præget af kvinders måde at udtrykke sig på. Vi har også talt om at få opstillet en pc'er på afdelingen til internetsøgning. Så kan vores mandlige patienter med det samme søge den information, som vi ved, de efterspørger. Især de yngre patienter,'' siger Inger Abildgaard.

''Ja, for dem handler det i meget høj grad om kontant viden, som de kan handle ud fra,'' siger Ketty Hoe og tilføjer:

''Derfor bliver vi nødt til at have flere strenge at spille på i forhold til de mandlige kræftpatienter. Nå det drejer sig om kvinder med kræft, ved vi, der kommer nogle følelsesmæssige reaktioner, der kræver samtale og måske kriseterapi. Mændene kræver noget andet.''

Dorthe Thorgaard har også erfaret, at der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer, når de i afdelingen får deres kræftdiagnose:

''Som sygeplejersker vil vi gerne have en reaktion fra mændene. De skal blive kede af det på en eller anden måde, synes vi. Græde eller måske krybe ind i sig selv - eller ned under dynen. Bare en eller anden reaktion. Når det ikke sker, synes vi, det er underligt, og bliver bange for, om de nu også har forstået, at de faktisk har en kræftsygdom. Er det overhovedet gået op for dem, hvad lægen har sagt?''

''Det gælder på mange måder også de mandlige pårørende til f.eks. kvindelige patienter med kræft,'' siger Ketty Hoe.

''Her har vi somme tider tænkt, at den mand må få et stort chok, når det går op for ham, at konen er døende. Men så viser det sig efter begravelsen, når mændene kommer på besøg på afdelingen, at de har været fuldt vidende om forløbet og har taget hånd om alt lige fra begravelse og til, hvad der skal ske efter dødsfaldet. Det har fået os til at synke en ekstra gang. Her gik vi og troede, at sådan en mand var et helt andet sted, end han faktisk var. Han havde jo klaret tingene. Handlet.''

Ikke gode nok

Temadagen med Niels Peter Agger viste i høj grad, at den indstilling er generel hos afdelingens sygeplejersker:

''Vi sygeplejersker føler stor magtesløshed, når de mandlige kræftpatienter reagerer helt anderledes, end vi forventer af dem. Så synes vi, at vores sygepleje ikke er god nok.

Side 21 

Som kvinder og sygeplejersker har vi derimod det beredskab, som vores kvindelige patienter åbenbart efterspørger,'' siger Inger Abildgaard og peger på, at afdelingen af og til oplever forskellige reaktioner fra mændene, når de føler, de taber kontrollen over deres liv:

''Nogle siger simpelthen, at med den diagnose kan de lige så godt begå selvmord. Så har de selv kontrollen over deres krop lige til det sidste.

Den slags hører vi ikke kvinderne sige. Måske tænker de det, men det kommer ikke frem. For os som personale er det ikke nogen rar viden, og heldigvis er det yderst sjældent, vi oplever selvmord hos patienterne.

Derfor er det fint, at Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på tilbuddene til mænd med kræft med sit nye handlingskatalog (1),'' siger hun og fortæller, at der kom mange gode aktuelle eksempler frem på temadagen, som nu vil indgå i overvejelserne af, hvordan afdelingskulturen måske skal ændres.

''Vi skal f.eks. lære ikke at bruge vores kvindelige forforståelse til at forstå, hvordan vores mandlige patienter har det. Den form for empati duer ikke som referenceramme. Vi skal derimod tænke over, at vores mandlige og kvindelige patienter skal have mulighed for forskellige tilbud, netop fordi de som køn er forskellige.''

''En anden god ting ved mødet var også, at det var tværfagligt,'' siger hun.

''De fleste af vores læger er mænd, og de har en anden måde at kommunikere med patienterne på end sygeplejerskerne. Nu var det nyttigt, at vi fik en forståelse af hinandens adfærd.''

Tættere på hverdagen

Afdelingen arbejder for tiden med at udvikle det gode patientforløb, og her er det oplagt, at man kan bruge den nye viden om de to køn, netop fordi der i forløbet ofte indgår både information, undervisning og vejledning. Det gør der f.eks. i forløbet for patienter med tyktarmskræft.

''Også i sådan et forløb har mænd og kvinder forskellig tilgang til tingene. Mændene går meget op i det tekniske, i posemulighederne f.eks, når de skal have en stomi. De ser hverdagen meget tættere på end kvinderne, der først skal forholde sig rent følelsesmæssigt til, hvordan livet kan blive med en stomi,'' siger Ketty Hoe og husker en sjov episode med en mandlig stomipatient:

''Det var første gang, jeg selv skulle klare en stomi, og jeg må nok have virket lidt genert ved situationen. Men så sagde patienten med et grin:

''Det skal du ikke være nervøs for. Det er bare numsehullet, der er blevet flyttet.''

Den slags sort humor kunne en kvindelig patient aldrig finde på at bruge. Men mændene bruger det meget i forhold til deres sygdom.''

Litteratur

1. Mænd og kræft. Anbefalinger og handlingskatalog til alle der arbejder med mandlige kræftpatienter. København: Kræftens Bekæmpelse; 2001.