Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Nu siger vi stop

Hen på morgenstunden meldes der endnu en akut patient. Alle er enige om, at patienten har behov for en intensiv plads, men patienten afvises pga. pladsforholdene og dør på stamafdelingen.

Sygeplejersken 2002 nr. 18, s. 25

Af:

Bente Taagholt, sygeplejerske

Intensiv afdeling KAS Gentofte er nu så belastet, at det ikke længere kan forsvares - hverken sygeplejefagligt eller lægefagligt.Afdelingen er multidisciplinær, dvs. at afdelingen skal betjene alle sygehusets afdelinger, såvel medicinske som kirurgiske, akutte patienter og elektive kirurgiske patienter, der postoperativt har behov for intensiv observation og behandling.

Afdelingen består af fem 3-sengsstuer dvs. 15 pladser, men der er kun fast personale til de 14 af pladserne. Mandag til fredag kl. 15.30 er alle pladser åbne, fredag kl.15.30 til lørdag kl. 15.30 er 12 pladser åbne, og lørdag eftermiddag til mandag kl. 08.00 er der kun ni pladser åbne.

I 2001 blev der på KAS Gentofte opereret ca. 700 hjertepatienter med en gennemsnitlig liggetid på intensiv afdeling på 1,1 døgn.

I 2002 skal der yderligere opereres 200 hjertepatienter fra Frederiksborg Amt; disse patienter er udvalgt i den tungere del, således at deres komplikationsrisiko er forøget (de lettere hjertepatienter fra Frederiksborg Amt opereres på Hamlet).

Det betyder, at vores 15. seng skal holdes åben - og bliver bemandet med vikarer. (I 2001 dækkede afdelingen selv gennemsnitligt 35 ekstravagter om måneden mod vikarburauerne 8,4). Det betyder, at der i alle døgnets timer er mindst en vikar på arbejde, en vikar der ofte ikke er vant til hjertepatienter, ikke kender vores dokumentationssystem (carevue) og i øvrigt ikke ved, hvor tingene kan findes - alt dette giver en ekstra arbejdsbyrde for det faste personale.

Men én seng ekstra i døgnet giver ikke plads til 200 ekstra patienter. Der er bygget en længe savnet central døgnopvågning, som skulle være åbnet den 1. januar 2002, men hvor personalet først søges i nr. 16 i Sygeplejersken til start den 1. juni 2002.

Hvad betyder alt dette i dagligdagen?

Det har betydet elektive hjerteoperationer frem til kl. ca. 22 på hverdage, elektive hjerteoperationer i weekenden - dette er nu mindsket væsentligt, idet anæstesiafdelingen har sagt stop.

Det betyder mange aflysninger af operationer, der kræver intensiv observation og behandling postoperativt - først og fremmest berører dette hjertepatienterne, men det berører også mavetarm-kirurgisk afdeling, karkirurgisk afdeling og øre-næse-hals afdelingen.

Frem til den 20. april havde vi opereret ca. 25 hjertepatienter fra Frederiksborg Amt - vi burde rent statistisk have opereret ca. 60. Liggetiden er steget til 1,7 døgn i gennemsnit for hjertepatienterne.

Intensiv afdeling modtager som tidligere nævnt både elektive og akutte patienter. Det har tidligere gjort, at vi altid har haft en plads reserveret til en akut patient, denne plads oplever vi nu brugt til elektive hjertepatienter.

Natten til skærtorsdag havde vi pga. påsken 12 pladser åbne. I 11 af disse lå der respiratorpatienter, i den 12. seng en nyopereret hjertepatient, der var ekstuberet om aftenen. Der meldes nu en akut patient, hjertepatienten overflyttes til thoraxkirurgisk afdelings intermediære afsnit, hvorefter den akutte patient kan installeres. Hen på morgenstunden meldes der endnu en akut patient, alle er enige om, at patienten har behov for en intensiv plads, men patienten afvises pga. pladsforholdene og dør på stamafdelingen!

Det er blevet sværere og sværere at gennemføre weekendnedlukningen, og vi er ofte nødt til at overflytte intensive patienter til stamafdelingerne i aften- og nattetimerne. Ligeledes er det ganske hyppigt, at intensiv patienterne overflyttes til andre af amtets intensiv afdelinger - med alle de komplikationer og ricici det medfører for patienten.

Vi bliver ofte presset til at overflytte intensive patienter til stamafdelingen, før vi mener, det er sygeplejefagligt forsvarligt. Vi gør det for at skaffe plads til de elektive intensive opvågningspatienter.

Dette resulterer i flere genindlæggelser. Vi er i et enkelt tilfælde vidende om en patient, der døde en time efter at være flyttet fra intensiv afdeling op på stamafdelingen.

Hvad betyder det for os som personale? Vi oplever et meget stort arbejdspres pga. det store patientflow - og de patienter, vi har gennem længere tid, er meget tunge. De mange vikarer i afdelingen medfører en dårligere plejekvalitet, fordi de ikke er bekendt med afdelingens rutiner og ofte ikke er rutinerede i de patientkategorier, vi har.

Genindlæggelser opleves som meget frustrerende. Vi føler, at vi oftere og oftere går på kompromis i vores patientpleje og ikke yder det bedste, men det er på nogle bløde områder, hvor det er svært at komme med konkret dokumentation. Det giver øget utilfredshed i arbejdet, faldende motivation og udbrændthed.

Bente Taagholt er ansat på Intensiv Afdeling, KAS Gentofte.