Stærk tiårig med store opgaver

Side 20

Billede

Side 21

Det er bedre at give sygeplejerskerne i Grønland en ordentlig løn end at sende penge ned til private vikarbureauer i Danmark. Derfor skal overenskomsterne forbedres betydeligt. Der skal gøres noget ved det psykiske arbejdsmiljø, som ofte er præget af sygeplejerskernes ensomhed og isolation eller af den økonomiske forskelsbehandling mellem overenskomstansatte og bureauvikarer. Der skal arbejdes for, at de enkelte sygeplejersker får bedre muligheder for at følge fagligt med og videreuddanne sig. Og endelig skal man som organisation være vågen i den aktuelle debat om struktur og prioriteringer i det grønlandske sundhedsvæsen.

Det er ifølge formand Birtha Bianco nogle af de topprioriterede emner netop nu, hvor den grønlandske sygeplejerskeorganisation Peqqissaasut Kattuffiat (PK) runder sit første skarpe hjørne.

Det er i år 10 år siden, Dansk Sygeplejeråds Grønlandskreds blev til den selvstændige grønlandske sygeplejerskeorganisation, PK. Ikke fordi der var gnidninger mellem moderorganisationen og grønlandsafdelingen, men fordi hele sundhedsvæsenet overgik til hjemmestyret.

Den grønlandske sygeplejerskeorganisation, PK, kan stort set samle alle sine medlemmer i en foredragssal. Med små udsving tæller organisationen kun omkring 220 medlemmer, men de spreder sig til gengæld over tusindvis af kystkilometer og rent fagligt er de rygraden i det grønlandske sundhedsvæsen. Hovedparten af medlemmerne er stadig etniske danskere, der kommer til Grønland for en kortere eller længere periode, men hvert år springer der 6-7 nye grønlandske sygeplejersker ud fra Centret for Sundhedsuddannelse i Nuuk. Også på dette område er Grønland på vej.

Flot etik hos Dansk Sygeplejeråd

Centerleder Ruth Lange er en af dem, som har været med hele vejen, siden hun for 32 år siden kom til Grønland som 22-årig sygeplejerske. Hun blev første formand for den selvstændige grønlandske sygeplejerskeorganisation i 1992. Desuden har hun været stærkt involveret i udviklingen af den arktiske sygepleje og af den grønlandske sundhedspolitik samt i etableringen af det uddannelsescenter, som hun i dag er leder af.

Ruth Lange blev formand for Dansk Sygeplejeråds Grønlandskreds i 1987 og var således formand, da Hjemmestyret i 1992 overtog sundhedsvæsenet og samtidig vedtog, at det kun ville forhandle overenskomst med hjemmehørende organisationer.

''Derfor var der ikke rigtig nogen vej uden om selvstændighed for organisationen, hvis vi ville bevare indflydelse på løn og arbejdsvilkår, men forud gik en ophedet og følsom debat,'' erindrer hun ved tiårsjubilæet. ''Cirka halvdelen af medlemmerne ønskede løsrivelsen, mens den anden halvdel ville blive i Dansk Sygeplejeråd. Generalforsamlingen op til selvstændigheden var præget af spændinger og mistillid, som i nogen grad fulgte den etniske opdeling. De etniske grønlændere ønskede selvstændighed, mens en del etniske danskere foretrak at blive i Dansk Sygeplejeråd. Men da vi først nåede frem til selvstændigheden, var det selvfølgelig en stor dag, den største i min formandstid,'' fortæller Ruth Lange, der gerne vil fremhæve Dansk Sygeplejeråds forståelse i hele sagen om løsrivelse fra moderorganisationen:

''Dansk Sygeplejeråd havde en rigtig flot etik i den måde, de sagde farvel på. Tilkendegav, at det var vores beslutning og støttede i øvrigt med råd, dåd og penge.''

Fra demonstrant til centerleder

Ruth Lange, der er grønlandsk gift og har tilbragt størsteparten af sit liv i Grønland, føler selv, at hun har været privilegeret ved at få lov at opleve den spændende periode af Grønlands historie, som blev præget af udviklingen mod selvstændighed.

På det sundhedspolitiske område har hun selv været en af hovedaktørerne. Hun mindes med et smil, hvordan hun som Dansk Sygeplejeråds Grønlandskreds' formand i slutningen af 1980'erne stod sammen med repræsentanter for andre

Side 22

sundhedsorganisationer og demonstrerede i lufthavnen i Nuuk, da den daværende sundhedsminister Elsebeth Koch-Petersen ankom.

På papskilte krævede man ligestilling for det grønlandske sundhedspersonale. Og før ministeren rejste hjem, blev det besluttet at nedsætte en embedsmandsgruppe og et sundhedsfagligt råd med repræsentanter for organisationer og faggrupper. Rådet skulle rådgive Landstinget med henblik på at hjemtage sundhedsvæsenet og sundhedsuddannelserne.

Som formand for sygeplejerskerne på Grønland (1987-93) havde Ruth Lange tre vigtige målsætninger:

1) Etableringen af en grønlandsk sygeplejerskeuddannelse på niveau med den danske.

2) Vedtagelsen af en sundhedsstrategi, som skulle bygge på WHOs tænkning fra det såkaldte Ottawa-charter.

3) Forbedringer af sygeplejerskers forhold, særlig omkring barsel. På det tidspunkt havde sygeplejersker kun en barselsorlov på fire uger.

Hun husker det som et højdepunkt for Dansk Sygeplejeråds Grønlandskreds, da Landsstyret i 1989 tiltrådte WHOs sundhedsstrategi fra Ottawa, der lagde vægt på sundhedsfremme, forebyggelse og et generelt mere holistisk syn på sundhed.

Allerstørst betydning for Ruth Lange fik dog Landstingets beslutning i 1990 om, at Grønland skulle have sin egen sygeplejerskeuddannelse på niveau med den danske. I maj 1993 blev hun selv leder af Centret for Sundhedsuddannelser, hvor sygeplejerskeuddannelsen startede året efter. Centret uddanner også sundhedshjælpere og sundhedsassistenter, og derudover laver man kurser og efteruddannelse for ufaglært sundhedspersonale.

Tabuområderne

Som andre etniske danskere, der er grønlandsk gift og har valgt Grønland som deres blivende land, har Ruth Lange stået mellem to verdener. ''Og somme tider på konflikternes holdeplads,'' tilføjer hun.

Sammen med sin mand har hun været dybt involveret i den grønlandske proces mod selvstændighed. Samtidig har hun haft forståelse for den anden side, og i øvrigt mener hun, at der er langt mindre etnisk konflikt i Grønland end i Danmark:

''I Grønland har man gennem århundreder lært at leve side om side, og selvom der har været spændinger, har det helt overvejende været positivt at opleve udviklingen fra koloni til hjemmestyre,'' siger hun.

Hun er dog heller ikke blind for, at der fortsat er problemer at løse mellem de etniske grupper:

''Der er f.eks. et tabuområde omkring sprog og omkring den kendsgerning, at de sociale grupperinger i høj grad følger de etniske,'' mener hun.

Den kulturelle dobbelthed har givet Ruth Lange en dybere interesse for tænkning, som hun nu har taget op i et universitetsstudium, hvor hun bl.a. fordyber sig i praktisk filosofi, etik og politisk filosofi. Hun vil især gerne beskæftige sig med de forskellige former for tænkning i den vestlige verden og i inuitverdenen.

Svært at få tillidsfolk

Da Ruth Lange i 1993 blev leder af Centret for Sundhedsuddannelser, blev hun på formandsposten i PK afløst af Karna Jokumsen, der var kommet til Grønland som sygeplejerske i 1985, og som havde siddet i bestyrelsen for først Grønlandskredsen og derefter PK siden 1988.

Karna Jokumsen var formand indtil 1999. ''Fordi ingen andre kunne indfanges,'' forklarer hun selv med et smil og noterer, at der praktisk taget aldrig har været kampvalg til bestyrelsen, og at det generelt er svært at opretholde et velfungerende tillidsmandssystem. Begge dele hænger sammen med den hurtige personaleudskiftning. Flere og flere sygeplejersker kommer kun til Grønland som korttidsvikarer, og meget få bliver i landet i mere end et år eller to.

Det præger organisationens arbejde på mange områder, at medlemmerne hele tiden skiftes ud. Fra organisationens side prøver man at holde sammen på systemet med tillidsmandskurser og arbejdsmapper, der skal lette skiftene for tillidsrepræsentanter og bestyrelsesmedlemmer.

Da Karna Jokumsen blev formand, havde PK 150 medlemmer. Medlemstallet steg i løbet af hendes formandstid til et par hundrede, og samtidig kom vikarerne gradvist til at udgøre en større og større andel af medlemmerne. Det giver organisationen en enorm administration, at nye medlemmer hele tiden skal introduceres og have afklaret spørgsmål om lønforhold, tjenestetidsskemaer og meget andet.

Side 23

Når Karna Jokumsen gør sin formandstid op, vil hun fremhæve glæderne:

''Som formand for sådan en lille organisation fik jeg en meget tæt kontakt til mange dejlige mennesker, og de nye opgaver gav mig mulighed for personlig udvikling. På min første arbejdsdag som formand i 1993 blev jeg kastet ud i overenskomstforhandlingerne både som PKs formand og som forhandlingsleder for PPK (Det grønlandske sundhedskartel). Det var en spændende og udfordrende tid, fordi sundhedsvæsenet netop var blevet overtaget af hjemmestyret.''

Karna Jokumsen holdt også af den del af formandsarbejdet, som vedrørte kontakten til medlemmerne, både dem som arbejdede på sundhedsstationerne i bygderne og på hospitalerne i byerne.

''I de forhold er man tit både faglig konsulent og psykolog. Nogle sidder meget ensomt, andre har samarbejdsproblemer. På et lille sted kan man risikere at køre helt fast i personlige modsætningsforhold - eller man kan komme til at trække hinanden ned på et generelt mismodigt niveau, og så er det godt at have et neutralt kontaktpunkt udenfor. På de større steder giver det især problemer, når lederen bliver skiftet ud 2-3 gange om året,'' forklarer Karna Jokumsen, der ofte oplevede konflikter, som udsprang af uheldige ledelsesforhold:

''Man ansætter ikke ledere efter kvalifikationer, men efter, hvad man kan få. Sundhedsdirektoratet bliver nødt til at gå på kompromis med kvalitetskravene og har en ide om, at man så kan lære lederne op undervejs, men samtidig yder man dem ikke den nødvendige støtte. Helt galt kan det gå nu, hvor man er begyndt at ansætte skiftende bureauvikarer som ledere.''

Det anderledes

Hun synes, at forholdet mellem hjemmehørende og tilrejsende sygeplejersker generelt er godt, men somme tider kunne hun godt ønske sig, at de tilrejsende havde sat sig lidt mere ind i anderledesheden:

''Der er jo nogle, som kommer med den indstilling, at tingene skal være som i Herlev eller Horsens, som er uforberedte på den grønlandske kultur, og som ikke forstår at stikke en finger i jorden,'' siger hun.

En af formandstidens organisatoriske skuffelser for Karna Jokumsen var, at de tjenestemands- og overenskomstansattes centralorganisation (NAC) gik i opløsning. Det var et samarbejde, som omfattede organisationerne for akademikere, lærere, pædagoger og sundhedspersonale, og som strandede på nogle konflikter, som man ikke vil rode op i nu, hvor man forsøger at få helet sårene.

Den nuværende bestyrelse for PK med Birtha Bianco i formandssædet arbejder på et fornyet samarbejde med de andre organisationer og har taget initiativ til månedlige fællesmøder. For som Birtha Bianco siger:

''Vi er alle små organisationer, og vi står med mange af de samme opgaver og problemer, så vi kan spare betydelige ressourcer ved et øget samarbejde.''

Det psykiske arbejdsmiljø

For formand Birtha Bianco og sekretariatsleder Gitte Sørensen, som udgør den administrative stab, gælder det nu først og fremmest om at få overenskomsten forbedret, så det bliver mere attraktivt for danske sygeplejersker at lade sig ansætte i længere tid og på overenskomstmæssige vilkår. Man har også sat det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen - med faglige debatoplæg og diskussion.

Birtha Bianco fortæller, at det især er de hurtige udskiftninger af både almindelige sygeplejersker og ledere, der giver arbejdsmiljøproblemer:

''Det er uheldigt med tre eller fire nye ledere pr. år på en arbejdsplads, og det er også problematisk, når arbejdspladsen mister hele sin ''hukommelse,'' fordi alle medarbejdere skiftes ud. Den forskelsbehandling, som manifesterer sig ved, at vikarer får dobbelt så meget i løn som de overenskomstansatte, kan medføre irritation mellem kollegaer, og endelig kan arbejdspres og isolation medføre psykiske problemer. Vi vil prøve at få de ting op til overfladen ved at sætte det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen. Det kan ellers let blive problemer, som man går og undertrykker, indtil de eksploderer,'' siger Birtha Bianco.

Formand Birtha Bianco vil gerne som sine forgængere på posten fremhæve det gode samarbejde med den oprindelige moderorganisation, Dansk Sygeplejeråd.

''Det skyldtes i høj grad Dansk Sygeplejeråd, at vi kom så godt fra start. I dag føler vi os stærke nok. Det løber rundt med økonomien, og vi har mod på de opgaver, som venter,'' siger hun og ser ud over det halve Nuuk fra kontoret i PKs flotte blå hus, der ligger et stykke op ad det sneklædte fjeld.