Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2002 nr. 26, s. 21

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Livet er mere end teori om livet

Regner Birkelund (red.)

Eksistens og livsfilosofi

København: Gyldendal/Munksgaard 2002
352 sider, 278 kr. 

SY-2002-26-21aNye måder at se kritisk på egen praksis på starter ofte med en refleksion over, hvad der siges om samme praksis, og hvad der reelt gøres. I øjeblikket handler diskussionerne om, at sundhedsvæsenet er organiseret efter industrisamfundets normer, mens det øvrige samfund bevæger sig mod informationssamfundets normer. I industrisamfundet skal individet indrette sig efter systemerne. I informationssamfundet skal systemerne indrette sig efter individet. Brugerne af sundhedsvæsenet har informationssamfundets forventninger, men møder industrisamfundets realiteter og i nogle tilfælde manglende følsomhed og hensyntagen til den enkelte. Nogle patienter/klienter klager, andre ryster på hovedet. Nogle giver op.

Hvorfor står sundhedsvæsenet i den situation i dag? ''Eksistens og livsfilosofi'' giver ikke svaret, men beskriver, hvordan der ikke går en lige linje fra den teoretiske og videnskabelige oprustning i 1700-tallet, hvad angår etik og omsorg, til en bedre og mere omsorgsfuld praksis. Udgangspunktet er, at livet er mere end teorier om livet. Der er altid noget tilbage, når videnskaben med sine raffinerede metoder har søgt at kortlægge tilværelsen. Den livsfilosofiske tradition har dette ''mere'' som sit område. Livsfilosofferne beskæftiger sig med det at blive klog på livet, sig selv og sin næste.

De udvalgte filosoffer, kendte som mindre kendte, er primært fra 1900-tallet til i dag. Læses bogen kronologisk, er det synligt, at livsfilosofi og litteratur er hinandens nære venner. Der kredses om det samme: ''Den menneskelige handlens vilkår er pluralitet, i hvilken alle er det samme, nemlig mennesker, men ingen er det på samme måde som noget andet menneske, der har levet, lever eller kommer til at leve.'' Menneskets ansvar for sin næste, erkendelsesproblematikker, individ og samfund er blot nogle af områderne. Der startes med Fjodor Dostojevski og sluttes med Maurice Merleau-Ponty og en beskrivelse af hans tanker om kroppen i sundhedsvidenskaberne. Det vækker stof til eftertanke, hvor ungt et fænomen demokrati er som styreform, og hvilken modstand alene tanken om demokrati vakte for blot 100 år siden. Lidt tilsvarende diskussionen om sundhedsvæsenet skal/bør ændres til nutidens normer og samfund.

Målgruppen er faggrupper inden for de sociale, pædagogiske og sundhedsfaglige områder. Og det er lykkedes at sammenstykke et billede, som professionerne kan spejle deres idealer i.

Lise Therkelsen, sygeplejerske, konsulent, cand.mag.  

Relevant statistik 

Klaus Johansen

Basal sundhedsvidenskabelig statistik

Begreber og metode
København - Munksgaard 2002
176 sider, ill. 228 kr.

SY-2002-26-21bI forordet står, at sundhedsvidenskabelig forskning som regel bygger sine endelige konklusioner på statistisk analyse. Det er jeg ikke helt enig i, da sundhedsvidenskabelig forskning i stigende grad bygger på kvalitativ forskning og andre erkendelsesmetoder end statistik. Når det er sagt, er det rigtigt, at den altovervejende del af den lægelige og naturvidenskabelige forskning beror på kendskab til statistisk analyse. Statistik er også relevant for sygeplejersker, der ønsker at bedrive kvantitativ forskning eller blot søger at forstå andres resultater.

Forfatterens hensigt er at præsentere let tilgængelig, elementær statistik for læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle. Forfatterens ambition er, at selv læsere, der kun har kendskab til matematik fra folkeskolen, skal kunne bruge bogen, og at alle eksempler derfor er udregnet med en lommeregner. Det er dog min opfattelse, at læseren skal have et særligt engagement for at kunne gå ud og udføre statistiske analyser på baggrund af denne bog alene. Den er derimod et godt supplement for læsere med nogen kendskab til almindelige statistiske analyser, som trænger til at opfriske hukommelsen. Bogen er overskuelig og omfatter de hyppigst forekommende statistiske metoder. Den fungerer fint som opslagsbog og har et godt indeks. Sproget er let forståeligt, og der er en overskuelig tegnforklaring af de mest anvendte statistiske symboler. Bogen vil være et godt sup-plement til en tidligere bog af samme forfatter om grundlaget for kliniske beslutninger.

Ingrid Egerod, cand.cur., Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning.