Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Færre fædre på orlov

I de nye regler for barselsorlov er fædres eneret til orlov med det lille barn skåret ned fra fire uger til to, og orlov til børnepasning er afskaffet. Det betyder, at færre fædre vil tage orlov med deres småbørn i fremtiden, mener en sociolog.

Sygeplejersken 2002 nr. 23, s. 10-11

Af:

Katja Bender Sebbelov, journalist

SY-2002-23-10-1
Meget få danske mænd holder orlov med børn under tre år, uden at moderen samtidig er hjemme: ''Vores kulturelle normer for, hvilket køn der kan passe børn, betyder, at mor ubevidst og automatisk får rollen,'' siger sociolog Bente Marianne Olsen.Arkivfoto: Jo Selsing/BAM

''Min vurdering er, at de nye regler for barselsorlov bliver indgangen til, at færre eller ingen mænd i fremtiden tager orlov med deres småbørn''. Så skarpt udtalte sociolog fra Socialforskningsinstituttet Bente Marianne Olsen sig på temadagen ''Fokus på far 2002,'' der var arrangeret af Sundhedsplejen i Lyngby-Taarbæk Kommune og Føde-Barselsgang på Københavns Amts Sygehus i Gentofte.

Bente Marianne Olsen er ikke i tvivl: Den nye orlovsordning er en forringelse af fædrenes mulighed for at tilbringe tid med det lille barn. De nye regler for barselsorlov betyder bl.a., at to af de i alt fire uger af den tidligere fædreorlov er afskaffet, og at orlov til børnepasning er faldet bort (se boks 1). To ugers barselsorlov er forbeholdt faderen inden for barnets første 14 uger, men falder fra, hvis han ikke benytter dem. Samtidig står det forældrene frit for at vælge, hvem der skal holde orlov med barnet i 32 af de 46 uger, som orloven er udvidet til. Det betyder endnu færre fædre på orlov med småbørn, siger Bente Marianne Olsen:

''Erfaring fra alle de nordiske lande fortæller os, at kun med kvoteordninger opnår man at få rigtig mange fædre på orlov til de mindre børn. Dvs., at bestemte orlovsuger skal være forbeholdt faderen og kun ham, før fædrene bliver hjemme.''

''Al erfaring siger også, at kvinderne stort set altid tager delemånederne,'' forklarer hun.

I Norge tager 75 pct. af fædrene orlov i de fire uger, der er forbeholdt dem alene. I Island har kvinderne tre måneders orlov, tre måneder er til deling, og mændene har ret til to måneders orlov, som bliver udvidet til tre måneder i 2003. En islandsk undersøgelse fra 2001 viste, at mændene afholdt deres orlov samtidig med kvinderne, og at kvinderne tog delemånederne.

Far tjener mere

Kun 1-2 pct. af danske fædre til småbørn benyttede sig af de 10 ugers forældreorlov, som de kunne dele med moderen under de gamle regler for orlov i forbindelse med barsel. 75 pct. af fædrene holdt orlov de første 14 dage efter et barns fødsel, og 21 pct. tog orlov i dets 25. og 26. uge.

Bente Marianne Olsen har skrevet en ph.d.-afhandling om fædre på orlov, da de tidligere regler for barselsorlov var gældende. Hun fandt ud af, at meget få danske mænd holder orlov med børn under tre år,

Side 11

uden at moderen samtidig er hjemme. En af begrundelserne for ikke at holde orlov er, at manden oftest tjener mere end kvinden.

''Det er en rygmarvsrefleks, der får både mødre og fædre til at opgive økonomi som begrundelsen for deres orlovsvalg, men selvfølgelig har økonomien en betydning. Men fædrene holder heller ikke orlov, når mor tjener mere end far, eller når de får fuld lønkompensation, som de gjorde i Sverige for nogle år siden,'' siger Bente Marianne Olsen, som mener, at kulturen på mændenes arbejdspladser slet ikke er gearet til fædreorlov.

''Brandvæsenet i Reykjavik på Island var ved at bryde sammen sidste år, fordi mændene som noget nyt fik mulighed for at tage orlov i en længere periode. Man havde ikke budgetteret med vikarer i tilfælde af, at fædrene faktisk brugte deres nye rettigheder. Og i Københavns Kommune, hvor der er indført barselsfonde, er det kun mandsdominerede områder, som f.eks. Københavns Energi, der sagde nej tak til en barselsfond. Det skader mænd med små børn, fordi de ved, at deres kolleger skal knokle, hvis de tillader sig at holder orlov,'' fortæller hun.

Magtkamp inden for kønnet

Ifølge Bente Marianne Olsen er der intet i vejen for, at fædre og mødre holder orlov sammen. Men hvis far skal på banen og få en god tilknytning til barnet, skal det ske på et tidligt tidspunkt.

''Vores kulturelle normer for, hvilket køn der kan passe børn, betyder, at mor ubevidst og automatisk får rollen. Så hvis far skal have lov til at blande sig, er det nødvendigt, at han tidligt får tid sammen med det lille barn og også har mulighed for at passe det alene. Og barnet har ret til både en far og en mor,'' siger Bente Marianne Olsen og fortsætter:

''Derudover har det flere ligestillingsmæssige konsekvenser for både kvinder og mænd, at mændene ikke holder orlov. Arbejdsløse kvinder, som tager lange orlovsperioder, risikerer at havne i ''orlovsfælden,'' hvor ens uddannelse bliver ubrugelig, og hvor man ikke sikres aktivering. Desuden er der mange grupper, som ikke optjener pension i orlovsperioden. Det er også stadig kvinderne, der er mest fleksible i forhold til deres arbejdsliv, når en familie får børn, og det ændrer de nye regler for barsel ikke på. Den bedste løsning for at sikre både mænds og kvinders ligestilling i arbejds- og familielivet er at lave kvoteordninger, hvor en periode er forbeholdt manden alene.''

Blandt mændene på orlov, som indgik i Bente Marianne Olsens undersøgelse, var der enighed om, at orloven gav respekt fra andre kvinder. Derimod kneb det med respekten fra andre mænd, som flere følte sig ''tiet ihjel'' af. Samtidig var alle mødrene i familier med far på orlov blevet mødt af skepsis fra andre kvinder. Særligt fra kvinder i deres mødregrupper, fortæller Bente Marianne Olsen.

''Det her er ikke et spørgsmål om en magtkamp mellem kvinder og mænd, men derimod om en magtkamp inden for det enkelte køn. Mænd og kvinder har svært ved at acceptere, når deres kønsfæller vælger at afvige fra de kulturelle normer.''  

Boks 1. Oversigt over gamle og nye regler for orlov i forbindelse med barsel

Bemærk: I de nye regler er orlov til børnepasning faldet væk.

Barselsorlov i uger til barnet

Samlet orlov
til barnet

Før fødsel
Mor  

Efter fødsel
Mor

Efter fødsel
Far

Efter fødsel

Fælles

Gl. barselsorlov

26

4(2

14

4 (3

10

Ny barselsorlov

46

4(2

14

2(3

32

Forlænget orlov

54(4

40(4

Forlænget orlov  
for beskæftigede

60(4

46(4

(1 Den periode et barn kan blive passet hjemme af en eller begge forældre.
(2 Fastansatte sygeplejersker har overenskomstmæssig ret til 8 ugers orlov.
(3 To ugers fædreorlov afholdes samtidig med moderens orlov umiddelbart efter fødslen.
(4 Orloven kan forlænges mod at ydelsen nedsættes.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet og sociolog Bente Marianne Olsen

Boks 2. Fædre og den ny barselsorlov
  • Under forudsætning af fuldtids ansættelse får forældrene tilsammen 52 ugers orlov med fulde dagpenge fordelt på fire uger før og 46 uger efter fødslen.
  • Faderen har ret til to ugers barselsorlov inden for barnets første 14 ugers levetid, hvor moderen har ret til 14 uger.
  • Fra barnet er 14 uger gammelt, har begge forældre ret til 32 ugers forældreorlov med fulde dagpenge, som de frit kan fordele mellem sig. De kan vælge at holde orloven sammen eller i forlængelse af hinanden.
  • Faderen kan påbegynde de 32 ugers orlov sideløbende med (eller i stedet for), at moderen holder sine 14 ugers barselsorlov.
  • Begge forældre kan forlænge forældreorloven fra 32 til 40 uger. De 32 ugers dagpenge kan så fordeles på 40 uger.
  • Beskæftigede lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende har ret til at forlænge forældreorloven med yderligere seks uger, så de i stedet får 46 uger med 32 ugers dagpenge.
  • Begge forældre kan hver især få lov til at holde de 32 ugers forældreorlov på et senere tidspunkt, hvis det er aftalt med arbejdsgiveren. Hvis man skifter arbejde, før orloven er afholdt, skal en ny arbejdsgiver godkende aftalen.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet og sociolog Bente Marianne Olsen