Boganmeldelser

VIPS-bølgen ruller

Catrin Björvell

Sygeplejerskens dokumentation - En praktisk håndbog

Oversat fra svensk af Poul Anker Hansen, Ingrid Egerod, Tove Lindhardt Lund
Studenterlitteratur 2002
204 sider, 265 kr.

VIPS-bølgen skyller nu ind over Danmark. Der har været andre småskvulp før, men det blev aldrig til det store rul, hvad angår en fælles metode til dokumentation af sygepleje. Det problem bør der nu være rådet bod på, da VIPS som sorteringsinstrument for sygeplejerelevant dokumentation er eller er ved at blive konkret forankret i ledelsessystemet de fleste steder.

Fra et ledelsesperspektiv er det første af tre hovedafsnit overvejelser værd, idet Bjørvell peger på en række forudsætninger for, at man med held kan indføre VIPS. Der kræves bl.a. god ledelse af afdelingen, og at sygeplejen er organiseret, så ansvaret for plejen af den enkelte patient ligger hos en sygeplejerske og hendes stedfortræder, ellers er det erfaringsmæssigt vanskeligt at opnå optimal sygeplejedokumentation. Det er patientens plejeansvarlige sygeplejerske, der har ansvar for plejeplanen, mens andre har ansvar for at opdatere status, skrive rapport og signere den udførte pleje.

Men går det an at opbygge et helt dokumentationssystem på en sådan forudsætning? Det er ideelt for et patientforløb, men i praksis fungerer det sjældent i en sengeafdeling. Bør man vente med at indføre VIPS i afdelinger med ustabil ledelse, eller hvor det ikke er muligt at udnævne en plejeplansansvarlig sygeplejerske? Eller kunne VIPS give anledning til, at man tog tyren ved hornene og fik gjort tydeligt, at i fremtiden skal nogle sygeplejersker planlægge sygepleje, som andre udfører?

To små afsnit handler om henholdsvis fælles tværfagligt syn og sygeplejeinformatik, væsentlige områder i forbindelse med dokumentation. Men afsnittene synes uden sammenhæng med VIPS, og forfatteren tager ikke stilling til, hvordan VIPS vil eller skal fungere som sorteringsinstrument for tværfaglig information eller i forhold til klassifikationssystemer. Det ville have været fremtidsrettet, om disse områder havde været grundigere belyst. Hvor længe kan man endnu tale om sygeplejerskens dokumentation i en tid, hvor nye tværfaglige organisationsformer er ved at blive implementeret?

Selve VIPS-modellen behandles på mindre end to sider, hvilket vil sige, at Bjørvells bog skal læses sammen med anden litteratur om VIPS. Her fremhæves, at VIPS-søgeordene udelukkende sorterer sygeplejefaglig relevant information, og at modellen kan fungere inden for alle sygeplejespecialer. Der advares mod, at man lokalt ændrer, fjerner eller udvikler nye søgeord, fordi man så mister den ønskede nationale og internationale ensartethed, som journaler opbygget efter VIPS-søgeordene er ved at få. Denne fastholden af en ensartet systematik kan genkendes i forbindelse med Virginia Hendersons behovsområder. Man kan ikke bare lave ting om. Det kan man selvfølgelig godt, men så er det bare noget andet, og noget af en idé er gået fløjten. Alligevel kunne det være fristende at fortsætte udviklingen af VIPS-DK med f.eks. at give plads til fem uidentificerede søgeord for at se, i hvilken retning de ville gå. Der efterlyses faktisk velovervejede forslag til ændring af søgeord, som skal sendes til udviklerne i Sverige.

Anden og tredje del handler om, hvordan man teoretisk og praktisk gør, og mange eksempler kan tjene som inspiration. Der præsenteres tjeklister og vurderingsinstrumenter, som ikke vil være ukendte for danske sygeplejersker. Og sygeplejerskens lomme vil komme til at bule lidt mere, nu hun også skal have VIPS-folderen med sig, i hvert fald indtil systematikken sidder på rygraden.

Afslutningsvis introduceres et auditinstrument for sygeplejejournaler kaldet ''Catching,'' så det bliver muligt at vurdere anvendelsen af VIPS kvanti- og kvalitativt. Så vidt jeg kan vurdere, omfatter auditten struktur og proces vedrørende anvendelsen af VIPS-modellen. Derimod gøres der ikke rede for, hvad resultatet målt i forhold til ''patient outcome'' skal være for, at man kan sige, at sortering af sygeplejerelevant information leder til, øger eller fremmer patientens Velvære, Identitet, Profylakse og Sikkerhed. Det ville være interessant at få undersøgt, om VIPS-modellen leder til disse patientrelaterede kvaliteter.

I et bilag reklameres for forfatterens kurser. Det burde måske have været udeladt. Bjørvells bog lever op til sin titel, dvs. at være en praktisk håndbog efter VIPS-modellen. Men man bør holde sig en række forhold for øje for, at VIPS-bølgen kan vokse sig stor og stærk og skabe behov for de forandringer, som en struktureret dokumentation synliggør.

Af Doris Christensen, klinisk sygeplejespecialist, Neurologisk afdeling, Århus Kommunehospital.

Den sociale arv skal brydes

Kari Killén

Barndommen varer i generationer

Forebyggelse af omsorgssvigt
København: Hans Reitzels Forlag 2001
oversat fra norsk af Mikal Arboe
272 sider, 275 kr.

Omsorgssvigt påfører mange børn lidelser og varige ar, og der bruges mange ressourcer på at afhjælpe børnenes problemer. Med viden om, hvordan den sociale arv overføres fra generation til generation, bliver forebyggelse af omsorgssvigt vigtigt. Det har Kari Killen beskrevet i denne naturlige efterfølger til ''Omsorgssvigt er alles ansvar.'' Vi må reducere de belastninger, nogle børn udsættes for, for at øge deres muligheder for et bedre liv som voksne og for at forebygge, at næste generation udsættes for de samme lidelser.

Med udgangspunkt i forskning om bl.a. børns tilknytning, samfundsforhold og sammenhænge mellem belastninger og traumer tidligt i livet og psykiske lidelser som voksne beskrives, hvordan professionelle, der møder børnene tidligt, kan benytte denne viden forebyggende. Forfatteren mener ikke, det handler om, hvorvidt samfundet har råd til at forebygge omsorgssvigt, men om vi er villige til at gøre det, fordi vi ikke har råd til at lade være.

Forudsætningerne for at give børn den fysiske og følelsesmæssige omsorg, de har behov for, er ''tilstrækkelig godt'' forældreskab, som i høj grad afhænger af, hvordan forældrene er blevet mødt i deres barndom. I en teoretisk del fokuseres på det tidlige forældre-barn samspil og tilknytning, og hvad der kan forstyrre det. Desuden på børn med særlige behov bl.a. børn af psykisk syge, misbrugere og umodne forældre og børn, som oplever tab ved forældres skilsmisse. De mange kildehenvisninger til relevant forskning er nyttige for sygeplejersker, der arbejder med henblik på at kunne identificere problembørn i forebyggelsesøjemed.

Killen ser på forskellige tilgange til forebyggelse, og hvilke der er effektive. Hun ser en ulempe i ensidigt at se på barnet og forældre-barn samspillet og finder det nødvendigt at udvikle differentierede tilgange, afhængigt af forældrenes og børnenes behov. Udfordringen ligger i at møde børn på børnenes arenaer, når de er der, at møde børn på de voksnes arenaer, når de er der, og møde voksne på de voksnes arenaer. Ingen undersøgelser giver svar på, hvordan den forebyggende indsats skal udformes, så det er vigtigt med forskellige tilgange til forskellige forældre, hvorfor de professionelle må være fleksible. Tværfagligt samarbejde er nødvendigt, når omsorgssvigt skal forebygges, men det er ikke altid nemt: ''Hvis det tværfaglige samarbejde skal være til nogen nytte, må personlige ambitioner erstattes med faglige ambitioner. Dette er måske den største udfordring.''

Selvom den ikke giver en direkte anvisning på, hvordan omsorgssvigt kan forebygges, er det en nydelse at læse om de mange interessante iagttagelser, som kan gavne professionelle, der arbejder med omsorgssvigtede børn.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.