Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygepleje i krigszonen

Som nødhjælpsarbejder kommer man tæt på andre menneskers smerte og livskraft. Man kommer til at tage ansvar og få erfaringer med en lang række opgaver, som man aldrig ville få herhjemme.

Sygeplejersken 2002 nr. 11, s. 28-29

Af:

Jan Andreasen, journalist

Der er behov for sygeplejersker i alverdens brændpunkter. Organisationen Læger Uden Grænser sender årligt ca. 15 sygeplejersker ud til krigs- og nødhjælpsområder for at hjælpe ofre for krige og katastrofer.

Læger Uden Grænser annoncerer ikke efter nødhjælpsarbejdere, fordi organisationen mener, at motivationen til at blive udsendt skal komme indefra. Derfor anser Læger Uden Grænser også den enkeltes motivation for at blive sendt ud til et nødhjælpsområde som en af de vigtigste kvalifikationer.

''At være nødhjælpsarbejder er mere end et job. Når du er udsendt for Læger Uden Grænser, er du f.eks. den eneste dansker i et internationalt team, du lever tæt sammen med andre kolleger, og du er væk fra den hverdag, du kender. Derfor er den enkeltes motivation helt afgørende,'' siger sygeplejerske Lene Østergaard, leder af rekrutteringen hos Læger Uden Grænser.

Før du bliver sendt ud

Hvis man gerne vil arbejde for Læger Uden Grænser, kan man enten kontakte organisationen telefonisk eller komme til et af foreningens månedlige informationsmøder. Læger Uden Grænser gør meget ud af at informere om selve organisationen, dens værdigrundlag, og de forhold, de udsendte arbejder under. Den første egentlige vurdering af ens faglige kvalifikationer sker på baggrund af CV på engelsk samt sygeplejeautorisationen.

En eller flere efterfølgende grundige samtaler skal give en gensidig forståelse af forventninger, evner og kvalifikationer. Samtalerne er ikke kun et værktøj til at vurdere ansøgeren, men giver også ansøgeren mulighed for at få et realistisk billede af, hvordan virkeligheden ser ud for en nødhjælpsarbejder.

''Mange af vores ansøgere har tænkt grundigt over deres ansøgning og har taget det nødvendige tropemedicinske kursus forinden. De, der findes egnede, kommer efterfølgende på et 1-2 ugers intensivt kursus og bliver herefter indstillet til snarlig udsendelse,'' siger Lene Østergaard.

Kravene til en nødhjælpsarbejder hos Læger Uden Grænser er, at den udsendte er motiveret, kan tage ansvar, kan arbejde selvstændigt og under pres, har gode analytiske evner, har gode samarbejdsegenskaber og meget gerne taler mindst et og gerne to af sprogene: engelsk, fransk, spansk eller portugisisk.

Der kræves mindst to års arbejdserfaring. Det sygeplejefaglige speciale er ikke så vigtigt. Men det er vigtigt, at man har arbejdet i en længere periode på en afdeling, hvor man har stået med et ansvar og har arbejdet selvstændigt.

Kendskab til tropemedicin er også en fordel. Hvert år i august måned afholdes i København et kursus i tropemedicin. Dette eller et andet anerkendt kursus i tropemedicin skal være gennemført, inden man kan blive sendt ud med Læger Uden Grænser.

Kirurgisk erfaring er ikke så vigtig. Krigskirurgi er kun en mindre del af det arbejde, som Læger Uden Grænser udfører. Arbejdet består primært af grundlæggende lægehjælp og sygepleje, forebyggelse og undervisning. Udsendte får 5.000 kr. til opsparing eller til dækning af omkostninger hjemme. Læger Uden Grænser dækker kost, logi, transport, pension, forsikring og lommepenge under udsendelsen.

Når man er blevet indstillet til udsendelse, er det bare om at vente. Fordi Læger Uden Grænser opererer i områder med akut brug for hjælp, ved organisationen ikke i forvejen, hvornår de næste frivillige skal sendes ud. Som kommende udsending er man derfor kun garanteret, at organisationen gør alt, hvad den kan for at tilbyde én en udsendelse inden for det følgende halve år. Når dagen kommer, får man som regel

Side 29 

kun en uge, inden flyveren letter mod nødhjælpsområdet.

Erfarne delegater

Ligesom Folkekirkens Nødhjælp sender Dansk Røde Kors delegater ud til nødhjælpsområder. I Dansk Røde Kors er syv ud af 50 delegater sygeplejersker.

Kravene for at blive udsendt med Dansk Røde Kors er bl.a., at man har mindst fem års erhvervserfaring efter endt uddannelse, et dybtgående kendskab til engelsk og/eller fransk, spansk eller portugisisk samt gode samarbejdsevner. De øvrige umiddelbare krav findes på Dansk Røde Kors' hjemmeside.

Det første skridt mod en udsendelse med Dansk Røde Kors er at kontakte organisationens delegatkontor. De ansøgere, der efter en telefonsamtale findes egnede, får tilsendt et ansøgningsskema. De kvalificerede indkaldes til et orienteringsmøde, hvor de bliver interviewet på engelsk. Herefter udvælges de egnede delegater. De udvalgte sendes senere på et seksdages internatkursus og gennemgår nogle faglige seminarer.

''Når vi skriver kontrakt, er der indgået en aftale om, hvor hurtigt delegaten kan blive løsgivet fra sin arbejdsplads. Ofte har vi brug for, at en udsendelse kan ske inden for få uger,'' siger Marianne Otto, Delegatkontoret, Dansk Røde Kors.

Dansk Røde Kors har en stor gruppe af velkvalificerede delegater, som de kender godt. Derfor er det ofte nemt at finde den egnede delegat, når Det Internationale Røde Kors henvender sig med et behov. Men selvom Dansk Røde Kors har kontakt med erfarne folk, er organisationen altid på udkig efter nye kommende delegater.

Nye erfaringer og kompetencer

Som nødhjælpsarbejder vender man hjem med en lang række nye erfaringer og kompetencer. Man kommer tæt på en fremmed kultur og de mennesker, der lever der. Man ser og mærker deres smerte og livskraft, tager ansvar og får erfaringer med en lang række opgaver, som man ikke får herhjemme.

''Personligt får du mulighed for at se verden og mennesker i perspektiv. Du får en modenhed og bliver bedre til at tage ansvar. Fagligt får du viden om infektionssygdomme og om grundlæggende sygepleje og lægearbejde. Du får en viden og erfaring, der er værdifuld også herhjemme. Nogle af vores udsendte drager kun ud en enkelt gang - mens andre bliver bidt af denne måde at arbejde på og sendes ud flere gange. Nogle opgiver deres karriere i Danmark for at søge nye udfordringer og vokse til lederstillinger inden for vores organisation eller søger til internationale sundhedsuddannelser,'' siger Lene Østergaard, Læger Uden Grænser.