Sygeplejersken
Sten og Stoffer
Livsfase og alder spiller en stor rolle, når mænd reagerer på en kræftdiagnose.
Sygeplejersken 2002 nr. 11, s. 22-23
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
"Om han var til Steen og Stoffer?"
Jo, hvis det var på den måde, man her på afdelingen refererede til testikelkræft og kemoterapi, så var han da på sten og stoffer.
Bo Bøgelund Pedersen, ingeniør og bosiddende i Århus, mindes med et stort grin en af sine medpatienter, da han selv som 20-årig fik fjernet den ene testikel pga. kræft. Sort humor var et led i hans egen overlevelsesstrategi, men Steen og Stoffer refererede nu ikke til diagnose og behandling, men til hans egen yndlingstegneserie.
''Inden jeg skulle i kemoterapi, havde jeg snakket med min sygeplejerske om, at jeg gerne ville ligge på stue sammen med en anden kræftpatient, som også kunne lide Steen og Stoffer. Hun og jeg havde netop fundet ud af, at tegneserien var en fælles lidenskab hos os begge. Og så kommer min medpatient ind ad døren. Pilskaldet og glad, og jeg tænkte, sådan vil jeg også tage min sygdom,'' fortæller han og mindes også, hvordan et kvikt hoved blandt medpatienterne havde fået fremstillet en T-shirt med et billede af sten i sprit.
Selv brugte han udtrykket Einstein om sig selv, da han senere snakkede seksualitet med sin kæreste.
''Det er nok en meget mandlig måde at reagere på,'' vedgår han. ''Den form for humor finder man sikkert ikke hos kvindelige kræftpatienter. Men for mænd er det en måde at komme af med alt det, der trænger sig på følelsesmæssigt. For følelser snakker vi ikke så meget om med hinanden. Da jeg fik kemoterapi, fandt min medpatient og jeg frem til en slags fælles forståelse af tingene. Vi vidste, hvor vi hver især var henne i forløbet. Vidste, når den anden ikke gad snakke, vidste, når man skulle hygge lidt om den anden, hente noget at drikke osv.''
Forskning (1) og egne projekter i Kræftens Bekæmpelse (2,3) viser, at mænds måde at reagere på en kræftsygdom afhænger af alder og livsfase.
For de helt unge mænd, der endnu ikke har etableret sig med familie og karriere, kommer kræftdiagnosen som regel fuldstændig uventet. Mange bliver dybt ulykkelige og kan reagere voldsomt. Går måske i panik. Familie og venner kan også have svært ved at takle budskabet, og resultatet kan blive, at den unge kræftdiagnosticerede mand tit oplever stor ensomhed i situationen.
De midaldrende, de 35-45-årige, engageret i job og familieliv, kan også i starten reagere stærkt, men hurtigt afløses panikken af noget rationelt. Der skal tænkes, indhentes viden og frem for alt handles. Ifølge forskerne ser mændene midt i livet kræftsygdommen som et massivt angreb på sig selv og familien, og deres reaktioner er meget parallelle til den måde, de takler problemer i deres arbejdsliv. Her handler det om videnssøgning, handling og kontrol over tingene.
De ældre mænd befinder sig i den sidste fase af livet. For dem kommer diagnosen måske ikke som den helt store overraskelse. Mange har set familie og venner dø af kræft. Generelt er de tilbøjelige til at overlade behandlingen af sygdommen til lægerne og så ellers hente støtte i familien.
Kontrol over kroppen
Bo Bøgelund Pedersen, der i dag er erklæret fuldstændig rask, mindes tydeligt den store usikkerhed, der skyllede ind over ham, da han som helt ung fik sin kræftdiagnose:
''Jeg fik ikke særlig meget ud af den indledende samtale. Var både usikker og forvirret og derfor heller ikke særlig åben. Som 20-årig er det f.eks. svært at forholde sig til spørgsmålet som nedfrysning af sæd. Heldigvis kunne jeg trække på mine forældre. Min mor bevarede det store overblik og fik hurtigt min hverdag på plads, og min far kunne støtte mig på mange måder, fordi han selv havde overlevet en testikelkræft. Hos min mor kunne jeg græde ud. Hos min far kunne jeg hente oplysninger.''
Da det første chok var overstået, reagerede Bo Bøgelund Pedersen som mange mænd
Side 23
i en lignende situatuation. Han kastede sig over videnssøgning i stor stil og besluttede sig i det hele taget til at klare situationen bedst muligt:
''Da alt det praktiske i min hverdag fungerede, kunne jeg koncentrere mig om sygdommen. Om at gøre mit til at blive rask.''
Han husker også, hvordan han prøvede at få kontrol over sin egen krop, da han var i gang med kemoterapien:
''Da jeg blev syg, boede jeg i Brabrand uden for Århus og skulle hver dag ind til centrum. Jeg besluttede, at uanset hvor dårlig og uoplagt jeg var, så skulle jeg klare den daglige cykeltur. Det var så uhyggeligt at mærke alt det der skidt i kroppen. Bare det at gå op ad en trappe gjorde mig forpustet. Så det handlede helt klart om at bevise, at jeg kunne styre min krop.''
Var guld værd
Når Bo Bøgelund Pedersen skal tænke tilbage på sit sygdomsforløb, husker han også nogle imødekommende sygeplejersker, som nok var omsorgsfulde, men bestemt ikke af den omklamrende slags:
''De var guld værd,'' siger han, '' især efter at jeg havde lært dem at kende og derfor kunne være mere åben.
Måske hænger det også sammen med, at jeg var så ung. For flere af dem kunne jeg have været deres egen søn. En af dem omtalte ligefrem os unge patienter som sine drenge og spurgte altid til, hvordan det gik, når man senere mødtes i forskellig sammenhæng.''
Bo Bøgelund Pedersen havde under sit sygdomsforløb og efterbehandling utrolig stor glæde af at være med i en støttegruppe for unge kræftpatienter under Kræftens Bekæmpelse.
''Selvfølgelig snakkede vi sygdom, men sandelig også om alt muligt andet. Og så var vi aktive sammen, tog på hytte- og skiture sammen, bowlede, gik på cafe. I det hele taget var vi gode til at bruge hinanden aktivt. Dagen før en kontrol kan man være helt oppe at køre, og så var det utrolig dejligt, at man bare kunne tage telefonen langt ud på aftenen og ringe til én, der kendte turen,'' husker han.
I dag, hvor han har lagt sin kræftsygdom bag sig, har han et mere afklaret forhold til sygdommen:
''Der er mange ting i den almindelige hverdag, man ser helt anderledes på, når man har haft en kræftsygdom. Man bliver mere taknemmelig f.eks. Sat på spidsen tror jeg, at jeg ikke ville vælge sygdommen fra, hvis jeg fik valget i dag. Den har givet mig et stærkt netværk, og den har lært mig noget om min egen begrænsning. Om hvad jeg kan og ikke kan. Og om at sætte sig et mål og nå det, også selv om det koster en omvej.''
Litteratur
- Jacobsen B, Jørgensen SD, Jørgensen SE. Kræft og eksistens - om at leve med kræft. København: Dansk Psykologisk Forlag; 1998.
- Jørgensen SE. Interviewundersøgelse om mænd med kræft. København: Kræftens Bekæmpelse; 1999.
- Ølgod J. Breve fra mænd med kræft. København: Kræftens Bekæmpelse;1999.