Kommunikation med kræftpatienter om seksualitet

Der var engang, hvor man kun kunne trække kondomer i cigaretautomaten hos ''Poul cykelsmed,'' når det blev mørkt. Der var engang, hvor hele byen forarget snakkede om, at ens mor i kådhed havde kørt byen rundt på tandem i badedragt. Der var engang, hvor genboens Jens på seks år fik et dask over fingrene, når han pillede ved sin tissemand.

Engang var abort en by i Rusland, vibrator en fjern planet og g-punktet en plet på landkortet. Viagra var bare en drøm, silikonebryster kun en fantasi. Sexologien var ubeskrevet og seksualitet et endnu ikke opfundet begreb. Ja, der var engang, hvor sex slet og ret var uartigt, meget forbudt for børn og noget, man absolut skulle holde sig fra.

I dag er det ganske anderledes. I dag ved vi meget mere om os selv som seksuelle væsener, end vores forældre og bedsteforældre gjorde. Præventionsmidler af forskellig art fås uden problemer, kvinders orgasme har lige så stor berettigelse som mænds, og onani anses ikke længere for at være sygdomsfremkaldende.

Men selvom der tydeligvis er sket en markant liberalisering, er mange aspekter af begrebet seksualitet stadig tabubelagte. Sex er også i dag et prekært og ømtåleligt emne, som kan få os til at rødme og blive usikre, forlegne og kejtede.

Kun få nye forskningsresultater

Inden for sundhedssektoren anerkendes seksualitet af de fleste som et vigtigt aspekt af begrebet livskvalitet, men hovedparten af undersøgelser om livskvalitet medinddrager ikke seksuelle problemstillinger (1). Hvis man ser på de eksisterende sygeplejeteorier/sygeplejemodeller, viser det sig, at de fleste ikke forholder sig direkte til mennesket som et seksuelt individ (2). Moderne psykosomatiske teorier om f.eks. at gavne sit immunforsvar ved hjælp af visualisering, meditation eller fantasirejser inddrager heller ikke seksualiteten eller den livskraft og energi, der måtte ligge i seksuallivet (3). Hvis man videre ser på udgivelse af bøger og artikler, der beskæftiger sig med emnet seksualitet inden for hospitalsverdenen, vil man opdage, at der var størst fokus på emnet i 60'erne, 70'erne og til dels i 80'erne. Vel egentlig en naturlig og forudsigelig reaktion på de progressive ændringer i opfattelsen af seksualiteten, som fandt sted i den nævnte årrække verden rundt. Men derefter falder interessen gradvist igen. Der er ikke fremkommet særlig mange nye, epokegørende forskningsresultater eller teorier de senere år, og derfor refereres der stadig hyppigt til ældre publikationer, således også i denne artikel. Og det materiale, der foreligger eller udgives i dag, synes ikke at rokke særlig meget ved de eksisterende normer inden for hospitalets mure.

Det er stadig utrolig svært at tale med hinanden om dette aspekt af livet, som har eksisteret, siden verden blev skabt, men som også i generationer har haft moralens vogter som medspiller og været behæftet med forbud og skræmmebilleder. De arkæologiske lag af skyld og skam i den enkelte fjerner man ikke bare på én nat.

Hvad skal der så til for at løsne op og gøre kommunikationen omkring seksualitet i afdelingen bedre? Jeg tror, at noget af det vigtigste er at starte med at tage selverkendelsens briller på og se nærmere på sine egne reaktions- og handlemåder, som de f.eks. kan opleves, hvis patienterne konfronterer én med seksuelt relaterede spørgsmål, og man ikke er forberedt.

Jeg havde en oplevelse for mange år siden, som stadig føles lige aktuel. Mange vil sikkert kunne genkende elementer af den. Historien understreger adskillige af de barrierer, der har vist sig at være en hindring for udbytterig kommunikation omkring seksualitet (4).

Side 27

Peter

Peter var en ung, nygift mand først i 20'erne med nydiagnosticeret, akut leukæmi. Han havde været indlagt i nogle uger til kemoterapi, understøttende behandling og pleje, men skulle udskrives få dage efter.

Jeg kommer ind på hans stue for at give ham intravenøs medicin. Peter og medpatienten - en mand i 50'erne, som også har akut leukæmi - ligger begge i deres senge. Jeg sætter Peters drop med saltvand til at løbe og begynder at indgive medicinen i droppet, mens jeg snakker om løst og fast med begge patienter.

Jeg noterer mig ret hurtigt, at Peter er mere fåmælt end ellers. Han svarer med enstavelsesord og snapper næsten ordene af, før han har sagt dem til ende. Han virker anspændt og ligger nærmest og holder vejret indimellem. Jeg tænker, at han har noget på hjerte, men forholder mig afventende.

Medicinen er indgivet, og jeg bøjer mig ned over ham for at heparinisere hans subklaviakateter. Pludselig udbryder han højt: ''Hvornår må jeg gå i seng med min kone igen?'' Jeg kan tydeligt høre en kraftig udånding efter sætningen - et pyhh. Hans muskler afslappes, og jeg fornemmer, at han er lettet over at have spurgt.

Udbruddet kommer meget overraskende. Jeg mærker næsten mine ben løfte sig fra gulvet og føler umiddelbart trang til at fjerne mig fra min bøjede stilling tæt hen over ham. Jeg får dog lynhurtigt kontrol over mig selv, føler jeg, og begynder at besvare spørgsmålet. Men det første, jeg hører komme ud af min mund, er: ''Ja, det er jo ikke godt at vide, Peter.''

Jeg trækker mig lidt tilbage fra ham og står ved siden af sengen. Jeg leder febrilsk efter ord i min hjerne og tænker, at jeg må svare på en naturlig måde, når han nu havde så svært ved at få spurgt. Peter sætter flere ord på og siger bl.a.: ''Jeg er jo nygift, og sådan noget gør man jo, ikke?'' mens han griner lidt genert og undskyldende. Efterhånden som ordvekslingen skrider frem, virker han mere afslappet og taler mere og mere frit. Jeg har størst fokus på pauserne i samtalen, oplever dem som alenlange.

Jeg registrerer samtidig, at medpatienten bliver helt stille. Før Peters udbrud havde han deltaget ivrigt i samtalen. Han lytter. Nogle gange kigger jeg derfor også på ham, når jeg taler, men det virker forkert, fordi han siger eller kommenterer intet. Jeg mærker begge patienters øjne på mig, føler mig ubehageligt i centrum. Situationen er mættet af intensitet og koncentration. Mine svar opleves som utrolig betydningsfulde.

Indholdet i min information er nogle uovervejede råd om hygiejne ved samleje og brug af kondom i nogen tid efter udskrivelsen, men jeg ved egentlig ikke, om det er nødvendigt at tage sådanne forholdsregler, hvilket jeg også fortæller Peter. Vi snakker lidt om hverdagen derhjemme. Jeg siger noget om kemoterapiens mulige indvirkning på sexlivet, men mest om, at man i det hele taget mangler viden på området. Jeg forlader stuen ret hurtigt og foretager mig ikke yderligere i sagen.

Ovenstående hændelse gav anledning til flere måneders selvransagelse, både fagligt og personligt. Og den blev startskuddet til en stigende interesse for, hvordan vi kan udvikle os, så vi bliver i stand til at inddrage patienternes seksuelle behov og problemer i sygeplejen.

Definition på seksualitet

Seksualitet kan betegnes som et multidimensionelt begreb, der involverer biologiske, psykologiske og sociale aspekter (5,6). De tre overordnede dimensioner af begrebet er således:

• Seksuel funktion. Den fysiske dimension. Evnen til at give/modtage seksuel nydelse. Betinget af et intakt nervesystem, et passende niveau af kønshormoner og funktionelle kønsorganer.
• Seksuel selvopfattelse. Den psykiske dimension. Det billede, man har af sig selv som mand/kvinde. Kropsopfattelse, selvværdsfølelse.
• Seksuelle relationer. Den sociale dimension. De interpersonelle forbindelser, hvor ens seksualitet deles med andre. Betinget af andres tilstedeværelse og modtagelighed.

De tre dimensioner er i konstant interaktion med hinanden. Ændring af én dimension vil påvirke de to andre (se figur 1).

Seksualitet kan betragtes som et overordnet begreb

Side 28

for f.eks. erotik og sex. Hvor begrebet sex oftest forbindes med direkte seksuelle handlinger, har erotik en videre betydning og anses også for at knytte sig til elementer som spiritualitet og sanselighed (7). Seksualitet er dog et langt mere rummeligt og dynamisk begreb, som ikke alene indeholder de kropslige behov, men også knytter sig til stemninger, fantasi, følelser og sociale iscenesættelser. Seksualitet er langtfra altid forbundet med kønsorganerne, men kan også inddrage andre dele af kroppen eller udelukkende foregå på det mentale plan. Begrebet kan forbindes med temaer som begær og lidenskab eller ømhed, omsorg og kærlighed. Men det relaterer sig også til status, magt og pligt eller f.eks. selvbekræftelse og personlig integritet.

Kilde: Egen oversættelse ud fra: Woods N. Towards a Holistic Perspective of Human Sexuality: Alterations in Sexual health and Nursing Diagnoses. Holistic Nursing Practice 1987;1(4) p.2.

Påvirket interaktion

Nogle eksempler på interaktionen mellem de tre dimensioner af seksualiteten:

Ændring af den sociale dimension: En mand er blevet skaldet efter behandling med kemoterapi. Dette berører ikke den fysiske dimension af hans seksualitet, da han godt kan få rejsning. Måske har hårtabet heller ikke berørt den psykiske dimension, fordi han stadig føler sig attraktiv som mand. Men lad os antage, at den sociale dimension af hans seksualitet ændres, idet andre begynder at tage afstand fra ham, fordi han har kræft, fordi han er skaldet m.m. Derved bliver hans seksuelle relationer efterhånden problematiske og vil påvirke den psykiske og fysiske dimension af hans seksualitet. Hans selvrespekt falder, og han kan få problemer med at gennemføre samleje.

Ændring af den psykiske dimension: En kvinde har fået fjernet et bryst pga. brystkræft. Hun føler sig ikke mere tiltrækkende som kvinde, og hendes selvopfattelse bevæger sig i negativ retning. Den psykiske dimension af hendes seksualitet ændres altså. Dette vil også påvirke den fysiske og den sociale. I sexlivet kan det f.eks. blive problematisk for hende at opnå orgasme, og hun vil måske isolere sig og derved undgå seksuelle relationer med andre.

Ændring af den fysiske dimension: En mand har fået fjernet penis pga. kræft, altså en ændring af den fysiske dimension. I dette eksempel er det ikke svært at forestille sig, at såvel den psykiske som den sociale dimension af hans seksualitet vil blive særdeles påvirket. Hans selvværdsfølelse vil falde markant, og hans muligheder for seksuelle relationer vil blive stærkt kompromitterede.

Adskillige beretninger og undersøgelser har påvist, at kræftpatienter har mange problemer knyttet til deres seksualitet og relateret til sygdom og/eller behandling (8,9,10,11,12,13). Ovenstående definition og eksempler understøtter forståelsen af dette faktum. Man ser, at seksualitet er meget andet end kønsorganernes forening, og også, hvor følsom seksualiteten er for påvirkninger.

PLISSIT-modellen

Men hvordan kommer vi så videre? Hvordan kan patienternes seksuelt relaterede behov og problemer indlemmes i sygeplejen?

I 1976 udviklede en amerikansk psykolog ved navn Jack Annon en model til intervention i seksuelle problemer som led i et Ph.d.-projekt (14). Modellen var epokegørende på sit felt og ses den dag i dag stadig i nyere bøger og artikler, som beskæftiger sig med emner relateret til seksualitet.

Modellen hedder PLISSIT (se figur 2), som står for (15):

• Permission = Tilladelse
• Limited Information = Begrænset information
• Specific Suggestions = Specifikke forslag
• Intensive Therapy = Intensiv terapi

Tilladelse: Man skal her give tilladelse til, at patienten er et seksuelt individ. Anerkende, at patientens seksuelle behov og problemer er som alle andres. Bekræfte, at patienten er normal. Lytte til patientens seksuelle bekymringer. Man skal ifølge Jack Annon samtidig give sig selv tilladelse

Sie 29

til, at man har nogle begrænsninger på området, og at man ikke er ekspert.

Begrænset information: Her giver sygeplejersken begrænset information, som kan være skriftlig eller mundtlig. Informationen er forholdsvis enkel, har et bredt sigte og kan f.eks. handle om, hvordan medicinsk behandling kan påvirke sexlivet.

Specifikke forslag: Her går sygeplejersken mere i dybden og kommunikerer med patienten om netop hans/hendes situation. Informationen vil være mere detaljeret, f.eks. anvisning af samlejestillinger. Dette trin kræver ofte en dataindsamling om patientens specifikke problem.

Intensiv terapi: Dette trin er for specialister og sexologer, kræver tid, specialviden og indebærer egentlig samlivsterapi.

PLISSIT-modellen angiver de niveauer, som rådgivning omkring seksualitet kan foregå på. De fire felter i modellen repræsenterer det antal patienter, man kan møde, med seksuelle problemer, dvs. flest patienter har problemer, som kan afhjælpes i Tilladelsen, mens kun et fåtal har problemer, der kræver Intensiv terapi.

Kilde: Hesseldahl, Hans. Sexology. København: Munksgaard;1986.p.16

Mims' og Swensons model

I 1978 udarbejdede de to amerikanske sygeplejelærere Fern Mims og Melinda Swenson deres model for seksuel sundhed (16). Modellen er en videreudvikling af PLISSIT- modellen.

Modellen er et brugbart redskab til at få klarhed over sygeplejerskers kvalifikationer og kompetence med hensyn til emnet seksualitet i sygeplejen. Dens opbygning giver en forståelse for hele problematikken.

Den vil især være velegnet som overordnet ramme for undervisning og udvikling af området samt implementering af viden. Den kan anvendes til at identificere, hvilke niveauer af viden, holdninger og færdigheder omkring seksualitet sygeplejersker arbejder ud fra eller har brug for i deres sygepleje.

Modellen er en 4-trins model (se figur 3), hvor de fire trin kaldes:

1. Life Experience Level = Livserfaringstrin
2. Basic Level = Basistrin
3. Intermediate Level = Mellemtrin
4. Advanced Level = Trin for viderekomne

1. Livserfaringstrinnet inkluderer destruktive og intuitive faktorer, som sygeplejersken udvikler livet igennem omkring seksualitet.
2. Basistrinnet er baseret på klarhed eller erkendelse omkring seksualitet. Klarheden er betinget af og sammensat af ens viden om emnet, holdninger til samme og modtagelighed for signaler omkring seksualitet. Viden indebærer kendskab til kønsorganernes anatomi og fysiologi, seksuelle variationsmønstre m.m. Holdninger inkluderer følelser, værdinormer og overbevisninger. Og modtagelighed er afhængig af færdigheder med hensyn til at se, lytte, røre.
3. Mellemtrinnet indeholder en anerkendelse af patientens seksuelle tanker, behov og problemer - en tilladelse, støtte og accept i forhold til såvel patienten som til sig selv. Her gives information.
4. Trin for viderekomne indebærer, at sygeplejersken giver specifikke råd eller terapi til patienten, hvilket kræver specialviden og træning på området.

Mims og Swenson mener, at hvis man udelukkende opererer på trin ét, vil sygeplejen meget ofte blive angstpræget og tilfældig. På trin to begynder man at inddrage kommunikationsteknik og selve sygeplejeprocessen. Forskellige kurser og workshopper kan medvirke til at skabe klarhed, men hvis man ikke får yderligere undervisning, vil man også her kunne føle angst og frustration i sin sygepleje. Det tredje trin indebærer undervisning i mere seksuelt relaterede emner samt gerne supervision i klinikken. Og på trin fire tilrettelægges mere omfattende undervisningsprogrammer og forskningsaktiviteter.

Side 30

Ved hvert trin opad i modellen opnås gunstigere forudsætninger for at beskæftige sig med seksuelle problemstillinger. PLISSIT-modellen er bygget ind i figuren (se yderst til venstre). Kilde: Egen bearbejdelse ud fra: Mims F, Swenson M. A model to Promote Sexual Health Care. Nursing Outlook 1978; Feb. p.123.

Egne kommentarer til modellen

Mims' og Swensons model tager direkte sigte på udvikling. På trin ét er de destruktive faktorer de hæmmende og de intuitive de fremmende for kommunikation om seksualitet. De fleste har flere hæmmende end fremmende faktorer, ofte grundlagt gennem barndommen. Det er vigtigt ved udvikling af emnet i sygeplejen at starte med disse hæmninger, at blive bevidst om deres indflydelse og at arbejde med dem. For mig at se er det dér, den største blokering ligger, men det er også dér, de store skridt kan tages, og muligheden for at komme videre findes.

På trin to skabes bevidsthed for sygeplejersken om, at patienten er et seksuelt individ med seksuelt relaterede behov og måske spørgsmål og problemer. Hvis eksempelvis en 70-årig kræftpatient i kemoterapi har fået nedsat lyst til sex, vil han evt. spørge en sygeplejerske til råds, men dette sker sandsynligvis ad snirklede omveje. For at sygeplejersken kan blive klar over, at der er et problem, må hun kombinere sin viden om, at kræft/kemoterapi kan påvirke seksualiteten, sine holdninger - en accept af, at ældre også har et seksualliv - og sin modtagelighed over for at lytte sig til, at patientens snirklede omveje gemmer på et problem af seksuel art.

Efter min mening indebærer trin tre ikke alene en anerkendelse af patientens seksuelle tanker og bekymringer, men også at sygeplejersken giver patienten tilladelse til, at det er i orden at tale om seksualitet - altså legaliserer emnet ved at åbne dialogen. Jeg mener ikke, vi kan forvente, at patienterne tager initiativet. De er gæster i vores verden, utrygge og angste. Man kan ikke forvente, at de har overskud og ressourcer til at bryde tabueringen på området.

Enkel information og den blotte legitimering fra sygeplejerskens side af, at kræftsygdom eller behandling kan give ændringer i seksuallivet, er ofte nok til at give patienten en følelse af lettelse, trøst og af at være normal.

Trin fire ligger uden for den almindelige sygeplejerskes arbejdsområde, men måske kan enkelte med speciel interesse for emnet uddanne og udvikle sig frem til at kunne give specifik rådgivning. Derimod mener jeg, at tilrettelæggelse af undervisning og forskning også kan foregå på andre trin, afhængig af formål og indhold.

Modellen i anvendelse

For mig repræsenterer hvert trin opad i modellen en gradvis stigning mod det optimale. Og man bør hele tiden have de foregående trin med sig opad for at opnå et gunstigt udbytte for patienten og for ikke at gøre vold på sig selv. I sit daglige arbejde springer man nogle gange direkte ind på

Side 31

trin tre og giver information til patienten f.eks. ifølge en afdelingsprocedure, eller hvis patienten stiller spørgsmål. Her kan man blive angst og rådvild og stå tilbage med en følelse af utilstrækkelighed og mislykkethed, hvis man ikke har været igennem trin ét og to først og dermed er blevet klar til det. Historien om ''Peter'' tidligere i denne artikel understreger tydeligt dette. Ideelt set bør patienten først komme rigtigt ind i billedet på trin tre, fordi man først skal igennem de to forudgående trin, før man kan give patienten den ideelle tilladelse og information.  

Udvikling og implementering

For at opnå de bedste betingelser for kommunikation med kræftpatienter om seksualitet er det vigtigt at få løst op for blokeringer, bearbejde sine holdninger, tilegne sig viden samt opøve sin modtagelighed for patienternes signaler omkring seksuelt relaterede spørgsmål. Det kan ske ved implementering via Mims' og Swensons model, hvor man gradvist arbejder sig op gennem modellen. Men i erkendelse af, at sygeplejen omkring seksualitet ikke har eller kan få ideelle forudsætninger og betingelser overalt, og at dette vil være en tids- og ressourcekrævende proces, kan man også nøjes med at bruge den som forståelsesramme og plukke elementer ud af den. Mindre skridt vil også være skridt på vejen frem.

Emnet kan introduceres i afdelingen ved foredrag og anskaffelse af litteratur. Der kan arrangeres diskussionsaftener, hvor man ud fra et oplæg diskuterer holdninger, udveksler erfaringer og oplevelser eller lignende i mindre grupper. Selvstudier kan være meget udviklende for den enkelte. Undervisning vil bibringe faktuel viden. Etablering af en interessegruppe omkring seksualitet i afdelingen kan synliggøre og opdyrke temaet, udbrede og udvikle det. Ressourcepersoner kan udvælges som tovholdere. Skriftligt materiale kan udarbejdes, og standarder udvikles, når man kommer længere hen i processen.

Tonen må gerne være en kombination af humor og alvor, når man arbejder med emnet seksualitet. Min erfaring er, at man ofte må påregne et par fnisetimer i starten, hvor man bløder op via historier og vitser om sex. Herefter bliver kommunikationen mere seriøs, naturlig og med et gensidigt accepteret ordvalg, når samtalerne kræver brug af problematiske ord.

Ja, for det har også vist sig at være et problem, hvordan man formulerer sig i samtaler omkring seksualitet (4). Hvordan får man sagt de dér ord, og hvilke ord skal man i det hele taget bruge, når man f.eks. snakker med patienterne? Hvis personalet introducerer ordvalget, vælger patienterne ofte at bruge de samme ord. Det bedste er at bruge almindeligt kendte ord og begreber, som hverken er for vulgære eller for fremmedartede. Eksempler kan være '' have samleje,'' ''gå i seng med'' eller ''elske med,'' ''penis'' eller ''lem'' og ''skede.'' Hvis man formår at sige blot disse ord til patienterne, kan man faktisk nå meget langt i samtaler omkring seksuelle spørgsmål og problemer.

Guidelines for kommunikationen kan også være en hjælp i situationen (se figur 4).

Andre overordnede principper for udviklingen kan være (17):

Desensibilisering: Stressfaktorer som blufærdighed, fordomme osv. nedsættes, ændres eller forsvinder, hvis man taler eller læser om emnet, diskuterer det, øver sig i at sige seksuelt relaterede ord til sig selv og andre.

Resensibilisering: Ved gentagne erfaringer med forskellige aspekter af emnet bliver man mere bevidst om emnets relation til andre områder i sygeplejen og bedre til at genkende det i forskellige sammenhænge.

Side 32

Integrering: Den nye viden og de indvundne erfaringer indlemmes i den hidtidige viden, samordnes og bruges ligeværdigt.

Alt i alt må essensen være at få sat fokus på emnet og at tilrettelægge udviklingen, som man har interesse og kapacitet til. At den enkelte bevæger sig gradvist mod en erkendelse af emnets berettigelse og en bearbejdelse mod større åbenhed. Det vil kræve pionerånd og omstilling hos personalet, ændring af vaner og traditioner, nytænkning og kreativitet. Implementering er forandring over tid og indebærer indsigt og viden, vilje og motivation og ikke mindst ressourcer. Processen er svær, og man må ikke forvente alles ubetingede deltagelse. Enhver har sine grænser, men forhåbentlig kan manges alligevel flyttes lidt.

Et godt fundament

Jack Annon siger, at 70 pct. af alle seksuelle bekymringer eller problemer kan løses, hvis man blot vil lytte. De fleste af de resterende kan afhjælpes ved at korrigere misforståelser eller hjælpe et par til at kommunikere (14). Men at lytte kræver, at der er én, man kan lytte til.

Efter min mening skal vi åbne døren på klem for samtaler om seksualitet, hvorefter patienterne kan vælge at lade døren stå på klem eller åbne døren mere. I praksis vil man opleve, at langt de fleste patienter bliver utrolig lettede og taknemmelige, når man åbner døren - hvorefter de selv skubber døren mere op. Og man vil opleve, at det for én selv kan blive en succesoplevelse, fordi man føler, at man gjorde en vigtig forskel for patienten.

Inden for kræftsygeplejen har vi et godt fundament for at udvikle os og implementere patienternes seksualitet i sygeplejen. Vi bør tage udgangspunkt i de ofte nære og tillidsfulde relationer til patienterne, som kendetegner sygepleje omkring kræftpatienter, og som på flere måder er unikke. Vi bør tage afsæt i, at vi allerede har erfaring i at bevæge os ind på et tabubelagt område, nemlig kræftsygdomme. Selve dét at arbejde med kræftpatienter virker ofte skræmmende og grænseoverskridende, ikke alene for mennesker uden for hospitalet, men også for kolleger. Og vi bør mest af alt vedkende os, at de fleste problemområder vedrørende seksualitet hos kræftpatienter er opgaver, der ligger nærmest sygeplejen, og at de bør være en integreret og individualiseret del af denne. Vi bør ikke lade kræftpatienterne stå alene med alle de potentielle og komplekse problemstillinger, som ligger implicit i kombinationen kræft - seksualitet. For hvis vi ikke kommunikerer med patienterne om seksuelle behov og problemer, hvem gør så? -

Joan Lindholm er ansat på hæmatologisk afsnit R 1, Odense Universitetshospital.

Litteratur

1. Butler L et al. Conceptualizing Sexual Health in Cancer Care. Western Journal of Nursing Research 1998; 20(6): 683-705.
2. Degn-Petersen B. Seksualitet - grænser for omsorg. Sygeplejersken 1997;34: 18-22.
3. Andersen J, Agger NP. Seksualitet og kræft. Psykolog Nyt 1990;44:289-94.
4. Gyrtrup N, Andersen R, Mølsted B, Iversen G, Sørensen L. Kræft og seksualitet. Onkologisk Efteruddannelse, Rigshospitalet; 1992/1993.
5. Woods N. Towards a Holistic Perspective of Human Sexuality: Alterations in Sexual Health and Nursing Diagnoses. Holistic Nursing Practise 1987;1(4):1-11.
6. Lamb M, Sheldon T. The Sexual Adaptation of Women Treated for Endometrial Cancer. Cancer Practise 1994;2(2):103-13.
7. Graugaard C. Sexleksikon - fra abe til Aarestrup. København: Munksgaard; 2001.
8. Lindholm J, Hansen B. Sexlivet under kemoterapi. Sygeplejersken 1995;37: 12-20.
9. Nielsen P. Testikelkræft, seksualitet og rehabilitering. Klinisk Sygepleje 1999;2:81-88.
10. Birkeslund D. Strålebehandling er andet end apparatur. Sygeplejersken 1999;4: 40-42.
11. Monga U. Sexuality in Cancer Patients. Physical Medicine and Rehabilitation 1995;9(2):417-42.
12. Dobkin P, Bradley I. Assessment of Sexual Dysfunction in Oncology Patients: Review, Critique, Suggestions. Journal of Psychosocial Oncology 1991;9(1):43-74.
13. Wilmoth MC, Ross JA. Women's Perception - Breast Cancer Treatment and Sexuality. Cancer Practise 1997;5(6):353-59.
14. Annon J. Behavioral Treatment of Sexual Problems. Brief Therapy. Maryland: Harper & Row;1976.
15. Hesseldahl H. Sexologi. København: Munksgaard; 1986.
16. Mims F, Swenson M. A Model to Promote Sexual Health Care. Nursing Outlook 1978;Feb:121-125.
17. Mims F. Sexual Health Education and Counseling. Nursing Clinics of North America 1975;10(3):519-28.

Supplerende litteratur 

• Butler L, Banfield V, Sveinson T, Allen K. Conceptualizing sexual health in cancer care. West J Nurs Res 1998;20(6):683-99.
• Cort E. Nurses' attitudes to sexuality in caring for cancer patients. Nurs Times 1998;94(42):54-6.
• Penson RT, et al. Sexuality and cancer:conversation comfort zone. Oncologist 2000;5(4):336-44.
• Gallo-Silver L. The sexual rehabilitation of persons with cancer. Cancer Pract 2000;8(1):10-15.
• Hughes MK. Sexuality and the cancer survivor: a silent coexistence. Cancer Nurs 2000;23(6):477-82.
• Shell JA, Miller ME. The cancer amputee and sexuality. Orthop Nurs 1999;18(5):62-4.
• Monga U, Tan G, Ostermann HJ, Monga TN. Sexuality in head and neck cancer patients. Arch Phys Med Rehabil 1997;78(3):298-304.
• Little FA, Howard GC. Sexual function following radical radiotherapy for bladder cancer. Radiother Oncol 1998;49(2):157-61.
• Puukko LR, et al. Sexuality of young women surviving leukaemia. Arch Dis Child 1997;76(3):197-202
• Meyerowitz BE, Desmond KA, Rowland JH, Wyatt GE, Ganz PA. Sexuality following breast cancer. J Sex Marital Ther 1999;25(3):237-50.