Intensiv demonstrationsstue

På intensiv afdeling N, Århus Kommunehospital oplevede vi i efteråret 1999 et sandt boom af ansøgninger fra sygeplejestuderende, der ville starte i vores afdeling som nyuddannede.

Dette er ikke sædvane, men da vi manglede personale, valgte afdelingen at ansætte otte nye sygeplejersker pr. 1. december, heraf seks helt nyuddannede og to med kort erfaring. Det krævede nytænkning, og vi fik som specialeansvarlige sygeplejersker til opgave at tilrettelægge et introduktionsprogram specielt for dem.

Resultatet af dette blev udviklingen af en intensiv demonstrationsstue. Denne indgår i dag som en vigtig del af oplæring af nyt personale og har desuden givet mulighed for praktisk træning i at håndtere akutte situationer, også for det erfarne personale.

Inden vi fortæller om vores tidligere oplæring og udviklingen af den nuværende, vil vi først præsentere de rammer, vi arbejder i.

Alment intensivafsnit

Afsnit N er et stort højteknologisk alment medicinsk/kirurgisk intensivt afsnit, der både modtager patienter akut samt patienter efter planlagt kirurgi. Vi modtager patienter fra alle afdelinger på Århus Kommunehospital samt fra alle Århus Amts øvrige sygehuse og indimellem fra hele Jylland. Patienternes tilstand er præget af meget komplekse problemstillinger, og mange af dem er svært respiratorisk syge med hjertekredsløbssvigt, nyresvigt, leversvigt osv. Plejeformen er tildelt patientpleje, og plejepersonalet består af ca. 100 personer.

Af disse har 36 på nuværende tidspunkt en specialuddannelse for intensivsygeplejersker, og otte er i gang med at tage den.

Uddannelsesmæssigt kan ca. 14 af vores egne sygeplejersker årligt starte den 1 1/2 år lange specialuddannelse. Vi modtager derfor ca. 14 sygeplejersker årligt fra andre intensivafdelinger til udvekslingspraktik i tre måneder. Afdelingen har endvidere sygeplejestuderende på forskellige niveauer.

Oplæring af nyt personale i afsnittet har de seneste fem år krævet mange ressourcer, idet vi har udvidet kapaciteten fra otte intensive til 10 intensive sengepladser samt tre semiintensive med plan om yderligere udvidelse.

I foråret 2000 var fordelingen af personalet følgende: Mere end halvdelen af personalet havde været ansat mindre end to år og en fjerdedel mere end fem år.

Tidligere oplæring

''Standard for oplæring i afsnit N'' beskriver i hovedtræk vores tidligere oplæring således:

• seks måneders oplæring, hvor målene svarer til målene for specialuddannelsens introduktionsperiode
• første dag i afsnittet fælles introduktion, derefter oplæring på stuerne sammen med vejleder
• en halv dags apparaturundervisning
• efter to til tre måneder fire dages teoriundervisning
• tre til seks dages følge med én af de specialeansvarlige sygeplejersker
• følge på stuerne med vejledende sygeplejerske.

Varigheden af den periode, hvor den nye følges med en vejleder, blev i 1998 ændret fra en måned til en individuelt aftalt periode på fire til tolv uger, afhængigt af tidligere erfaring og behov for oplæring.

Langt den største del af oplæringen foregik altså ved sygesengen, og sommetider blev vejledningen

Side 17

Det har vist sig, at praktisk træning på demonstrationsstuen er et værdifuldt element i undervisning af både nyansatte og erfarne syegplejersker. Foto: Kissen Møller Hansen.

Side 18

varetaget af sygeplejersker med kun et til to års intensiv erfaring. Mange sygeplejersker var vejledere for flere ad gangen, både nyansatte, kursister på specialuddannelsen og sygeplejestuderende.

Vi forudså derfor, at belastningen ville blive faretruende høj ved ansættelse af otte næsten nyuddannede på en gang. Noget måtte altså gøres anderledes.

Behov for træning

Vi fik af vores ledere frie hænder til at komme med et udkast til oplæring af denne gruppe, og vi blev hurtigt enige om, at der skulle være fokus på to områder. Dels på de almene færdigheder, man skal træne som nyuddannet, og dels på de specielle færdigheder, der kræves i intensiv afdeling.

Vi forhørte os hos de få sygeplejersker, der tidligere var startet som nyuddannede i afdelingen. Hvilke grundlæggende opgaver var det vigtigt at opøve rutine i hurtigt, og hvad havde været særlig svært for dem som nyansatte?

Svarene var med til at flytte fokus væk fra oplæring på sygestuen. Det viste sig, at der også var behov for at træne opfyldning og håndtering af drop, udregning og optrækning af medicin og klargøring af sengeplads.

Hermed opstod ideen om en gammeldags demonstrationsstue, hvor sygeplejerskerne kunne få tingene i hænderne og øve sig, uden at patienterne blev involveret.

Listen over emner, vi gerne ville undervise i, var meget lang i starten. Men vi fandt hurtigt frem til, at det var nødvendigt at prioritere de grundlæggende ting, man møder hyppigt i dagligdagen, og som er nødvendige at beherske for at kunne pleje en ukompliceret respiratorpatient.

I planlægningen af programmet tog vi derfor udgangspunkt i afdelingens mål for de seks måneders introduktionsperiode til specialuddannelsen samt i afdelingens proceduremapper.

Vi fik på denne måde grundlaget for et oplæringsprogram, der skulle bygge på en vekselvirkning mellem undervisning og træning på en demonstrationsstue og herefter afprøvning hos patienterne. Resultatet blev et forløb med ni dage på demonstrationsstuen fordelt over tre uger.

Kilde: National Training Laboratories (USA) og Dansk Institut for Medicinsk Simulation

Udvikling af demonstrationsstuen

Rent praktisk fik vi mulighed for at indrette en intensiv sengeplads i et lukket område af afdelingen, og her fødtes dukken Hr. Olsen, som nu på tredje år er langtidspatient i afdelingen.

Udformningen af demonstrationsstuen var en spændende og sjov opgave, og kreativiteten blomstrede. Vi vidste godt, at der fandtes en meget avanceret simulator, Sofie, på Herlev Sygehus. Men vi havde ikke tid til at se den, før vi skulle i gang, og vi vidste også, at vi af økonomiske årsager og tidsnød måtte bruge de forhåndenværende søms princip.

Vores dukke blev sammenstykket af to forskellige dukker med forskellige funktioner, som vi havde arvet fra anæstesiafdelingen. Dukken blev iklædt patientskjorte og udstyret som en ikke kompliceret abdominal-kirurgisk patient.

Ved sammenkobling af diverse dropslanger, katetre og dræn, vores vanlige monitoreringsudstyr, respirator og sprøjtepumper fik vi lavet en meget naturtro dukke med følgende tekniske muligheder:

• respiratorbehandling på forskellige indstillinger
• sugning og ventilation
• mundpleje med oraltube
• væsketerapi og medicinindgift, dels manuel dels via sprøjtepumper og infusionspumper
• væskebalance (vi kan styre udskillelser i drænpose, timediuresesæt og aspiratpose)
• blodprøvetagning via arteriekanylen.

Vores dukke kan ikke frembringe puls, blodtryk eller andre vitale værdier, men over afdelingens overvågningssystem kan vi få forskellige skærmbilleder frem med vitale værdier, afhængigt af patientens tilstand.

Hr. Olsen blev faktisk meget naturtro, og adskillige personer i afdelingen har fået sig en mindre forskrækkelse specielt i aften- og nattevagterne, når de tilfældigt kom ind på vores demonstrationsstue.

Kik på patienten

Demonstrationsstuen gav os mange muligheder. Forudgået af teoretisk undervisning og demonstration

Side 19

i de enkelte emner kunne de nye sygeplejersker ud fra cases øve modtagelse, observation og fysisk pleje af en ukompliceret Hr. Olsen.

Senere i forløbet det samme med en dårligere Hr. Olsen, der nu var respiratorbehandlet. Vedrørende respiratorbehandling kunne vi øve indstillinger, aflæsninger, refleksion over aflæsningerne og fejlfinding, samt sugning og ventilation.

Dukken var velegnet, når man skulle lære at blive fortrolig med alt det almindelige apparatur omkring en intensiv patient, betjene det og trykke på alle knapperne, skifte medicin i sprøjtepumper og foretage de rutinemæssige optegnelser på observationskurverne. Dukken gav os som undervisere god mulighed for at bevare fokus på patienten midt i al teknologien. Vores motto blev ''Kik på patienten.''

Demonstrationsstuen har aflastet de erfarne sygeplejersker, der står for oplæringen i praksis. Foto: Kissen Møller Hansen

En undervisningsdag på demonstrationsstuen blev efterfulgt af en dag i praksis sammen med en af afdelingens sygeplejersker. Her skulle den nyansatte hovedsageligt koncentrere sig om det emne, der var gennemgået dagen før, og i øvrigt deltage i de almene sygeplejeopgaver.

Ud over de praktiske færdigheder prioriterede vi tid til snak om det at være ny. Hvordan var dagen hos de rigtige patienter gået, hvilke spørgsmål havde man været i tvivl om, og hvilke muligheder havde man haft for selv at være opsøgende.

Vi brugte desuden en del tid på refleksion over deltagernes oplevelser i praksis. I programmet var der også emner som pårørende, samarbejde og dokumentation af sygeplejen. Vi prøvede at veksle mellem teori og demonstration og det at prøve selv, fordelt således, at de tungeste emner hovedsagelig lå om formiddagen.

På grund af specialets art er der i oplæringsprogrammet meget fokus på den instrumentelle sygepleje. For også at styrke den nye sygeplejerskes evne til at yde individuel omsorg for den intensive patient og dennes pårørende fik gruppen i forlængelse af oplæringsprogrammet sygeplejefaglig vejledning.

Aflastning af kolleger

Under udarbejdelsen af oplæringsprogrammet fokuserede vi hele tiden på to områder:

• at give de nye sygeplejersker en god start i afdelingen ved at træne deres basale praktiske færdigheder og gradvist koble de specielle områder på
• at aflaste afdelingens sygeplejersker i den oplæringsopgave, der normalt lå på stuerne, idet vi påtog os ansvaret for introduktion til den grundlæggende intensive sygepleje.

Vi gjorde os mange tanker om, hvordan ideen ville blive modtaget. Blev der gjort for meget ud af de nyuddannede sygeplejersker? Ville nogle blive misundelige, fordi de ikke selv havde fået samme tilbud, og ville man acceptere, at vi nu underviste mindre på stuerne?

Fra starten var vi meget åbne om, hvad vi arbejdede med, og vi blev mødt meget positivt af kollegerne. Emnet blev ofte drøftet i kaffestuen, og vi fortalte om vores planer og programmet på personalemøder.

Vi gjorde meget ud af at fortælle, at de nye sygeplejersker ville få en slags observatørrolle de dage, de var på stuerne. Der var ikke forventninger om oplæring på andre områder end dem, vi havde gennemgået og trænet på demonstrationsstuen dagen før. Sygeplejersken ville altså få mere tid til at koncentrere

Side 20

sig om sit arbejde uden dårlig samvittighed over for den nye sygeplejerske.

Disse tanker beskrev vi i afdelingens informationskanal ''Ugebladet'', hvor det endelige program blev præsenteret, før det endte på opslagstavlen i kaffestuen tilgængeligt for alle.

Vi var nu klar til at modtage vores otte nye sygeplejersker.

Flere sidegevinster

Hvordan gik det så? Levede resultatet af de mange timers forberedelse af det nye program så op til vores forventninger? Ja, det gjorde.

I den første måned var det erfarne plejepersonale både positive og nysgerrige efter, hvad der foregik nede hos Hr. Olsen. Vi opdagede hurtigt, at vi med de nyansatte var heldige at have fået et meget homogent hold, som var overordentlig motiverede og positive over for det planlagte program.

Ca. to måneder efter starten besvarede hele det erfarne plejepersonale spørgeskemaer om fordele og ulemper ved den nye oplæring, ligesom de nye besvarede spørgeskemaer om deres oplevelser. Det gik igen, at de erfarne sygeplejersker syntes, at det var en aflastning ikke at skulle starte helt forfra. De syntes desuden, det var en fordel, at man kunne starte undervisningen på stuerne på et højere niveau.

De nyansatte sygeplejersker var enige om, at det gav stor tryghed i oplæringen, og de følte, at der trods alt var noget, de kunne inde ved patienterne. De følte sig ikke så meget i vejen, og samtidig fik de en stor uforudset social gevinst, idet personalet hyppigt henvendte sig til de nye af nysgerrighed med et ''hvad er det, I laver dernede i dag?''

Ellers melder mange nye ofte tilbage, at man kan føle sig anonym i starten, og at det er krævende at lære ca. 100 mennesker at kende. Alle pointerede, at der var et godt gruppesammenhold efter så mange dage på demonstrationsstuen, og vi så det som en gevinst i forhold til socialt at falde til i en afdeling med ca. 100 ansatte.

Sygeplejefaglig vejledning var medvirkende til såvel faglig som personlig kompetenceudvikling. Via refleksion fik den enkelte sygeplejerske mulighed for at lære af både deres egne og kollegernes erfaringer.

Vejledningen gav generelt mulighed for refleksioner over egen sygeplejepraksis og bidrog både til læring af sygeplejefaget og udvikling af den enkeltes identitet som sygeplejerske. Begge dele er vigtige med hensyn til at udvikle kvaliteten af patientplejen.

Gevinster, vi ikke havde forudset, før vi planlagde den nye oplæring, var dels, at vi selv fik genopfrisket afdelingens procedurer, dels at de nye blev en indirekte hjælp til at få gennemført procedurerne bedre blandt det erfarne personale. For os som specialeansvarlige sygeplejersker i samme afdeling var det godt at få bekræftet, at vi generelt lærer de nye det samme og har meget fælles holdninger til, hvad der er vigtigt i intensiv sygepleje.

Alt i alt var der blandt personalet og ledelsen stor enighed om, at oplæring af nyt personale fremover skulle foregå ud fra principperne i oplæringsprogrammet, også selv om de nyansatte ikke var nyuddannede.

Oplæring 2002

Det har resulteret i, at alle nyansatte sygeplejersker i dag oplæres ud fra de samme principper, hvor teori, demonstration og træning på demonstrationsstuen veksler med afprøvning i praksis af de emner, der har været gennemgået.

Efterfølgende har det nemlig vist sig, at også sygeplejersker med erfaring har stort udbytte af denne form for oplæring.

Efter endt introduktionsprogram fortsætter oplæringen på stuerne. I samtaler med afdelingssygeplejerskerne aftales, hvad den enkelte er klar til at udføre selvstændigt, og hvad der kræver støtte fra kolleger eller specialeansvarlige.

Som tidligere tilbydes fire dages teorikursus efter 2-3 måneder i afdelingen. Men bl.a. undervisningen i respiratorbehandling er nu på et højere niveau end tidligere pga. den undervisning, de nye har fået i starten. Vi har i dag en fast stue med et rum til undervisning og træning, og vi har fået en ny dukke, der opfylder vores undervisningsbehov.

Sygeplejefaglig vejledning både i grupper og som individuel ad hoc-vejledning er i dag et fast tilbud til alle afdelingens sygeplejersker, både nyansatte og erfarne.

Set i bakspejlet har dette forløb vist os, at noget, der starter som en nødløsning, kan udvikle sig og blive en gevinst. Udvikling og brugen af en demonstrationsstue i undervisningen har inspireret til nye undervisningstilbud i afdelingen.

I dag har vi ud fra samme koncept som oplæringsprogrammet et opfølgningskursus efter ca. et halvt års ansættelse, og desuden underviser vi efter behov i emner som pleje af det intensive barn, hjertestop og akut intubation ud fra cases. Alt dette har medvirket til at fastholde personalet og betyder, at vi er godt forberedt til at arbejde med denne undervisningsform nu, hvor anæstesiologisk afdeling har fået en simulator til brug på både anæstesi- og intensivområdet. -

Gitte Lynggaard og Nina Strange er specialeansvarlige sygeplejersker på intensiv afdeling N, Århus Kommunehospital. Gitte Lynggaard er desuden autoriseret sygeplejefaglig vejleder.