Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelse

Sygeplejersken 2002 nr. 48, s. 30

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Den sociale integration halter bagud

Diana Stentoft Rees, Heidi Nielsen, John Heilbrunn, Pia Christensen (Red.)

Blinde vinkler

Vejle: Kroghs Forlag 2002
280 sider, 199 kr.

SY-2002-48-30a34 blinde og svagsynede personer beretter om livet som integreret i en seende verden. Smil, sorg, savn og styrke er nøgleord i eksperternes fortællinger, nemlig dem, der bedst af alle ved noget om fordele og ulemper ved at gå i skole, til håndbold, på universitet og på arbejde sammen med kammerater, som kan se. Fælles for mange er den mangel på fritidsaktiviteter sammen med andre unge, de oplever i hele barne-, ungdoms- og voksenlivet. Specielt drenge er udelukket fra fodboldspil, atletik og kørsel på knallert. Blinde deltager heller ikke i fester og diskotekbesøg, fordi det simpelthen er umuligt for dem at orientere sig i rum med ringe eller ingen belysning.

Førhen blev blinde og svagsynede sendt på særlige kostskoler, og de kunne vælge mellem ganske få uddannelser som telegrafist, organist, terapeut og hjælpelærer. I årtier har det nu været det normale at lade blinde og svagsynede gå i børnehave, skole, til fritidsaktiviteter og på arbejde sammen med seende. Et væld af praktiske og tekniske hjælpemidler letter integrationen, men på det sociale område er der fortsat store problemer. En af forfatterne konkluderer: ''Min sociale integration i folkeskolen lykkedes aldrig rigtigt. Jeg blev dengang integreret på vejen, hvor jeg boede, og i spejdertroppen. Men den rigtige integration kom først, da jeg startede på efterskole. Her behandlede de andre mig på en ligefrem og naturlig måde.''

''Blinde vinkler'' beskriver integrationen på godt og ondt. De, som har fortalt deres historie her, hører til blandt de mere privilegerede, veluddannede, afklarede og velformulerede blinde eller synshandicappede. Det er derfor sandsynligt, at der i den gruppe, som ikke har fået eller taget ordet i bogen, findes forløb og skæbner med et mere dystert og ikke så positivt forløb i samfundets forsøg på integration.

For andre handicapgrupper og andre marginaliserede grupper gælder mange af de samme mekanismer og problemstillinger. Det er sjældent de handicappede, som når til overskrifterne i aviser og andre medier. De mange synspunkter, råd og betragtninger i ''Blinde vinkler'' kunne anvendes konstruktivt af myndigheder og serviceudbydere. Med dette debatoplæg kan der slås flere fluer med et smæk. Oplægget inspirerer på sin egen måde til debatter, nytænkning og en fremtid, hvor de målgrupper, som føler virkeligheden på deres egen krop, inddrages i debatten.

Alle behandlere og medborgere kan have nytte af denne omfattende bog, specielt med fokus på områder, hvor seende kan møde en synshandicappet og være med til at øge den sociale integration.

Af Lis Kofoed Borrild, chefsygeplejerske, cand.cur., Steno Diabetes Center, Gentofte.