Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Køn er mere end biologi

To projekter viser, at når tilbuddene til kræftramte mænd har fokus på fysisk aktivitet, stiller de op.

Sygeplejersken 2002 nr. 11, s. 24

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

For Lis Adamsen, sociolog og forskningsleder hos Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og Omsorgsforskning UCSF), er der ingen tvivl om, at sygeplejerskerne har overført deres kvindesocialisering til plejen af de mandlige kræftpatienter:

''I dag er man inden for sundhedsforskningen heldigvis blevet opmærksom på, at kønnet kan have afgørende betydning. Hidtil har vi været tilbøjelige til kun at betragte køn som noget biologisk. Men vores køn er også en social konstruktion. Kvinder og mænd har hver deres definerede roller, og det bør naturligvis indgå i forskningen og i vores tilbud til de to patientgrupper,'' siger hun og peger på, at kræftramte mænd længe har været en tilsidesat gruppe, f.eks. når det drejer sig om psykosociale tilbud.

'Generelt bryder mænd sig ikke om at være i basisgruppe og udveksle erfaringer om intime ting. Det ved jeg fra vores egen forskning i selvhjælpsgrupper. Her sidder man og snakker og snakker, og det passer kvinderne godt. Mændene derimod, de vil hellere have viden og handling.''

UCSF har evalueret projektet ''Styrk dig selv - et tilbud til mænd med kræft,'' som er forløbet på amtssygehuset i Herlev. Projektets sigte var netop at være handlingsorienteret og vidensformidlende. De kræftramte mænd mødtes regelmæssigt til fysisk træning og efterfølgende diskussion om et udvalgt tema, f.eks. om kost eller seksualitet. Evalueringen viser, at projektet har været en succes. Mændene synes, at projektet både har været relevant og interessant.

Erfaringerne fra bl.a. dette projekt er medtaget i et stort nyt projekt på Rigshospitalet, hvor Lis Adamsen er projektleder. ''Krop og kræft'' er titlen på projektet, som både retter sig mod mænd og kvinder. Der er tale om et femårigt forskningsprojekt, der er det første af sin art herhjemme.

Projektet henvender sig til kræftpatienter i kemoterapi, som tilbydes fysisk træning som supplement til den almindelige behandling. Ideen er at styrke de kræftsyge kroppe og samtidig tilbyde patienterne nye sociale samværsformer.

De foreløbige erfaringer med det nye projekt viser, at deltagerne har stor glæde både af den fysiske aktivitet og samværet. De nyder simpelthen adspredelsen fra den medicinske behandling.