Sygeplejerske som nøgleperson

Til daglig arbejder Helle Kistrup selv som sygeplejerske. Men i sin fritid passer hun sit bijob som samordner i Faaborg Kommune. Hun er kommunens neutrale nøgleperson, blæksprutten, der mestrer balanceakten mellem at skabe tillid omkring sig og dog forblive neutral. At drible rundt mellem små praktiske detaljer, mens hun fastholder sit overordnede fokus - nemlig at tjene barnets tarv.

Når hun kører af sted til en familierådslagning, har hun typisk blomster med fra haven og servietter, der matcher. Maden er bestilt. Legetøjet til børnene ligger klar, og alle mødets deltagere er på det rene med, hvad der skal ske. Rollerne er fordelt. Forarbejdet har typisk taget Helle Kistrup 4-6 uger, og hun kunne i princippet drage af sted med lettet samvittighed. Alligevel er hun anspændt.

Det er hende, der skal lede familierådslagningen som værtinde og ordstyrer. Temaet kan være, hvordan familie og venner kan støtte forældremyndighedsindehaveren og barnet, så en anbringelse uden for hjemmet kan undgås. Det kan også være, hvordan et par fraskilte forældre tackler samarbejdet omkring et fælles barn bedre. Fælles for alle møderne er, at der er store følelser i spil.

''At holde selve mødet er nok den største udfordring for mig. Hvis det udvikler sig til en diskussion om sagsbehandlerens arbejde, så skal jeg stoppe det. Det er min opgave som mødeleder, og det kan være svært. Jeg er nødt til at være meget hård indimellem.''

Omvendt er det også i forbindelse med selve mødet, Helle Kistrup har sine mest tindrende succesoplevelser som samordner.

''Når alle rejser sig i lettelse og siger ''tak for i aften, det har været godt,'' og man kan se, at familien går derfra med den der ''arrrh, vi klarede det''-oplevelse. Så har man det godt,'' siger hun.

Dertil kommer tilfredsstillelsen ved at se, at det virker efter hensigten. Truede børn begynder at trives, når familiens forslag føres ud i livet.

Håndplukket til jobbet

Det er godt to år siden, Helle Kistrup blev håndplukket til jobbet. Et brev fra Faaborg Kommune dukkede op ''ud af den blå luft'' med en opfordring til at komme til et møde i børn- og ungeafdelingen.

Kommunen var en af otte i hele landet, som skulle afprøve en helt ny form for sagsbehandling for Socialministeriet. I den forbindelse skulle de bruge to personer som ikke var ansat i kommunen, som intet havde med socialsager at gøre, men som kunne tackle rollen som tillids- og kontaktskabere, koordinatorer, praktiske grise og mødeledere.

Desuden skulle samordnerne kunne rumme alle mennesketyper, tackle voldsomme følelser på en professionel måde og fungere som ressourcesporhunde i familierne.

Helle Kistrup havde på det tidspunkt arbejdet 11 år på børnepsykiatrisk afdeling på Risskov og fem år på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.

''Så jeg var jo vant til ressourcetænkning. Det er ikke noget nyt i psykiatrien, og jeg var også vant til at arbejde med mange forskellige typer mennesker - og at respektere alle uanset normer og adfærd,'' siger hun.

Side 11

Billede

Side 12

Den baggrund var der en af kommunens socialrådgivere, der kendte. Desuden vidste hun, at Helle Kistrup boede i Faaborg Kommune. Derfor kom opfordringen til at betyde, at hun blev en af landets første samordnere.

Oplagte evner

''Jeg overvejede det meget. Jeg havde - og har - et ret spændende job i forvejen, så det var ikke fordi, jeg savnede udfordringer. På den anden side ville jeg gerne støtte, at Faaborg Kommune gik ind i udviklingen af en brugervenlig arbejdsmetode, som giver både barnet og familien medindflydelse, og som er udtryk for en demokratisering af sagsbehandlingen. Det harmonerer med mine grundholdninger om ikke at trække sociale foranstaltninger ned over hovedet på folk. Min erfaring fra psykiatrien er, at den person, som skal bruge foranstaltningen, også skal ville den,'' pointerer Helle Kistrup.

(Hun endte altså med at sige ja til at stå til rådighed for kommunen trods den beskedne timeløn på knap 130 kr. Siden har hun gennemført ti familierådslagninger med et samlet tidsforbrug på 25-30 arbejdstimer pr. forløb.)

''Jeg synes, jeg passer godt til jobbet. Jeg er god til at være fortrolig og give tillid og at være forpligtet af det, vi aftaler. Som sygeplejerske har man en grunduddannelse, der kvalificerer én til at rumme meget, til at lytte og være til stede uden at blive personligt involveret, og det er meget væsentligt at kunne,'' siger Helle Kistrup.

Hun mener, det er oplagt at ansætte sygeplejersker som samordnere. Det samme gør projektleder Jytte Faureholm, psykolog og cand.pæd.psych.

''Vi har mange forskellige faggrupper repræsenteret blandt de foreløbig 35 samordnere, der findes i landet. Pædagoger, psykologer, ergoterapeuter ... men vi kunne godt bruge flere sygeplejersker. Modne mennesker med myndighed, som kan forholde sig neutralt til familiernes problematikker,'' mener Jytte Faureholm.

Neutralitet og skarpe grænser

Helle Kistrup opfatter sig selv som neutral på flere måder. Når hun opsøger familiemedlemmerne og den nærmeste omgangskreds, opfatter hun ikke sig selv som socialforvaltningens forlængede arm. Hun er ''borger på lige fod.'' Og hun er meget opmærksom på ikke at blive misbrugt som privat sjælesørger eller alliancepartner mod kommunen.

''Vi er hele tiden i fare for at blive involveret, og det kræver en stor menneskelig modenhed at modstå det. Hvis f.eks. en mor spørger mig: ''Jamen, fjerner de så mit barn?'' må jeg svare, at det ved jeg ikke noget om. Jeg kender ikke papirerne, og det er ikke et spørgsmål, der skal afklares med mig. Men jeg kan vende spørgsmålet om og sige: ''Jamen, hvad tænker I selv i familien? Er det noget, der skal drøftes på mødet?'' På den måde bliver jeg en katalysator, så familien selv får afklaret de spørgsmål, der er,'' forklarer hun.

Helle Kistrup understreger altid over for familierne, at det ikke er sagsbehandlerarbejde, hun laver. Sagsbehandlerne udreder sagerne, besvarer spørgsmål under familierådslagningen, godkender familiens beslutninger og sørger for, de bliver ført ud i livet. Alt det har samordneren intet med at gøre.

Udfordrer systemet

Indtil videre har Helle Kistrup kun oplevet positive familierådslagninger. Skepsis og negativitet bliver forvandlet til kreativitet, når det er familien selv, der skal beslutte, hvad der er bedst for det barn, sagen handler om.

''Det har vist sig i alle familierne - uanset hvor ressourcesvage de fremstod fra starten - at der alligevel fandtes ressourcer, man kunne trække på. Det har været overraskende. Og meget positivt at opleve,'' siger hun og fortsætter:

''Jeg synes, at familierne udfordrer systemet på en god måde med deres løsningsforslag. Der bliver simpelthen udviklet en masse nye måder at gøre tingene på, ud fra folks egne idéer og kræfter, og vi kan konstatere, at når familierne får det, de har tænkt sig, så holder det.''