Faglig kommentar: Terapeutisering af sproget

Skolelæreren lænede sig over imod mig. Med langsom, tydelig diktion sagde hun venligt: "Jeg kan godt høre, havd du siger, men du skal lige vide ...."

Jeg så undersøgende på hende. Min søn havde aldrig sagt noget om, at hun var hørehæmmet. Der var da heller ikke spor af høreapparater i nogen af hendes ører. Måske var det blot hendes måde at være venlig på. Måske ønskede hun at pointere, at hun undtagelsesvis hørte efter, eller måske ønskede hun at virke imødekommende, inden jeg fik et verbalt nådestød retur.

Samtalen fortsatte, og jeg glemte mine overvejelser.

Nogen tid efter skulle en veninde indlægges og have foretaget et mindre indgreb. Hendes kontaktsygeplejerske informerede hende i indfølende vendinger om, hvad der skulle ske, men havde valgt det forkerte indgreb. Veninden måtte korrigere hende.

Dagen efter, da veninden igen mødte op på afdelingen, ville sygeplejersken gøre det godt igen. Hun satte sig på sengekanten og tog min venindes hånd. Så begyndte hun at forklare, hvad der skulle ske, og denne gang havde hun valgt det rigtige indgreb. Veninden kunne imidlertid ikke koncentrere sig om indholdet i forklaringen. Hun spekulerede som en gal på, hvorfor sygeplejersken sad i hendes seng, og på hvornår hun mon havde tænkt sig at klatre ned igen. For ikke at gøre sygeplejersken ked af det trak hun meget stilfærdigt sin hånd væk under sygeplejerskens, men sygeplejersken fangede den igen, inden hun nåede at gemme den under dynen.

Efter ti minutter slap sygeplejersken hendes hånd og begav sig videre til den næste informationsopgave.

De to hændelser bragte mine tanker tilbage i tiden.

For mange år siden havde jeg en mandlig sygeplejeelev med i plejen af to hjertepatienter. Der blev meldt yderligere en akut patient, som vi skulle tage imod. Vi gjorde de nødvendige ting parat, og patienten ankom til afdelingen. Han var i fyrrerne og ret dårlig, klamtsvedende og forpint af smerter. Han havde med stor sandsynlighed en blodprop i hjertet.

Sygeplejeeleven samlede i løbet af ingen tid en A4-blok op på kontoret, hev en kuglepen frem fra lommen og begav sig ind til patienten. Han trak en stol hen ved siden af patienten, satte sig godt til rette og sagde med bekymring i stemmen: ''Har du nogen særlige problemer derhjemme?''

Giv os et menneskesyn

Hvad er det, der sker? Det gik for alvor op for mig, da jeg sad og bladrede i Brøndums encyklopædi:

''Terapeutisering. Afsmitning fra det psykoterapeutiske sprog til alle andre måder at tale på. Et menneskesyn, en håndfuld begreber og en bekymret-professionel stemmeføring, der stammer fra psykoanalytikerens briks, breder sig udad til flere og flere samfundsmæssige rum: over familiens spisebord og talkshowets sofabord til arbejdets skrivebord og politikkens paneler.''

Kontrasten til den meget indfølende terminologi repræsenteres af kriminialassistent Fischer og hans kolleger fra Rejseholdet. Måske er det derfor, han og de andre er så populære.

De minder os om, at der engang var andre måder at tale sammen på. Føler jeg i hvert fald.