Faglig kommentar: Grønt er godt for øjnene

Bænk, bænk, bøgehæk, cykelstativ. Eller bænk, berberis, skraldespand. Sådan ser indgangen til mange plejeboliger ud. Og det, der ligger bag ved husene, ligner. Så institutionspræget som det kun kan se ud i Danmark fra 70\64erne og frem. Masser af fliser, en krukke med en blomst og en parasol, der slås op, når de gamle bliver hjulpet ud. Fasttømrede bænke placeret, så man tvinges til at kigge i en bestemt retning altid.

Sådan en have er omtrent lige så inspirerende som en parkeringskælder.

At det kan gøres helt anderledes, fremgår af bogen ''Den røde tråd i den grønne have - portrætter af syv sansehaver for mennesker med demens.'' Bogen er udgivet af formidlingscenter Nord i januar 2002 ved Poul Lynderup.

Her er portrætter af gode haver, men indirekte også af engagerede mennesker, der vil noget med deres arbejde. Som ønsker, at gamle, demente mennesker kan være ude og opleve vejr og vind under betingelser, der opmuntrer og stimulerer.

En sansehave er en have, der taler til alle sanser. Lugtesansen, smagssansen, synssansen, følesansen og høresansen. Det sker gennem duftende træer og buske, krydderurter, frugttræer, springvand, skulpturer, fugle og forskellige blomster, der blomstrer hele sæsonen. Bogen rummer konkrete beskrivelser af hønsehuse, tepavilloner af glas, avanceret vandkunst, fugleliv og frugttræer. Et sted har man genetableret en gammel vandpost, så den kan bruges til at fylde spande og vandkander med. Et andet sted er der investeret i en dobbelt gyngesofa med plads til fire mennesker. I den kan man erindre barndommens gyngeture, men er en beboer urolig og vandrer hvileløst omkring, giver gyngen ro og afslapning.

De syv haver er meget forskellige, men fælles for dem er, at der er tænkt over udformningen. Fru Pedersen skal kunne sidde i skygge, i sol, og hun skal kunne nyde en halv time pakket ind i et tæppe i det sene efterår, mens hun ser på dværgpapegøjerne i volieren eller på blafrende tøj på tørresnoren.

''Det har været et væsentligt mål med sansehaven, at beboerne skal kunne færdes frit og alene. Når man bor så tæt, som man uvægerligt vil gøre på et plejehjem, skal der være mulighed for at finde et frirum,'' skriver forstander Annie Mejdahl fra Sct. Kjeldsgården i Viborg.

For dem, som har kræfter i behold, er det muligt at slå græs, passe høns, feje fliser, lægge kartofler eller klippe krydderurter til maden. Bogen er rig på ideer, og for dem, som allerede har et ''hvor skal ressourcerne komme fra'' på læberne, er der mange gode råd om at involvere pårørende, sælge gløgg og søge fonde. Det kan lade sig gøre at forvandle et stykke jord til en oplevelse - også for dem, som kun oplever i glimt.

En faglig have

Der er mange faglige tanker bag de syv sansehaver. Tørresnoren bringer minder om svundne tider, rislende vand er beroligende, stikkelsbær smager af barndom, og roser dufter godt.

''Haven er uden sammenligning den største og mest tiltrækkende aktivitet, vi har - både for beboere og personale,'' skriver Annie Mejdahl.

Men også pårørende må føle sig bedre tilpas, hvis de kan hjælpe deres far eller bedstemor ud i omgivelser, der ikke minder om et veltilrettelagt busstoppested, men om et tidligere liv.

Da de gamle hospitaler blev bygget, vidste man, at haver havde en helbredende virkning. Her findes gode haver, som patienterne brugte, da en indlæggelse varede i mange dage. Nu foregår det meste ambulant eller under få dages indlæggelse, så haverne har ingen funktion længere, og mange af hospitalerne er nedlagt. Men plejehjemmene og plejecentrene findes, og her er noget at tage fat på.

Det vil vække forargelse, hvis plejepersonalet tager fem demente gamle med ned i en parkeringskælder for at drikke kaffe i en parkeringsbås, men det vækker ingen følelser, at der er uendelig trist og farveløst der, hvor mange gamle tilbringer deres sidste år.

Grønt er godt for øjnene.