Faglig kommentar: Den sidste dans

Bonk, lød det. Sygeplejersken daskede den kræftsyge patient oven i issen med et skriveunderlag. Med nogenlunde samme kraft, som var det en sammenfoldet avis. En markering af, at nu var hendes tålmodighed med patientens sludren og insisteren ved at være opbrugt.

Lidt senere hjalp samme sygeplejerske, Maj hed hun, en patient i kørestol med at få tøfler på. ''Bonk,'' og tøflen blev skubbet godt ned om foden med et sidste klask på tøffelsnuden. ''Bonk,'' og den anden fod fik samme behandling. ''Så er det godt, makker. Det er på tide, du tager dig sammen,'' lå der i denne moderate anvendelse af fysisk vold.

En voldelig sygeplejerske? En kollega, vi skal skamme os over? En kollega, der må stå først på ventelisten til en kompetenceudviklende efteruddannelse i kommunikation med kræftramte patienter?

De fem mænd med fremskreden kræft, Maj passede i sin aftenvagt hver anden uge, havde deres mening om hende. Hun var uundværlig. Hvor meget, de end kunne grynte af hinanden, var hun den sidste, faste, jordiske støtte. De fem mænds verden var blevet mindre, båndene til omverdenen skåret over, de vidste alle, at det snart var slut. Maj repræsenterede livet, det var hende, der skulle ledsage dem det sidste stykke vej.

Ingen krumme tæer

For at holde på hende giver de hende en af de sødeste og mest bizarre kærlighedserklæringer, man kan forestille sig. En sidste dans, udført af fem dødsmærkede mænd i hospitalsundertøj og en halt sygeplejerske. Lattertårerne sprøjter i kaskader over det groteske syn. En latter udsprunget af løssluppenhed og sorg. Lider man af stressinkontinens, skal man ikke uforberedt gå ind og se ''Boblerne i bækken'' på Aveny Teatret på Frederiksberg.

Det her er ikke endnu en anmeldelse af Nikoline Werdelins teaterstykke. Det er klaret af de professionelle anmeldere. Men hvad er det, der gør sygeplejersken Maj så betydningsfuld for de fem mænd? En dramatiker kan stykke en fiktiv person sammen og skabe en rolle, men i modsætning til størsteparten af de andre sygeplejersker på film, tv og teater, der i tidens løb har fået rigtige sygeplejersker til at krumme tæer, er Maj og hendes betydning for patienterne troværdig.

Det er ikke Majs faglige forudsætninger, der imponerer. De ville også være ganske uinteressante på en scene. Egentlig foretager hun sig ikke ret meget andet end at komme med en medicinbakke eller en vogn med kærnemælk, saft og kaffe. Hvis det ikke lige var for emblemet, kunne hun have været sygehjælper.

Kommunikationen er heller ikke videre imponerende. Der ryger indimellem et par flade klicheer ud af munden: ''Hvor dejligt, du har haft besøg af din datter,'' plaprer hun reflektorisk til en døende far, der lige er blevet dolket godt og grundigt af en datter, der har konfronteret ham med hans svigten som far og ægtemand.

Det er heller ikke, fordi Maj altid er til stede. De fem mænd har deres eget fællesskab på sygestuen. Det er mellem dem, den egentlige udvikling og afvikling af livet foregår. Og den klarer mændene uden kvindelig omklamring og føleri, hvad Maj heller ikke forsøger på.

Råb om svar

Men der er tidspunkter, hvor de fem døende efter tur råber på hende, og så er hun der på den måde, de har brug for. En vil have sine laboratoriesvar. En har brug for et kys. En har brug for at mærke, at der stadig er noget, der rumsterer, selv om han har fået fjernet testiklerne. Alle ønsker svar på et eller andet. Og så er Maj der, og hun vægrer sig ikke for at træde ud af sin professionelle rolle og give af sig selv, hvis det er det, der er brug for.

I et teaterstykke, sørgeligt, åndfuldt, udleverende og rablende morsomt, kan en begavet dramatiker nå at vise uendelig meget om syge mænd og sygepleje i løbet af et par timer. Måske mere end fagets udøvere selv kan udtrykke på skrift i løbet af et år. Måske handler det om, at dramatikeren ikke kerer sig om at skulle vogte på sit eget og fagets image. -