Børn skal også vide noget om demens

Hvis farfar løber hjemmefra i pyjamas og skal eftersøges af politiet, eller mormor ikke længere kan kende sine børnebørn, så er sygeplejerske og demenskoordinator Ellen Dalgaard Jensens undervisningsmateriale til børn om demens en oplagt mulighed. Her kan børnene sammen med de voksne få indblik i en svær problematik på en nænsom og letforståelig måde.

Ellen Dalgaard Jensen har igennem Samvirkende Menighedsplejer fået 840.000 kr. fra Socialministeriets demenspulje til sit projekt. Det betyder, at hendes undervisningsmateriale har kunnet sendes ud til samtlige skolebiblioteker landet over.

''Tidlig information kan hindre traumer i familien. Derfor skal vi fortælle børnene, hvorfor og hvad der sker, når en af de voksne i familien pludselig begynder at opføre sig anderledes,'' siger hun.

''Mange voksne er desværre meget usikre over for børnene, når de skal forklare, hvorfor et elsket familiemedlem helt har forandret sig, og spørger sig selv, om mindre børn kan være sammen med en dement.''

Ellen Dalgaard Jensen har været primus motor i oprettelsen af Samvirkende Menighedsplejers Aflastningstjeneste, hvor aflasterne netop kommer ud i hjem, hvor der er en demenslidende.

''Inspirationen til projektet har jeg fra sådan et besøg, hvor en ældre mand bekymret spurgte, om børnebørnene skulle blive ved med at se deres demente farmor. Måske var det bedre, at de holdt op, for så huskede de hende, som hun var engang?

Det spørgsmål fik mig i tænkeboks næsten et helt år, men efter at have præsenteret ideen for fagfolk og fået deres opbakning, gik jeg i gang med skriveprocessen. Også Socialministeriet bakkede mig op. Her kendte man i forvejen vores arbejde med de demente,'' fortæller hun.

Følelser i klemme

Fem pct. af den danske befolkning over 65 år rammes af svær demens, og langt flere i mildere grad. Det betyder, at rigtig mange børn vil møde en dement enten i sin egen familie, hos naboerne eller skolekammeraterne. Derfor er det vigtigt, at de voksne også involverer børnene i den forandringsproces, der sker med den demente, mener Ellen Dalgaard Jensen:

''Mange børn får følelser i klemme, når de oplever, at en af deres bedsteforældre pludselig forandrer sig. Det kan gøre dem urolige og ukoncentrerede i timerne, og desværre ved de voksne ikke rigtigt, hvad der ligger bag. Det forsøger jeg at råde bod på gennem mit undervisningsmateriale, som er beregnet til de mindste klasser i skolen. Materialet taler direkte til børnenes følelser og har fokus på begreber som fortvivlelse, skuffelse, ensomhed, skam og anderledeshed, men pakket ind i små, lette historier, som viser situationer fra hverdagen.''

Ellen Dalgaard Jensen har også formået at gøre sit materiale mere generelt, fordi det kan bruges som indgangsvinkel til mange samtaler med børnene om f.eks. mobning, skilsmisse, problemer på hjemmefronten osv.

''Hvis børn kender noget til sammenhængen mellem f.eks. sygdom og adfærd, så tror jeg, de kan være med til at beskytte de svage i stedet for at tage afstand fra det, der er anderledes,'' siger hun.

''Og de børn, der ved noget om demens, vil kunne gavne de demenslidende med deres åbenhed og naturlighed.''

Ellen Dalgaard Jensen lod en lærerbekendt afprøve materialet i sin klasse inden den endelige produktion. Tilbagemeldingen lød på, at aldersgruppen, 1.-3.-klasserne, var det helt rigtige tidspunkt at præsentere børnene for demensproblematikken. I det hele taget overraskede børnene deres lærer med relevant respons: Kan man blive dement, hvis man drikker for meget? var et af spørgsmålene.

Dementes ressourcer

Ellen Dalgaard Jensen trækker på viden fra et langt arbejdsliv. Gennem 17 år har hun virket som sygeplejerske og jordemoder i Tanzania og har her fået stor undervisningserfaring og kendskab til produktion af undervisningsmateriale:

Side 9

''Vi var nogle sygeplejerskekolleger i 1970'erne, som fik oprettet en skole, som både er statsanerkendt, og som kører endnu efter den beskedne start, der faktisk ikke var meget andet end et tomt lokale, nogle bøger, en tavle og noget kridt,'' mindes hun.

Antropologistudier i USA har givet hende metoder til at nærme sig de demente, hun senere har mødt i hjemmeplejen og i sine næsten 12 år som leder af Samvirkende Menighedsplejers Aflastningstjeneste.

''Jeg prøver altid at komme om bag ved tingene og finde årsagen til de reaktioner, jeg kan møde hos de demente,'' siger hun og understreger vigtigheden af at kende den dementes livshistorie og interesser.

''På den måde er det muligt at finde frem til folks ressourcer og styrke deres identitet langt ind i et demensforløb. Når alt er ved at gå i stykker, og man ikke kan komme videre, hvad er der så tilbage? I virkeligheden en hel masse - nemlig alt det, man har oplevet, lært og erfaret gennem et langt liv,'' siger hun og mindes et førstegangsbesøg hos en dement:

''Jeg havde fået at vide, at hun havde været børnehavepædagog, og da der stod et klaver i hendes stue, satte jeg mig til klaveret og spillede nogle børnesange. Det fik hende til at nynne med. Hun fandt en sangbog, og så skulle jeg spille alle sangene fra en ende af. Jeg spillede og sang det bedste, jeg havde lært, og pludselig begyndte den demente kvinde selv at synge tydeligere og tydeligere og med stadig flere ord. Til sidst var det hele vers, hun kunne huske. Og så gav hun sig til at danse. For mig var det en fantastisk oplevelse. Midt i det hele ankom hendes trætte mand, der havde haft fri en times tid. Han fattede næsten ikke, hvad der foregik. Det var mindst 20 år siden, hans kone havde sunget disse sange. ''

Ellen Dalgaard Jensen understreger det betydningsfulde i at give de demente nogle gode oplevelser:

''De skal føle, at de stadigvæk er noget, og det kan vi få dem til ved at finde det frem, som de engang var gode til.''