Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Fredags-filosofisk- forundrings-forum

Sygeplejersken skal i sit arbejde sikre, at hendes faglige viden er ført ajour og medvirke til udvikling af faget.'' Sådan hedder det i De Sygeplejeetiske Retningslinier. En måde at puste liv i det tredje bud på er at blive ven med faglitteraturen.

Sygeplejersken 2002 nr. 14, s. 21

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

En af fordelene ved at udføre tracheostomi er, at patienten kan få sondemad gennem stomien,'' sagde sygeplejelæreren. De studerende så på hinanden og forestillede sig maden på vej ned i luftrøret, men ingen af dem sagde noget.

Eksemplet bliver nævnt af Randi Nord, sygeplejerske og amanuensis, der i fagbladet Sykepleien nr. 18/2001 er interviewet om den norske sygeplejerskeuddannelse. Hun fremhæver to ting, som hun mener er centrale for studerende. Evnen til at stille kritiske spørgsmål og muligheden for at få et venskabeligt forhold til faglitteratur. To ting, der har værdi ud over Norges grænser.

Randi Nord pointerer, at de studerende har et ansvar for at stille spørgsmål. De må ikke forvente at få alt serveret af deres lærere. Det samme gælder sygeplejersker. De må være opsøgende, for selv den dygtigste leder kan ikke bare save hul i ryggen på alle ansatte og hælde viden ind, som ungerne putter mønter i deres sparegris.

Venskabet med faglitteraturen betyder ifølge Randi Nord, at studerende og sygeplejersker skal lære at læse forord, indholdsfortegnelse og indeks i en bog, før de begynder at søge svar på deres spørgsmål. En fagbog er en opslagsbog, og det er ikke det samme som en roman. En fagbog skal ikke læses fra ende til anden, siger hun.

I min 11- årige søns klasse har børnene et særligt fredagsprogram. En time, hvor man diskuterer nye emner, læser om dem og bliver klogere på ting, man ikke vidste noget om før.

Et fredags-filosofisk-forundrings-forum.

Sådan et er der brug for alle steder både i den primære og i den sekundære sundhedssektor. Mange steder har man en veletableret tradition for at tage faglige emner op til diskussion, men andre steder siger man, at tiden desværre ikke er til det, eller at man mangler ressourcer.

Men tænk på fastholdelse og rekruttering. Hvem søger ansættelse et sted, hvor der ikke er en linje i den faglige udvikling?

Hvidkål i skinnebenssåret

Som en begyndelse kan sygeplejersker, der gerne vil holde sig fagligt ajour, finde ud af, hvad patienterne har brug for, de holder sig fagligt ajour om. Hvilke problemer er der i hjemmeplejen, på afdelingen eller i ambulatoriet?

Er sårplejen tilfældig og præget af den enkeltes brug af hvidkål, sukker, grapefrugt, vitawrap eller biotex på skinnebenet? Fungerer udrensningsprogrammet til tarmundersøgelser sådan, at alt for mange patienter må gå hjem uden at være undersøgt, fordi udrensningen er mangelfuld? Må den skrøbelige, småtspisende gamle dame være indlagt i 12 dage, før nogen finder ud af, at hendes bodymass index er 16? Venter patienterne i gennemsnit 80 minutter i ambulatoriet, fordi arbejdet er organiseret forkert? Kommer de psykisk syge patienter aldrig uden for en dør, og motionerer de kun nødtvungent?

Gå på fagbiblioteket eller på nettet og find litteratur om problemet. Den almindelige hverdag bliver mere interessant, for det ene spørgsmål fører det andet med sig. Der går sport i at være kritisk.

Dialog med faste rutiner er ikke af vejen.

Det er et godt supplement at lægge en plan for et halvt år ad gangen og finde vidende sygeplejersker, der kan holde oplæg om det, der aktuelt måtte være mest brug for. Faste aftenvagter og nattevagter skal selvfølgelig være med. De har måske mere end andre brug for faglige diskussioner.

Uddannelse på arbejdspladsen rykker mere, end når Gurli bliver sendt på fire moduler af tre dages varighed i omsorg for den skrøbelige ældre. Gurli skal være ualmindelig beslutsom og dygtig for at få andre sygeplejersker til at interessere sig for sit kursus, og det sker alt for tit, at et godt kursus flytter noget for den enkelte sygeplejerske, men ikke for afdelingen.

Fredags-filosofisk-forundrings-forum behøver ikke finde sted om fredagen, men bogstavrimet lyder godt. Venskabet med faglitteraturen er en forudsætning. -