Faglig kommentar: Pårørende-prøven

Jeg kender en kvinde, som er mor til en datter på 28 år. Datteren har været psykisk syg siden ungdommen, og det har givet moderen mange erfaringer med psykiatrisk behandling og pleje. Hun har talrige gange prøvet at stå på den psykiatriske skadestue med en oplevelse af, at personalet ikke tog hendes iagttagelser alvorligt og ikke ville lytte til hende. Venlige smil, men absolut ikke mere. Den ressource, hun selv mener at være, har der sjældent været brug for.

Som pårørende til en psykisk syg har hun, som mange andre mødre og fædre, påtaget sig at træde til og være der, når datteren endnu en gang ikke kunne magte livet selv. De personlige omkostninger, sorgen og bekymringen, der altid er der, selv i gode perioder, tærer på moderen.

Men så får hun vel støtte og hjælp af personalet, når datteren er indlagt?

Langtfra hver gang. Det er op til den enkelte sygeplejerske, hvor meget de pårørende fylder i hverdagen på psykiatrisk afdeling.

Nogle sygeplejersker arbejder ihærdigt med at gøre mål om samarbejde, inddragelse og information til mere end velklingende ord fra skuffen med forkromede målsætninger, men mange pårørende føler stadigvæk, at de bliver rangeret ud på et sidespor, hvis de forventer at blive taget alvorligt, at blive medindraget, at få indflydelse.

''Tavshedspligt'' eller ''lægesamtale'' er svaret, hvis spørgelysten bliver for stor.

Aktive patienter og stærke pårørende

Men den type forklaring vil fremtidens patienter og pårørende ikke acceptere. Patientrollen er under forandring, og det betyder, at den tålmodige, underdanige ikke særligt kvalitetsbevidste patient erstattes af en aktiv, kvalitetsbevidst patient, som tør kræve sin ret.

Det har Lars Fallberg beskrevet i artiklen ''Från patient till vårdkonsument'' i det svenske tidskrift Vårdfacket nr. 8, 1997.

Den samme forandring vil givetvis ske med pårørende.

Nu og her er høflige pårørende med en kage under armen i orden - hvis kagen vel at mærke er pakket ind.

Pårørende, som stiller sig op i døren og forventer svar på konkrete spørgsmål med det samme - eller endda har en mening om, hvad den syge har brug for, bryder loven om god pårørende-opførsel. Uden nogen sinde at være formuleret pålægger loven de pårørende at indrette sig på systemets præmisser, så snart de træder ind ad døren. Ydmyghed, taknemmelighed og lidt til kaffekassen. Så består man pårørende-prøven.

Byd indenfor

Sygeplejersker har været gode til at etablere et hierarki med ganske bestemte rettigheder - eller mangel på samme - til hver enkelt person, afhængig af hvor han/hun var placeret i pyramiden.

Det rummer vores faglige historie mange beretninger om. Hierarkiet har haft mindst samme dimension som lægernes. Det må være tid at bryde det ned og lukke de pårørende indenfor, ikke gennem lunkent skindemokrati, men med en ægte respekt for dem og den indsats, de gør, f.eks. i forhold til deres psykisk syge børn.

Naturligvis skal tavshedspligten respekteres, men den skal ikke bruges som skjold. Med lidt god vilje og inddragelse af både patient og pårørende kan der etableres værdifulde relationer mellem personale og familie.

Inddragelse og samarbejde er mere end at sige goddag, notere telefonnummer ned i sygeplejejournalen og oplyse om liberale besøgstider.

''Sygeplejersken skal afdække behovet for sygepleje i samspil med patienten, og hvor det er relevant da også pårørende.'' Sådan står der i et underpunkt i ''De sygeplejeetiske retningslinjer.'' Men hvem bestemmer, hvornår ''det er relevant?''

Den eneste løsning, der er fremtid i, er, at sygeplejersker inviterer indenfor i den verden, de kender så godt. Situationen er sammenlignelig med at have gæster. Dem vrisser man ikke ad, og de får lov at sige, hvad de har lyst til.

For den mor, jeg kender, ville det være en lettelse at blive regnet for en medspiller og ikke for et forstyrrende element, der blot har bragt datteren til hospitalet endnu en gang.