Fiskerkonerne fra Thyborøn

Træerne hælder mod øst, og venstre side af kronerne er svedet af salt og storm. I Thyborøn på den jyske vestkyst er det som regel vestenvinden, der bøjer træer og blæser skyer af sand og salt ind over landet, men i dag har østenvinden fat og sender en strid stank af fisk fra filetfabrikken ind over byen.

På rådhuset, hvor sundhedsplejerske Benedicte Saurbrey har kontor, er vinduerne hermetisk lukkede. Bygningen ligger lige i vindretningen, og man mærker stanken, hver gang døren går op. ''Man vænner sig til det, men i dag er den ekstra slem pga. vindretningen,'' siger hun.

Benedicte Saurbrey dækker alene Thyborøn-Harboøre Kommune. En gang var der to sundhedsplejersker, men i dag er den ene sparet væk. ''Da min kollega sagde op, valgte man ikke at genbesætte stillingen. Det generer mig ikke at være alene, men det generer mig, at jeg er nødt til at prioritere, og det er bl.a. gået ud over skolesundhedsplejen.''

Benedicte Saurbrey er københavner, men flyttede til Vestjylland for 20 år siden, da ægtefællen fik job på gymnasiet i Lemvig. Accenten har hun bibeholdt, om end den er blevet lidt mere rund. Hun morer sig dog stadig over, at kollegerne på rådhuset automatisk svinger fra vestjysk til rigsdansk, når de taler til hende.

"For dem vil jeg altid være Københavneren."

En by i sorg

Byen virker øde denne råkolde forårsdag. Østenvindene får flagene til at pege mod vest ud mod havet. Flagene er på halv stang. To unge fiskere mistede livet forleden. I dag skal de begraves, og hele byen deltager i sorgen. De havde ingen børn, men den ene var lige blevet gift.

''Hvis man kommer fra en fiskerfamilie og er gift med en fisker, så kender man risikoen. Men det påvirker naturligvis hele samfundet, når en fisker dør på havet. Man bliver bekymret og rykker lidt tættere sammen. Der findes ingen sorggrupper. Sorgen bearbejdes i familien, men jeg har hørt enker fortælle, at de ville ønske, de havde fået lidt mere støtte fra kommunen i den svære stund.''

''Børnene er et andet problem. Her er flere forældredødsfald, end jeg bryder mig om, og man har talt lidt om at oprette en sorggruppe for børn på skolen, men det er ikke rigtig kommet i gang.''

Benedicte Saurbrey åbner døren til parkeringspladsen. Stanken af fisk slår hende i møde. Hun småløber over til bilen med tasken med spædbørnsvægten og tabeller under armen. Hun er på vej til mødregruppen, som denne gang samles hos Birgitte.

Side 9

Billede

Side 10 

Mødrene stiller skoene og lægger frakkerne i bryggerset. Birgitte har dækket op til frokost ved det store bord i spisestuen. Der er flere forskellige slags pålæg, kaffe, te og hjemmebagt kage. På verandaen står barnevognene linet op på rad og række. Fem i alt i mørke farver. Under halvtaget lige uden for havedøren hænger der saltede rødspætter til tørre - en lokal delikatesse. De lugter ikke.

Kvinderne sætter sig til bords, men freden varer kun kort. Der lyder små klynkelyde fra verandaen, og barnevognene begynder at bevæge sig en efter en. Birgitte tager Simon ud af liften. Han er hendes tredje barn. Hun tager ham på skødet, mens hun skænker te.

May har fire børn. Rikke er hendes sidste, bedyrer hun, mens hun stryger datteren over den imponerende manke af hår. ''Det er nok, når man er alene en stor del af tiden,'' siger May. Hendes mand er navigatør og fra Thyborøn, men uddannet på Fanø, hvor de mødte hinanden.

"Men han ville tilbage til Thyborøn."

May er enlig mor seks måneder om året. Ægtefællen sejler tre måneder ad gangen og holder så fri i tre måneder. Det kunne Lene ikke leve med. Hendes mand er fiskeskipper. Han er væk 12 til 16 dage og hjemme en dag.

''Man lærer at leve med, at de er så længe væk, men jeg synes nu, det er rart, at han lige er hjemme og vende indimellem. Jeg kunne godt tænke mig, at han var lidt mere sammen med os. At han f.eks. var to uger på havet og en uge hjemme. Det ville også være lidt lettere for børnene. Den store har svært ved at forstå, at han er så meget væk. Og så kunne jeg godt bruge lidt hjælp indimellem,'' siger Lene. Rebecca på tre måneder er hendes andet barn.

Pia har to børn, og det er nok. Ikke fordi hun ikke gerne ville have haft flere, men fordi hun har haft meget svært ved at blive gravid. ''Og så er jeg jo heller ikke helt ung længere.'' Hun er med sine 35 år gruppens ældste.

Sønnen Andreas sover stadig, men han må gerne snart vågne. Pias bryster er spændte til bristepunktet, og hun tripper rundt om liften.''Nej nu vækker jeg ham,'' siger hun og tager den søvnige dreng op. Hun skal have barnedåb på søndag og har netop haft besøg af præsten.

''Normalt bliver han to timer. Det er ikke fordi, han taler så meget. Han holder bare meget lange pauser, og så ved man ikke, hvad man skal sige. Men i dag gik han efter tre kvarter, fordi jeg havde en aftale med jer,'' siger Pia. De andre mødre nikker. De har alle været turen igennem.

Bettina er den eneste, der har siddet ved frokostbordet, siden vi kom. Hendes søn og første barn Mads sover nu som den eneste, og han har ikke tænkt sig at vågne. Hun tager ham op af liften. Hovedet hænger. Han sover stadig godt og trygt, men efter lidt tid kommer der liv i ham også.

Knyttet til byen

De fleste af mødrene i mødregruppen er født og opvokset i Thyborøn og kunne ikke tænke sig at forlade byen. Det gælder f.eks. Lene. Hendes mand ville egentlig gerne flytte til Lemvig lidt længere inde på fastlandet. ''Men jeg vil helst blive. Han er jo alligevel aldrig hjemme. Og her bor mine forældre og mine venner.''

Andre har giftet sig med en lokal som May. Når man spørger, hvad det er, der binder dem til byen for enden af Harboøre Tange og langt fra butikker og andet byliv, lyder svaret næsten samstemmende: Netværket.

Lene og Pia arbejder sammen i børnecenteret. May er med i skolefritidsordningen. Birgitte er klinikassistent, mens Bettina arbejder på filetfabrikken. De kender hinanden. De kender samfundet, og det giver tryghed, især når ægtefællen er på havet en stor del af året.

''Man kan faktisk ikke finde en familie i Thyborøn, som ikke på en eller anden måde har tilknytning til byen. Der kommer næsten ingen nye mennesker til. Kommunens befolkningstal er faldende - måske er det derfor, de får så mange børn for tiden,'' siger sundhedsplejerske Benedicte Saurbrey.

Hun er gået i gang med at veje og måle børnene. Mødrene følger interesseret med i udviklingen og kan ikke lade være med at sammenligne, selvom sundhedsplejersken siger, at de skal lade være.

Nogle vil gerne vide lidt om skråstole, andre begynder at tale om babysvømning. Snart er snakken i fuld gang. En anbefaler badehætter for at undgå problemer med ørene, en anden har hørt om et godt tilbud på bleer og babytøj.

Benedicte Saurbrey lytter. Hun foretrækker at lade mødrene selv være med til at bestemme, hvad de vil tale om frem for at uddele brochurer med råd og vejledning.

''Det er en del af mit job at komme med råd og vejledning om kost og levevis. Men mødrene vurderer selv, om de kan bruge oplysningerne til noget. F.eks. ved alle, at det er usundt at ryge, men hvis jeg forbyder

Side 11 

mødrene at ryge i mødregruppen, fordi det er usundt, så risikerer jeg, at de ikke vil komme.

De holder ikke op med at ryge, fordi jeg siger, de skal. De holder op, når de har lyst. Hvis nogen spørger mig, så anbefaler jeg, at de går udenfor og ryger. Men jeg kommer ikke med løftede pegefingre.''

For Benedicte Saurbrey er det vigtigt, at initiativet kommer fra mødrene. Hun har i mange år undervist over hele landet i en metode, der hedder ''du bestemmer.'' Det er en pædagogisk metode, hvor man tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer.

''I mødregruppen er det mødrenes behov, der bestemmer. Jeg er ansat til at formidle sundhedsstyrelsens budskaber om f.eks. kost, men jeg deler ikke blot en brochure ud. Vi bruger megen tid på at diskutere, hvad vi kan bruge oplysningerne til, og om de overhovedet kan bruges.''

Ved egen kraft

Benedicte Saurbrey er uddannet Marte Meo-terapeut. Marte Meo-metoden er udviklet i Holland og betyder ''ved egen kraft.''

Metoden tager ligesom ''du bestemmer''-metoden udgangspunkt i familiernes egne ressourcer og viser dem, hvordan de selv kan løse et problem.

''Når jeg får præsenteret et problem af en mor, det kan f.eks. være et barn, der græder meget eller ikke vil spise, så videofilmer jeg mor og barn. Jeg filmer ikke problemsituationerne, men situationer, der minder om dem, men hvor tingene lykkes. Det kan være bleskift eller en badescene. Bagefter analyserer jeg båndene og finder de steder, hvor det gik godt, og hvor mor og barn var glade. Det er erfaringerne fra de gode situationer, moderen skal bruge, når det går galt. Og det virker.''

Benedicte Saurbrey er i gang med at veje Birgittes søn, Simon. Han er kun et par måneder, men vejer allerede over syv kg. Lenes datter, Rebecca, er også pænt med. 5,6 kg viser vægten.

''Jeg synes generelt, børnene trives i Thyborøn. De er sunde og glade. Selvfølgelig er her problemer som alle andre steder og situationer, hvor børnene ikke udvikler sig ordentligt, men generelt er børnene sunde og raske.''

Hun ligger på gulvet og leger med Andreas, mens Pia videofilmer seancen. Alle børnene er vejet, målt og mætte. Det er tid at bryde op. Udenfor har vinden lagt sig, og stanken fra fiskefabrikken er ikke længere så slem. Eller også har man bare vænnet sig til den.