Fortæl din historie

Side 24

Illustration: Poul Saabye

Side 25 

Livshistoriefortælling kan fremme en åben dialog mellem patienter, læger og sygeplejersker og medvirke til et helhedssyn på mennesker, samfund og sygdomme. Det kan skabe en ændret praksis i det danske sundhedsvæsen, der anklages for at være funderet på biomedicinske løsninger frem for på menneskelig kommunikation. Det professionelle personale skal imidlertid først introduceres til livshistorien som teoretisk størrelse og pædagogisk metode og på egen krop opleve fortællingens magi. Det kan ske ved, at livshistoriefortælling bliver indført som praksis i uddannelsen og i efteruddannelsen af sundhedspersonalet.

Det subjektive perspektiv

Som professionel fagperson har man en særlig indsigt i sit fag, hvad enten man er uddannet læge eller sygeplejerske. Man tillader sig derfor på egen hånd at stille en diagnose, når man møder en patient, der skal undersøges og behandles. Diagnosen bygger gerne på faglige antagelser om, hvilken type sygdom man har over for sig - og på svarene på de spørgsmål, det har virket relevant at stille til patienten i den givne sammenhæng. På baggrund af sin uddannelse og praksis har den professionelle lært at placere patientens sygdom i en kendt kategori og derudfra bestemme, hvilken medicinsk behandling hun så skal have. Men er der dermed taget højde for det subjektive perspektiv. At en patient altid forstår sig selv, sit liv og den aktuelle sygdom på sin egen måde? Nej vel. Den professionelle har bedømt og behandlet den syge ud fra sit eget forståelsesunivers og ikke tilsvarende inddraget og udfoldet patientens egen verdenstydning.

Har sygeplejersken et ønske om reelt at kunne nå og forstå det syge menneske, hun har over for sig, er denne praksis ikke god nok. Patienten er nemlig ikke en standardmodel, man kan generalisere på, men derimod en helt unik person med en ganske særlig historie. Sygeplejersken må derfor interessere sig for det sociale liv, patienten er en del af. Være optaget af det forståelsesunivers, den syge opererer i. Lytte opmærksomt til patientens tolkning af sin personlighed, sit livsforløb og sin sygehistorie. Og gør hun det, får hun nye erkendelser og bedre behandlingsmuligheder. Hun får et indblik i, hvilken hjælp den syge egentlig efterspørger. Og kan derfor række patienten den hånd, hun lige nu har brug for, så den syge kan gå resten af vejen selv.

For at komme i gang med at gå mere empatisk til sine patienter skal den professionelle opleve begrænsningerne i den nuværende praksis og ønske sig en anden og bedre. Hun skal være interesseret i at afdække de officielle forklaringer og den herskende praksis. Og ikke mindst sine egne holdninger, meninger og tolkninger. Kan hun gennemskue sit eget forståelsesunivers, sine livsstrategier og sin praksis, har hun en nøgle til at forstå andres. Og sådanne redskaber kan sygeplejersken erhverve sig ved at fortælle og lytte til livshistorier. De illustrerer nemlig det subjektive perspektiv, de personlige strategier og begrundelser for handlinger. Om man er fortæller eller lytter, patient, læge eller sygeplejerske. Men lad os nu se nærmere på, hvad livshistorien egentlig er for en størrelse, og hvorfor den overhovedet er relevant at inddrage som udviklingspotentiale og erkendelsesredskab i sundhedsvæsenet.

Livshistorien er en fortælling

Livshistorien er en fortælling, der omhandler udlevede og ikke udlevede livshændelser. En formidling af livshistoriske oplevelser og erfaringer, som de toner frem, når man i sin fortælling ser tilbage på dem. Livshistorien handler både om liv, der kan italesættes, og om følelser, oplevelser og erfaringer, der ikke nødvendigvis umiddelbart kan hentes frem og sættes ord på.

I denne sammenhæng interesserer vi os for den spontane livshistoriske fortælling, som formidles mundtligt af en fortæller, som på stedet sammenkæder sine biografiske data til en beretning om sig selv og sin tilværelse. For heri afspejles fortællerens univers, idet væsentlige og betydningsbærende forhold toner frem. Det bevidste jeg har nemlig ikke altid helt styr på, hvad det ubevidste finder på. Fortælleren kan således køre ud af tangenter og berette om det, der i situationen trænger sig på. I den spontane, mundtlige fortælling kan man nemlig ikke redigere sin historie så konsekvent, som man kunne, hvis man skrev sin beretning ned. Det kan give både fortæller og lytter et indblik i den helt personlige tolkning og tydning (1).

Et antropologisk redskab

I det antropologiske feltarbejde er den livshistoriske fortælling central, for den introducerer til sprog og normer i den fremmedes verden. I den fremmedes fortælling skinner det igennem, hvad der vægtes og ikke vægtes i denne kulturkreds. Hvad der inddrages som forklarende element, og hvad der udelades. Hvordan de anvendte begreber forstås af fortælleren og hendes kreds, og hvilken betydning de tillægges. I fortællingen toner de kulturelle koder i informantens virkelighed frem, og det giver antropologen en mulighed for at tolke, hvilket univers fortælleren ser sig selv i, og hvordan hun placerer sig i den verden, hun formidler om (2). Det bliver således ikke nødvendigvis antropologens virkelighedsopfattelse, der bekræftes. Det bliver heller ikke kun et øjebliksbillede, der indfanges. Det er i stedet en beskrivelse af et historisk forløb i en særlig kulturkreds, tolket af et særligt køn med en særlig alder og særlige sociale erfaringer. Fokus kommer på den sammenhæng, fortælleren ser i

Side 26

det levede liv, i en tidshorisont, der rummer både fortid, nutid og fremtid.

Prøv som professionel at sætte dig i antropologens sted og betragt patienten som en fremmed fra en anden kulturkreds. Så kan du se, hvad den livshistoriske fortælling kan tilbyde dig: en introduktion til patientens verdenstydning.

Det biografiske arbejde

Den livshistoriske fortælling illustrerer det biografiske arbejde, der er fortællerens sammenstykken og fortolken af sig selv, sit liv, sine oplevelser og erfaringer i en fortælling (3). Hermed konstrueres ikke kun en fortælling, men både en identitet og en livshistorie (4). Fortælleren beskriver sin håndtering af nye vilkår, sin bevægen sig i tilværelsens foranderlige rum, og hvordan hun tillægger livshændelser mening og betydning.

Der ligger dermed en særlig type information heri, en biografisk videnstype, der tager udgangspunkt i subjektiviteten. Men denne information er ikke kun privat og personlig, den belyser også de strukturelle rammer. Den lille historie agerer nemlig sammen med den store. De sociale handlinger illustrerer således en dynamisk interaktion mellem den enkelte, grupper i det sociale liv og de overordnede samfundsmæssige rammer. Igennem livshistorien hører man altså om individ og samfund og om, hvilken sammenhæng fortælleren ser herimellem

Men livshistorien er andet og mere end sprog. Den er også en kropslig bundet viden om de sociale sammenhænge, fortælleren har fungeret i. En intuitiv orienteringsramme, der vokser frem af den konkrete livshistoriske praksis. En umiddelbar fornemmelse for, hvad spillet handler om i den aktuelle situation (5). En indforståethed, som andre mennesker hverken nødvendigvis umiddelbart kan forstå eller aflæse.

Det livshistoriske materiale spiller - i al sin mangfoldighed - ind i det menneskelige samvær, uden deltagerne nødvendigvis er sig det bevidst. De livshistoriske erfaringer betinger nemlig holdninger og adfærd, som ikke nødvendigvis er til at fatte eller gennemskue. En patient har således opfattelser og reaktioner, sygeplejersken ikke umiddelbart kan forstå eller tyde. Det samme har sygeplejersken selv. Livshistorierne fungerer dermed som medspillere i den aktuelle situation - som blinde makkere - uden at de involverede er opmærksomme på hvorfor og hvordan. Det kan derfor let blive et møde mellem døve og blinde parter, der hverken hører eller ser, hvad der egentlig er på færde hos hinanden.

Et afklarende element

De livshistoriske fortællinger kan imidlertid åbne og berige den menneskelige kommunikation. Både indadtil og udadtil. Livshistorien fungerer nemlig som en sladrehank, der afdækker, med hvilke briller fortælleren ser sig selv og sin verden. Hun vælger i sin historie helt åbenbart nogle livsbegivenheder ud og tillægger dem betydning. Mens andre begivenheder, der også kan synes afgørende, ikke bliver inddraget eller tænkt med. Fortælleren illustrerer sin egen opfattelse af sig selv og sit liv og finder så hændelser og erfaringer frem, der passer hertil. Det er et signal til omverdenen om, hvordan hun skaber sammenhæng og finder sin egen mening med galskaben.

Vi vægter individualitet og forskellighed i dag og lever rent faktisk også ret forskellige liv i en moderne og foranderlig verden. Der er ikke en bestemt kronologi i vore livshændelser, og mennesker og hverdagsliv kan derfor ikke længere forudantages og generaliseres (4). Man ved derfor ikke, hvilken person man har over for sig, før der er foretaget en refleksiv erfaringsopsamling, hvor tolkning af personlighed og livsforløb bliver set i en sammenhæng. Det kan til gengæld hjælpe alle parter med at finde den røde tråd. Og har man først opdaget, at der er pejlemærker i enhver livshistorie, kan man nysgerrigt lede efter dem hos sig selv og andre.

Livshistorien og sygehistorien

Den livshistoriske fortælling bygger på en fortolkning af det gennemlevede liv. Men omhandler også gerne en beskrivelse af fortællerens perioder som rask og syg og den indbyrdes sammenhæng, hun ser herimellem. Sygehistorien er - som livshistorien - en konstruktion: den forbindelse, et menneske ser imellem sig selv, sin omverden, sin sundhed og sygdom.

Når man bliver syg, vil man nemlig forsøge at forbinde den aktuelle situation med sit øvrige liv ud fra den opfattelse, man har af sig selv og sin tilværelse. Man vil tillægge sin sygdom mening og betydning. Og det er vigtigt at kunne. I en alvorlig sygdomsperiode tvinges man nemlig til at stoppe op. Forandre det igangværende biografiske arbejde. Ændre beretningen om sig selv, for nu er der kommet et særligt aspekt ind i ens liv: Man er blevet alvorligt syg (6). Sygdommens indflydelse på ens ve og vel afhænger til dels af, hvorvidt man er i stand til at skabe en ny og sammenhængende fortælling om sig

Side 27

selv, som kan integrere sygdommen. Lykkes det ikke, er man i en meget sårbar situation. For ud over at håndtere sin sygdom skal man også klare at se sig selv og sit liv med nye øjne.

Sygdom og sundhed opleves ud fra et subjektivt perspektiv som noget, der bekræfter selvopfattelsen. For nogle mennesker er sygdom noget, der pludseligt og uforvarende springer på dem. Andre betragter sygdomsproblemer som hændelser, de selv er ansvarlige for. Man kan opleve sig som et passivt objekt, der er underlagt tilfældigheder eller andres påføren én problemer. Eller tolke sig selv som et aktivt subjekt, der selv bestemmer, hvad der sker i tilværelsen. Sygdom opleves og forstås væsensforskelligt af forskellige mennesker, som derfor ikke reagerer ens ved at høre de samme ord og modtage den samme behandling.

Selv om vi lever i samme verden, har ethvert menneske sin egen opfattelse af problemers karakter og natur. En personlig egenvurdering funderet på egne forklaringsmodeller. Det har sygeplejersken og patienten dermed også. Det betyder, at de to parter hver for sig vurderer deres egen - og den andens - praksis på baggrund af tidligere livsoplevelser. Og dermed har deres egen tolkning af, hvad de kan og ikke magter. Hvornår de er syge, og hvad der skal til for at gøre dem raske.

Vedkommende dialog

Livshistorien er altså relevant at inddrage, hvis man vil forstå og handle hensigtsmæssigt. Om man er patient eller tilhører et professionelt personale. Enhver må nemlig selv tage affære i sit eget liv, ikke mindst i forhold til sin sundhed og sygdom. Det nuværende sundhedssystem er nemlig funderet på en naturvidenskabelig paratviden, der eliminerer det subjektive perspektiv. Så ud fra dette rationale er det svært at beskrive og begribe sygdommes og sociale problemers indvirken på et menneske. Og dermed er begreber som sundhed og sygdom blevet problematiske størrelser. De generaliseres som objektive forhold, der kan måles, vejes og reguleres ud fra hævdvundne standarder for, hvad der er sundt og sygt. Det legitimerer standardmetoder til at ændre sygdom og sygdomsfremkaldende adfærd. Men blot et enkelt blik på en officiel sundhedskampagne vil afsløre, at de traditionelle forklaringer og tiltag er for éndimensionelle. For man kan selvfølgelig ikke få os til at holde op med at ryge eller drikke ved nok så velmenende appeller. Vi er nemlig ikke kun rationelt tænkende personer, der er villige til at ændre adfærd, bare der bliver argumenteret godt for det. Vi er forskellige mennesker med subjektive opfattelser af, hvad der for os er sygdom, sundhed, velvære og velfærd. Vi har vore personlige tolkninger, baseret på de livshistoriske erfaringer. Men tænkes livshistoriske forklarings- og tolkningsrammer ind, kan der skabes en vedkommende dialog og relevante behandlingsveje.

Sygeplejersker i klemme

Det kniber imidlertid gevaldigt med at inddrage livshistorien i sygeplejen. Det hævder forfatteren Karin Munck (KM) i sin artikel ''Sygeplejen er stagneret'' (7). KMs analyse af et bredt udvalg af nyere artikler skrevet af - og for - sygeplejersker (8) viser, at de livshistoriske erfaringer ikke vægtes. Og dermed heller ikke det subjektive perspektiv. Artiklerne bygger i stedet på en medicinsk ideologi og en biomedicinsk sygdomsopfattelse, siger KM. Hvorved sygeplejen bliver til en manipulerende smørelse, der skal få patienter til at æde den officielle diagnose og dermed underkende deres egne sygdomsforståelser og behandlingsidéer. KM anklager sygeplejersker for at forfalde til en rigid optagethed af effektivitet og til en adfærdsregulering. Og på den måde er de ude af trit med befolkningens forventninger til et moderne sundhedsvæsen. Men er KMs kritik nu helt retfærdig? Kan den enkelte sygeplejerske suverænt optræde som en selvstændigt handlende aktør med frit valg på alle hylder af ideologiske opfattelser og behandlingsmæssige udfoldelser? Skal hun ikke legitimere rationalerne i det sundhedsvæsen, hun er ansat i. Og indordne sig de læger, hun er ansat under?

Den enkelte sygeplejerske har ikke frit råderum, fordi hun konkret og mentalt er placeret under lægerne i et hierarkisk system, der giver lægerne magt til at diagnosticere både sygdom og behandling. Og det subjektive perspektiv er ikke i højsædet, hverken i den lægelige praksis, i sundhedsvæsenet eller i den traditionelle lægeuddannelse, der betoner den faglige indlæring og forsømmer den menneskelige udvikling. Den lægestuderende lærer således at holde en distance til patienterne og at prioritere de subjektive tolkninger lavt. Mange læger har også meget svært ved selv at komme i patientrollen, fordi de vanskeligt kan håndtere de følelser og den adfærd, der følger heraf (9).

Sygeplejerskerne bliver altså klemt mellem den lægedominerede institutionelle praksis og patientens ønske om at blive set som en hel person. Sygeplejerskerne har selvfølgelig et professionelt og menneskeligt ansvar, men de er nødt til samlet at afdække og imødegå de herskende magtforhold. Og det kan livshistoriefortælling motivere til. Derfor bør livshistorien inddrages såvel i uddannelsen som i efteruddannelsen af både læger og plejepersonale.

Muligheder på egen krop

På uddannelserne kan man f.eks. diskutere forskellige teoretiske udlægninger af, hvilken sammenhæng der er mellem livsforløb og livsfortælling, og

Side 28

bevidstgøre om forholdet mellem det faktiske liv og fortællingerne om det. Man kan også interessere sig for livshistorien, som den på forskellig vis bliver anvendt i kvalitativ forskning, f.eks. som metode i livshistoriske interviews. Men allervigtigst er, at man prøver livshistoriefortælling af. At man oplever det biografiske arbejdes muligheder på sin egen krop. Det giver en personlig oplevelse af, at der altid er subjektive tolkninger af livshændelsers betydning. Det giver et indblik i, hvilken indsigt der kan vokse af at konstruere fortællinger om sig selv. Og at menneskers tolkninger forandrer sig, idet livshistorien er en dynamisk størrelse, der altid behandler fortiden og fremtiden fra den aktuelle nutids perspektiv.

Inddrages livshistorien i uddannelserne, kommer det subjektive perspektiv helt naturligt i fokus. Den professionelle bliver mere opmærksom på både sin egen og patientens verdenstydning og mindre tilbøjelig til at legitimere den institutionaliserede ufølsomhed over for de personlige erfaringer og livshistoriske strategier. Den professionelle motiveres til at se patienten som et medmenneske, hvis historie hun kan lære af. De livshistoriske fortællinger er nemlig ikke kun personlige beretninger. De er også fortløbende udforskninger af menneskelivet. Eksemplificerede livsstrategier. Menneskelige afsøgninger af, hvad der er tilværelsens store udfordringer, og hvordan der kan navigeres i forhold hertil.

Sygeplejersken er tovholder

Livshistoriefortælling kan etableres som styrede pædagogiske forløb i uddannelsen og efteruddannelsen af sygeplejersker. De studerende kan formidle livshistoriske fortællinger til hinanden i små grupper. En i gruppen fortæller, og de øvrige lytter uden at afbryde. Seancen varer i et aftalt tidspunkt, f.eks. en time. Derefter kan lytterne stille spørgsmål til fortællingen, også i en aftalt tidsperiode. Fortælleren kan slutteligt kommentere, hvordan hun oplevede dét at fortælle, og hun kan spørge til lytternes indtryk af fortællingerne. Én for én kan gruppens medlemmer få mulighed for at komme i denne fortællerrolle omkring forskellige temaer og dermed opleve både at være fortællere og lyttere.

Temaer i sådanne fortællinger kan være: ''Sygdom i et livshistorisk perspektiv'' eller ''Sundhed i et livshistorisk perspektiv.'' Fortælleren opfordres til at starte med at fortælle om, hvornår sygdom første gang kom ind i hendes liv. Episoden skal beskrives konkret og detaljeret. Derefter kan hun frit associere videre på sygdomsforløb hos sig selv og andre, som de toner frem nu, hvor hun skal tænke tilbage på dem. Fortælleren skal ikke holde sig til oplevelser som privatperson, hun kan inddrage, hvad der falder hende for af livsoplevelser både i det private og professionelle liv.

Livshistoriefortælling kan også etableres i patientgrupper med en sygeplejerske som supervisor. Et opslag kan tilbyde patienterne at mødes, og i et stramt styret forløb kan hver enkelt fortælle om sin sygdom i en livshistorisk ramme. Spilleregler for fortællingerne skal defineres inden, og alle skal forpligte sig til at overholde dem. Sygeplejersken er tovholder og sikrer, at reglerne følges.

I samtaler med patienter kan det livshistoriske materiale inddrages. Patienten kan få en aftalt tidsperiode, hvori hun uden afbrydende spørgsmål selv kan fortælle sammenhængende om sin aktuelle sygdom. Derefter kan læge og sygeplejerske stille opklarende spørgsmål til fortællingen. Vigtigt er, at tidsrammen er kendt på forhånd, så begge parter er klar over, hvor længe seancen må vare.

I efteruddannelsen af en afdeling på f.eks. et sygehus kan livshistoriefortælling indgå. Personalegrupperne fordeles ud, således at der sidder personer med forskellig faglig baggrund sammen i hver gruppe. Efter fastlagt tidsramme kan hver enkelt i gruppen fortælle som beskrevet tidligere. Et tema kunne være ''Patientrollen.'' Fortælleren kan konkret og detaljeret beskrive sine egne oplevelser med at være patient fra første gang, det skete, og derefter associere videre på det at være - og modtage - en patient. -

Bente Schwartz holder kurser for personalegrupper i livshistoriefortælling. Se: livshistorien.dk  

Litteratur

1. Schwartz B. Livshistorien. En erindringshåndbog. København: Aschehough; 2001.
2. Elsass P. Sundhedspsykologi. København: Gyldendals Bogklubber; 1002.
3. Alheit P. Det biografiske spørgsmål - en udfordring til voksenuddannelsen. Social Kritik; 36/95.
4. Giddens A. Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under senmoderniteten. København: Hans Reitzels forlag; 1997.
5. Bourdieu P & Wacquant. Refleksiv Sociologi - mål og midler. København: Hans Reitzels forlag; 1996.
6. Arntoft R. Kronisk sygdom som biografisk hændelse. Dansk Sociologi 3/12 2001.
7. Munck K. Sygeplejen er stagneret. Sygeplejersken; 41/2001.
8. Munck K. Sundheds- og sygdomssyn i 18 faglige artikler. Sygeplejersken; 41/2001.
9. Nielsen B. Lægen som patient. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning; 2001.

Se også

• Chamberlain P. The Turn to Biographical Methods in Social Science. Comparative issues and examples. London and New York: Routledge; 2000.
• Larsen K, Andersen AS. Narrative livshistoriske interviews i uddannelsesforskningen, Småskrift nr.11 VUC, Roskilde Universitet; 1998.
• Schwartz B. Psyke og soma. Om sundhedspsykologi. København: Gyldendal; 2000.