Monopol på akupunkturbehandling

''Der er dygtige folk på dette område, men også rene amatører og fantaster.'' Sådan beskriver Ruth Kirkeby de ikke-lægelige akupunktører i et brev til Folketingets Sundhedsudvalg i foråret. Ruth Kirkeby er formand for Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur (DMSfA), og hendes ærinde med brevet er at overbevise Sundhedsudvalget om, at lægerne er de rette til at give akupunkturbehandling. Ingen andre.

Ruth Kirkebys ønske er nu godt på vej til at blive opfyldt, idet Praktiserende Lægers Organisation (P.L.O.) i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger med sygesikringen har stillet krav om, at akupunkturbehandling skal indgå i de praktiserende lægers vifte af behandlingstilbud. Sygesikringen er gået ind på lægernes krav, og man mangler nu kun at fastsætte honorarets størrelse. P.L.O.s formand, Jørgen Lassen, oplyser, at kravet er fremsat, fordi en del praktiserende læger i forvejen udøver akupunktur, men ikke får noget for det.

Reelt vil resultatet af forhandlingerne betyde, at akupunktører, der ikke samtidig er praktiserende læger, i stor udstrækning afskæres fra at udøve akupunktørvirksomhed, frygter Gudrun Rasmussen, formand for Danske Sygeplejerskers Selskab for Akupunktur, DSSA. Det kommer bl.a. til at gå ud over en række akupunktørudøvende sygeplejersker.

Afklaring ønskes

De fleste praktiserende læger er i dag ikke uddannet i akupunktur, og derfor sætter Gudrun Rasmussen spørgsmålstegn ved, om praktiserende læger er de rigtige til at udøve akupunkturbehandling:

''Umiddelbart lyder det glimrende, at patienter kan få akupunkturbehandling som en sygesikringsydelse, og det er også vores langsigtede mål. Men vi vil først have en grundig afklaring af, hvilken form for akupunkturuddannelse der skal til, for at man kan kalde sig akupunktør. De fleste praktiserende læger er ikke uddannede akupunktører og derfor ikke i stand til at give en ordentlig behandling. Man bør derfor sætte sig ned og finde ud af, hvem der overhovedet skal foretage akupunkturbehandlinger her til lands. Skal det være læger og kun læger, eller skal alle uanset faglig baggrund - men med de rigtige forudsætninger - kunne blive akupunktører?'' spørger Gudrun Rasmussen.

Uddannelsens betydning

I akupunkturmiljøet diskuteres det, hvilken form for uddannelse akupunktører skal have, og Gudrun Rasmussen mener, at man ikke behøver en sundhedsfaglig uddannelse for at blive en god akupunktør.

''Vores fokus er, hvor god akupunkturuddannelsen er - ikke hvilken anden uddannelsesmæssig baggrund folk har. At give en blankocheck fra sygesikringen til de praktiserende læger er fuldstændig at gå over i den modsatte grøft, hvor man ikke kan regulere, om folk rent faktisk kan udføre akupunktur,'' siger Gudrun Rasmussen.

Hun kritiserer bl.a. det medicinske akupunkturselskab for at stille for få krav ved at lade sig nøje med, at alle læger principielt kan udføre akupunktur uden en særlig akupunkturuddannelse.

Danske Sygeplejerskers Selskab for Akupunktur ønsker i første omgang, at man beskytter titlen akupunktør for at sikre akupunkturbehandlingens kvalitet. Man peger på foreningen Praktiserende Akupunktørers egne uddannelseskrav, som ud over at ligge på 250 timer i akupunktur også kræver undervisning i bl.a. sygdomslære og anatomi. Praktiserende Akupunktører er en forening for mennesker, der har akupunktur som hovederhverv, heriblandt sygeplejersker.

Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur, der udelukkende består af læger, er uenig i Gudrun Rasmussens synspunkt. Lægernes selskab holder stædigt fast i, at akupunktur skal udføres af læger og kun læger. Selskabet har lodret afvist, at der skal indføres en autorisationsordning. Ruth Kirkeby, selskabets formand, afviser at gå ind i en diskussion om de igangværende overenskomstforhandlinger, men siger:

''Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur arbejder for at få akupunktur ind i det danske sundhedsvæsen og udført på den bedst mulige måde. Men det skal ske med folk, som har ansvaret for sygdomsbehandlingen, og det er i Danmark lægerne. Vi må ikke starte med, at alle mulige akupunktører kan gå ud og behandle, men derimod bruge lægerne som udgangspunkt. Herefter kan man diskutere, i hvilket omfang lægerne skal bruge medhjælp i form af f.eks. sygeplejersker, som kan udføre akupunktur,'' siger Ruth Kirkeby.

Alle skal kunne behandle

Ifølge Ebbe Madsen, praktiserende læge, akupunktør og tidligere medlem af 

​Side 31 

DMSfAs bestyrelse, har det medicinske akupunkturselskab længe arbejdet for at få akupunkturbehandling ind under sygesikringen.

Det har P.L.O. åbnet for, men P.L.O.s krav betyder, at alle praktiserende læger skal have mulighed for at behandle.

''Man skal forlange, at folk har et bestemt uddannelsesmæssigt niveau inden for akupunktur, før man yder sygesikring. Alternativet er efter min opfattelse den rene junglelov. Man må huske på, at der kan være mange penge i det her. Et akupunkturhonorar fra sygesikringen vil medføre, at vi risikerer et måske stort antal behandlinger af folk, som kun har snuset til akupunkturen, og hvor en behandling består af et par nålestik og et kryds på kvitteringen under ''akupunktur,'''' siger Ebbe Madsen.

Fortrøstningsfuld

Jørgen Lassen, formand for P.L.O., er derimod mere fortrøstningsfuld:

''Praktiserende læger vil kun yde akupunktur, hvis de i forvejen er i stand til at bruge behandlingsformen på forsvarlig vis. Det kan de sagtens vurdere selv,'' siger Jørgen Lassen, som oplyser, at akupunkturbehandling hos den praktiserende læge vil blive afgrænset til kun at gælde de områder, hvor der er bevis for, at akupunktur virker. Hertil siger Ebbe Madsen:

''Jeg vil være utrolig glad, hvis man kunne overbevise P.L.O. og få dem til at forstå, at akupunktur betalt af sygesikringen skal udføres af mennesker med en speciel uddannelse. Det vil jeg være begejstret for, og det ville også være godt for patienterne.''

Bekymring for faget

Per Bennicke, tidligere speciallæge og nu akupunktør, har svært ved at forestille sig, hvordan akupunkturbehandling kan foregå hos en praktiserende læge:

''Jeg kender tempoet i en lægepraksis. Den er i en almen lægepraksis fem til seks patienter i timen. Det betyder, at hver enkelt konsultation varer ca. 10 minutter. En god akupunkturbehandling tager ofte mellem én og halvanden time. Det siger sig selv, at en akupunkturbehandling på 10 minutter ikke er tilstrækkelig,'' fortæller Per Bennicke.

Han er bange for, at et stort antal resultatløse akupunkturbehandlinger udført af praktiserende læger uden akupunkturuddannelse bag sig på sigt vil medføre en stor mistro til akupunktur i befolkningen. Patienterne vil tro, at akupunktur ikke virker, men det, som ikke virker, er lægen, mener han.

Gudrun Rasmussen frygter, at akupunkturfaget bliver amputeret:

''Der kan meget vel ske det, at man bøjer akupunkturen ind i en vestlig tankegang, hvor man ikke kigger på det hele menneske i behandlingen, men udelukkende foretager symptombehandling. Det er meget beklageligt, fordi akupunktur har så mange muligheder og er et stærkt værktøj,'' siger Gudrun Rasmussen.