Når omsorg er omklamrende

Mænd er bange for at vise følelser. Bange for at tabe ansigt. Bange for at græde. Den slags stereotyper om det stærke køn trives i bedste velgående blandt det kvindelige plejepersonale på hospitalsafdelingerne og i hjemmeplejen. Derfor er der grund til at tage plejekulturen op til revision, så man undgår mange mænds opfattelse af sygeplejen som omklamrende omsorg, mener psykolog i Kræftens Bekæmpelse Niels Peter Agger.

Han har i årevis interesseret sig for temaet mænd og kræft og er medforfatter til handlingskataloget (1) af samme navn, som nu er sendt ud til landets hospitaler.

''Den kvindelige omsorgskultur har større fokus på de følelsesmæssige reaktioner end på rationel viden og handling, som især mænd efterspørger i et sygdomsforløb. Derfor kan det tit være svært at være mandlig kræftpatient på en hospitalsafdeling,'' siger han og peger på, at kvinder generelt og sygeplejersker især har en tendens til at udvikle drabelige projekter for at nå ind til den lille dreng, der gemmer sig bag den tillukkede facade. Den form for omsorg vil mange mænd protestere imod. De vil opfatte det som grænseoverskridende omklamring, fordi de fornemmer, at de skal håndtere deres kræftsygdom ud fra kvinders værdisystemer.

Mænd er bange for at vise følelser. Bange for at tabe ansigt. Bange for at græde. Den slags stereotyper om det stærke køn trives i bedste velgående blandt det kvindelige plejepersonale på hospitalsafdelingerne og i hjemmeplejen. Derfor er der grund til at tage plejekulturen op til revision, så man undgår mange mænds opfattelse af sygeplejen som omklamrende omsorg, mener psykolog i Kræftens Bekæmpelse Niels Peter Agger.

Han har i årevis interesseret sig for temaet mænd og kræft og er medforfatter til handlingskataloget (1) af samme navn, som nu er sendt ud til landets hospitaler.

''Den kvindelige omsorgskultur har større fokus på de følelsesmæssige reaktioner end på rationel viden og handling, som især mænd efterspørger i et sygdomsforløb. Derfor kan det tit være svært at være mandlig kræftpatient på en hospitalsafdeling,'' siger han og peger på, at kvinder generelt og sygeplejersker især har en tendens til at udvikle drabelige projekter for at nå ind til den lille dreng, der gemmer sig bag den tillukkede facade. Den form for omsorg vil mange mænd protestere imod. De vil opfatte det som grænseoverskridende omklamring, fordi de fornemmer, at de skal håndtere deres kræftsygdom ud fra kvinders værdisystemer.

Niels Peter Agger har beskæftiget sig en del med supervision i hjemmeplejen og har her oplevet, at sygeplejersker laver projekter på hele familien. Den skal være åben, tale om sygdommen, vise følelser, græde ud. Og så går det tit galt, fordi familien måske netop ikke er vant til at skilte med de store følelser.

Mændenes panser

Niels Peter Agger er helt på det rene med, at den slags situationer kan virke frustrerende på sygeplejerskerne. Mange vil opfatte det som et nederlag, hvis de ikke formår at komme i følelsesmæssig kontakt med deres patienter. Her vil det være godt at tænke på, at en del psykosociale undersøgelser viser, at mændenes ''panser'' - i psykologien hardiness - faktisk er en konstruktiv strategi, som de periodevis bruger i deres forsøg på at overleve.

''Hardiness er evnen til at lukke af og fortrænge eller glemme, at man er syg. For nogle mænd kan det være en langt bedre overlevelsesstrategi end at overgive sig til de store følelser, sådan som mange kvinder gør. I kvinders håndteringsstrategi af en kræftsygdom vil de ofte lede efter årsagen til, hvorfor de fik kræft, lægge deres liv om, søge alternativ hjælp osv.

Mændene vil gerne handle i forhold til situationen, og tit slapper de først af, når der foreligger en overskuelig behandlingsplan. Derfor er handleorienteret hjælp som f.eks. information en god støtte til den mandlige kræftpatient,'' siger han.

Niels Peter Agger fortæller her om et ægtepar, hvor manden havde fået en kræftdiagnose. Han havde ikke tid til at være med til samtalen hos psykologen, for forretningen skulle jo passes. Men konen kunne fortælle, at han var brudt fuldstændig sammen, da det gik op for ham, at han havde kræft.

''Jeg spurgte så, hvad det betød. Jo, han havde da grædt et par minutter, men så var han også sprunget op fra sofaen for at gå tur med hunden. Senere havde han kastet sig over papirarbejdet for at få klarhed over parrets økonomi. Da jeg sagde til hende, at manden for mig at se havde klaret situationen enormt flot - at han både kunne vise følelser og få styr på dem, at han havde været i stand til at træde ud af kræftrollen og handle - så hun skeptisk ud. Det var tydeligt, at hun havde mere fokus på hans svaghed end på hans styrke.''

Nye strategier

Niels Peter Agger trækker på erfaringer fra USA i sit arbejde med kræftsyge mænd:

''På en studietur til San Fransisco undrede jeg mig over, at ingen gad snakke krisehåndtering. Men hele den dér lange rejse, hvor man skal gennemleve de store følelser for at komme igennem en livskrise, er nu erstattet af coping og assesment. Nu handler det om, hvordan de kræftsyge skal lære at mestre deres kræftsygdom, og om hvordan sygeplejersker gennem en vurdering af patienten bliver i stand til at yde den omsorg, patienten har brug for. Differentiering er her et nøgleord. Nogle patienter har måske brug for stressreduktion, andre for ressourcemobilisering eller måske et psykosocialt tilbud i form af kontakt til kræftpatienter med samme sygdom som de selv.''

Niels Peter Agger opfordrer derfor sygeplejerskerne til at kigge med friske øjne på deres afdelingskultur og overveje, om den nu også passer til de mandlige patienter og deres behov. Meget tyder dog heldigvis på, at den proces allerede er godt i gang:

''Jeg kommer en del rundt for at undervise. Sidst har jeg været ude på en hospitalsafdeling i Grenå, hvor man efterhånden har fået ret mange yngre kræftpatienter. Her oplevede jeg stor forståelse for kønsaspektet i plejen, ligesom sygeplejerskerne her var meget åbne over for at lære nyt.''

Nordisk Cancerunion holder konference i marts i Stockholm over temaet mænd og kræft. Her vil forskellige faggrupper arbejde med kønsforskellene inden for pleje og behandling af kræftpatienter. Resultatet bliver nogle anbefalinger på nordisk plan inden for området.  

Litteratur

1. Mænd og kræft. Anbefalinger og handllingskatalog til alle der arbejder med mandlige kræftpatienter. København : Kræftens bekæmpelse; 2001.