Faglig kommentar: Et skihop

Sygeplejevidenskab er ikke og bør ikke være værdineutral. Sygeplejeforskere har et moralsk ansvar for at skabe viden, der kan bruges til at forbedre sygeplejen, og forskning til gavn for de svageste og mest sårbare grupper i samfundet bør prioriteres.

Det er et centralt budskab i Marit Kirkevolds programerklæring for hendes nye embede som leder af forskningen ved Institut for Sygeplejevidenskab i Århus. Et sammendrag af Marit Kirkevolds tiltrædelsesforelæsning blev bragt i Sygeplejersken i sidste uge.

Klinisk relevant forskning skal fremmes, og der er nok at tage fat på. Kirkevold kom med konkrete eksempler på huller i vores viden. En sådan forskning må nødvendigvis tage form i et nært og forpligtende samarbejde med udøverne af den kliniske sygepleje. Den viden, som gerne skulle komme ud af samarbejdet, bliver en del af grundlaget for, at evidensbaseret sygepleje kan realiseres i stadig højere grad.

Sød musik

Det er sød musik i manges ører. Alligevel ligger der en stor opgave i at etablere det ønskede samarbejde mellem forskere og klinikere. Den side af sagen kom Marit Kirkevold ikke ind på i sin forelæsning, så overvejelserne står for min egen regning.

Vi kan ikke se bort fra, at der er et gab mellem klinikere og forskere i sygeplejen. De færreste klinikere kan læse og forholde sig kritisk til forskningsresultater, for det har grunduddannelsen ikke hidtil kvalificeret til, og der er også loft over, hvad man kan forvente af en bacheloruddannelse. Forskningsresultater skal stadig vurderes og formidles til klinikere af sygeplejersker med videreuddannelse. Sygeplejefaget er ikke det eneste fag, der har det på den måde. Det går også nok endda. Den største barriere er helt sikkert psykologisk. Hvad ved sådan nogle skrivebordsteoretikere egentlig om sygepleje, når det kommer til stykket? Hvornår har de sidst haft hænderne på en patient?

Der er udviklet et særligt sprog på institutter, skoler og højskoler, som fjerner sig mere og mere fra klinikernes og patienternes sprog. Vil man ind i varmen og blande sig med eliten, må man tilegne sig de kloges sprog. Ikke som et nyt sprog, men i stedet for det normalsprog, man førhen beherskede, men som nu ikke mere regnes for godt nok. Slutresultatet kender vi. Sygeplejersker polariserer sig og ser skævt til hinanden. Den ene gruppe sygeplejersker er simpelthen for dumme og uinteressante. De forstår ikke, hvor grundlæggende nødvendigt det er for sygeplejen, at paradigmer og teorier studeres og debatteres højt hævet over hverdagens trivialiteter. Den anden gruppe foragter teoretikerne, der har trukket sig tilbage i deres elfenbenstårne.

Brobyggere og grøftegravere

Der er brobyggere, men ikke nær nok. Der er ikke brobyggere nok, før alle sygeplejersker ønsker at være det. Forskningsinstitutionernes forpligtelser er nok de vigtigste. De skal hele tiden sørge for at vække interesse for deres arbejde. Hvad har vi gang i? Hvad har vi opnået? Hvad kan I bruge os til? Osv.

Der har tidligere været et professorat i sygepleje i Danmark, og i den periode blev der sendt adskillige artikler fra Odense til Sygeplejersken, der som det eneste tidsskrift når ud til stort set alle sygeplejersker. Gad man åbne sit tidsskrift, var der rig mulighed for at følge med i påbegyndt forskning. Modsat har sygeplejehøjskolerne været ekstremt lukkede. Det er vist kun blevet til en enkelt artikel eller to i Sygeplejersken i løbet af de sidste 15 år. Fra højskolernes side har man åbenbart ikke fundet det umagen værd at holde klinikerne orienteret om, hvilke teorier der for tiden er i vælten - og hvorfor. Højskolerne har med deres selvtilstrækkelighed gjort deres til at udvide kløften.

Men nu er der håb forude. Den norske jentes entreren på scenen med visioner for et stærkt samarbejde mellem forskning og klinik tegner lovende. Nu skal der bygges bro. Eller med en mere norsk terminologi: Vi vil gerne se et ordentligt skihop. -