Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: De lungesyge får besøg

En KOL-interventionsygeplejerske besøger mennesker med kronisk obstruktiv lungelidelse i hjemmet for at undervise og vejlede i sygdommen. Indsatsen har markant effekt på patienterne. Det viser en ny rapport, som dukkede op i en af bunkerne på skrivebordet.

Sygeplejersken 2002 nr. 26, s. 13

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Har du tid et øjeblik?'' spurgte den lyshårede sekretær. Intetanende fulgte jeg hende ind i mødelokalet, hvor redaktionen var forsamlet til efterkritik. ''Stil dig der,'' beordrede redaktionssekretæren. Jeg gjorde, som der blev sagt. 12 par øjne var rettet imod mig.

''Det drejer sig om dine faglige kommentarer. Skal der absolut altid være fiktion i dem, kunne du ikke bare skrive, at du har læst en rapport og så fortælle lidt om den? Er det nødvendigt med alle de optrædende sygeplejersker hver eneste gang?''

''Næh,'' svarede jeg tøvende, ''det er det da ikke. Måske er jeg kørt fast på et sidespor? Det kan da godt være, at jeg skal arbejde på at forny mig, så genren ikke bliver genkendelig og kedelig. Det er vigtigt, at en faglig kommentar ikke er fuldstændig forudsigelig.''

''Tak,'' sagde redaktionssekretæren. ''Så må du godt gå igen.''

Jeg gik ind på mit kontor og begyndte at lede i stablen af internationale og danske tidsskrifter. Halvvejs nede i bunken fandt jeg ''Sygehusbaseret forebyggelse for KOL-patienter under indlæggelse og i hjemmet. Kvantitativ og kvalitativ evaluering af et 1-årigt interventionsprojekt rettet mod patienter ned kronisk obstruktiv lungesygdom.''

Den gik jeg i gang med at læse.

Mestring af åndenød

Patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse - også kaldet rygerlunger - hoster, har åndenød og bliver nervøse, når sygdommen en gang imellem forværres. Mange af dem har røget cigaretter i mange år, og nogle bliver ved med at ryge på trods af svær sygdom, står der i rapporten. I forhold til patienter med hjerte-kar-sygdom eller patienter med kræft har lungepatienterne ikke den store bevågenhed, hverken blandt politikere eller sygeplejersker. Som jeg ser det, er der ikke samme prestige i at passe patienter med åndenød og rygerlunger som i at overvåge scoper og reagere med livreddende behandling, når det er nødvendigt. Men måske vil det ændre sig efter publiceringen af rapporten om forebyggelse.

En tilsvarende udvikling har fundet sted inden for sygeplejen til demente og til patienter med apopleksi. Med mere viden og nogle få ihærdigt skrivende sygeplejersker er demens- og apopleksisygepleje efterhånden blevet moderne og interessant, ser det ud til.

Rapporten beskriver, hvordan en projektsygeplejerske besøger 44 patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse og deres pårørende tre gange i hjemmet. To uger, tre måneder og et år efter deres udskrivelse.

Ideen bag besøgene var at lære patienterne at blive bedre til at forstå deres sygdom og mestre den. Samtidig var målet at forhindre genindlæggelser eller at gøre dem kortere.

Interventionsprojektet blev en succes, som gruppen bag rapporten anbefaler andre hospitaler at tage op. Indlæggelserne blev kortere, 14 ud af 23 rygere holdt op med at ryge, og patienternes livskvalitet blev markant bedre.

Projektsygeplejersken opnåede, at patienterne fik tillid til hende, måske fordi hun havde som erklæret mål at lade patienterne træffe deres egne beslutninger på baggrund af viden om sygdom og livsstil. Hun ønskede ikke at anlægge nogen moralsk fordømmende holdning over for de patienter, som fortsat røg, og hun talte også med dem om mere vanskelige emner som f.eks. seksualitet.

En formel for succes

Rapporten dokumenterer værdien af dygtig sygepleje. At sende en engageret, interesseret og vidende sygeplejerske hjem til patienterne er en god ide. Det ses bl.a. i de citater, der bliver nævnt.

En række anbefalinger for fremtidig intervention afslutter rapporten. Her kommer det frem, at et interview med patienten om hans livshistorie kan gøre interventionen mere personlig og målrettet, fordi sygeplejersken gennem interviewet kommer til at vide andet og mere om patienten end hans aktuelle lungefunktion. Det bliver klart, hvilke ting patienten sætter pris på, og hvad der er vigtigt for ham.

Sygeplejersker kender effekten af ordentlig sygepleje, men udtrykket ''Vi gør en forskel'' er ikke nok. I rapporten bliver der sat mange ord og konkrete tal på den forskel, og det er en befrielse.

Og så håber jeg i øvrigt, at det næste efterkritikmøde vil spare mine nerver for yderligere bebrejdelse.