Benhård debat om prioritering

Et for tidligt født tvillingepar bliver bragt til Rigshospitalet i København med særfly. Det koster 250.000 kr. Når tvillingerne er tilbage i Grønland og forhåbentlig i stand til at starte livet uden for kuvøsen, vil de have kostet det grønlandske sundhedsvæsen omkring en halv mio. kr., hovedsageligt i rejseudgifter. Hver ottende krone af det grønlandske sundhedsbudget på 800 mio. om året går til transport.

Det er bare et af de store strukturbetingede problemer, som det grønlandske sundhedsvæsen står over for, og som får direktør i Direktoratet for Sundhed i Nuuk, Jørgen Drejer, til at bebude en benhård debat om prioriteringer og struktur i det grønlandske samfund i de kommende år. Man kan ikke se isoleret på sundhedssektorens struktur, for den hænger nøje sammen med erhvervslivets struktur og med den kulturelle struktur omkring bosættelser og bydannelser, understreger han.

Sundhedssektorens store og dyre problem er, at Grønland har en befolkning på kun 55.000 mennesker, fordelt langs kanten af et 2 mio. km2 stort land. Der findes ingen veje mellem de grønlandske byer. Al transport må foregå med helikoptere, fly eller skibe. Det er besværligt, dyrt og vejrafhængigt, og derfor må man overalt have et sundhedsberedskab, som kan leve op til de forventninger, som grønlænderne har til et moderne sundhedsvæsen. 16 distriktshospitaler i kystbyerne og sygeplejerskestationer på de mindre steder gør, hvad de selv formår, og visiterer videre til Landshospitalet i Nuuk, som igen kan sende patienter videre til Rigshospitalet i København.

Samtidig med, at transportudgifterne sluger en ottendedel af budgettet, står det grønlandske sundhedsvæsen med det hovedproblem, at det bliver stadig vanskeligere og dyrere at bemande sygeplejerskestationer og hospitaler med sundhedspersonale. Sygeplejersker og læger, jordemødre, bioanalytikere og farmaceuter skal helt overvejende hentes i Danmark, og markedsprisen stiger - ikke mindst ved vikarbureauernes mellemkomst.

''Grønlænderne bliver nødt til at tage den hårde debat om struktur og prioritering i sundhedssektoren, og den debat prøver vi at lægge op til politikerne og befolkningen,'' siger direktør Jørgen Drejer, som beklæder en stilling, der nærmest kan sammenlignes med en dansk departementschefs. Som chef for sundhedsdirektoratet er han den embedsmand, som sidder tættest på ''sundhedsministeren'' - landsstyremedlem for miljø og sundhed Edward Geisler.

Politikernes sundhedsvision

Fra sin plads har Jørgen Drejer taget initiativ til et seminar, hvor de grønlandske sundhedspolitikere mødtes og diskuterede visioner og strategier.

Politikernes tanker og konklusioner blev nedfældet på papir og viderebearbejdet på en ledelseskonference i sundhedsvæsenet i november i fjor, og nu forestår arbejdet med at få konkretiseret lokale og regionale mål og handlingsplaner med udgangspunkt i visioner og strategier.

De grønlandske politikeres vision for sundhedsvæsenet prioriterer bredden i sundhedsydelserne ved at fremhæve, at der skal være høj kvalitet i de sundhedsydelser, der vedrører borgernes almindeligste og hyppigst forekommende sygdomme, de såkaldte basissygdomme.

Den geografiske placering af sundhedsydelserne forholder politikerne sig til gengæld mere blødt til ved at sige, at sundhedsydelserne skal tilbydes så tæt på borgernes bopæl som muligt, men under hensyntagen til den fornødne kvalitet i ydelserne, de givne ressourcer samt de infrastrukturelle og geografiske rammer.

Grønlændernes egenomsorg skal styrkes via forebyggelse og sundhedsfremme i den primære sundhedssektor, og endelig skal det grønlandske sundhedsvæsen være en attraktiv arbejdsplads, der tilbyder udvikling for medarbejderne.

Samfundsstruktur under forandring

Går man lidt bag om den sundhedspolitiske retorik, forudser direktør Jørgen Drejer en debat, der kan blive meget hed og følsom, fordi den vedrører det grønlandske samfunds opbygning og kulturelle traditioner. Hvis man vil opretholde småsamfundene på de fjerneste steder, kan man selvsagt ikke få samme sundhedsmæssige serviceniveau som i byerne, uden at det bliver meget dyrt.

''I Grønland prøver man nu at gøre folk mere bevidste om, at det koster at bo langt fra centrene. Man har således lanceret begrebet ''kostægte priser,'' hvor man ser på,

Side 19

hvad det reelt (uden statstilskud) koster at bringe varer og tjenesteydelser ud til fjerne bosteder. Et sådant begreb kan være med til at skabe erkendelse og påvirke folks adfærd. I stedet for, at man tager en åben beslutning, så øver man et vist diskret pres,'' siger Jørgen Drejer:

''Vi skal til at diskutere struktur på en helt anden måde, og der er politikere, som er begyndt at stille spørgsmål ved landets kæmpestore struktur. Der kommer stille og roligt en forståelse af, at vi bliver nødt til at tale om det - strukturen og prioriteringen - som er to sider af samme sag. Man er således også begyndt at tale om mobilitetspuljer, penge, der kan understøtte, at folk flytter eller bliver flyttet. Det er et kulturelt meget følsomt emne, som ikke kun omhandler sundhedsvæsenet.''

Samtidig med, at man overordnet skal forholde sig til samfundsstrukturen, skal man beslutte sig for, hvordan prioriteringen skal være på sundhedsområdet.

''Hvilke ydelser skal prioriteres? Skal vi prioritere de få frem for bredden? Vi skal i henhold til den vedtagne strategi prioritere bredden, men det er i det konkrete tilfælde en vanskelig diskussion i stil med den danske om, hvor mange nye hofter man kan få for en hjertetransplantation. En fjerdedel af den grønlandske befolkning kan få en hepatitis B-vaccination for det samme, som det koster at sende én eller to af sted til en dyr operation på Rigshospitalet, men når prioriteringen bliver konkret, står man med et etisk dilemma.''

Personalemangel

Den grønlandske prioriterings- og strukturdebat er stærkt aktualiseret af problemet med at skaffe sundhedspersonale. På det perinatale område har man lanceret en ny model, som man håber kan overføres til andre områder.

Den går kort fortalt ud på, at man sender en jordemoder rundt til de gravide i byer og bygder frem for at have jordemødre fast stationeret i distrikterne.

Man håber også, at en ny organisationsform med en særskilt trepersoners kystledelse vil kunne effektivisere rekrutteringen af personale til de 16 distrikter på kysten.

I denne kystledelse, som skal stå for ledelsen af de 16 sundhedsdistrikter på kysten og lægeklinikken i Nuuk, sidder chefsygeplejerske Ellen Kraglund, som kom til Grønland i efteråret 2001.

Hun siger:

''Jeg tror på, at vi kan få danske sygeplejersker til at komme, fordi vi kan love dem et helt anderledes spændende og udfordrende job i Grønland.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at vi bliver i stand til at måle os lønmæssigt med Danmark, for det er ikke som i gamle dage, hvor man rejste ud og arbejdede for at få lov at opleve en anderledes kultur og natur. I dag kan folk tage af sted som turister, hvis det er det, de vil.''