Vagter med velsignet bud

Da præsten blev indlagt akut

Historien foregår juleaftensdag sidst i 1960'erne på det gamle Blegdamshospitalet, som lå der, hvor Panuminstituttet ligger i dag. Det var et gammelt medicinsk og epidemisk sygehus, som var bygget op om små pavilloner, der hver havde plads til 20-25 patienter.

Jeg var ''plejemor,'' en betegnelse, der senere blev erstattet med oversygeplejerske. Plejemor hørte til på Blegdamshospitalet, hvor hun gik rundt i sin sorte kappe med rødt for over den stilige, plisserede uniform samt på hovedet den stivede, hvide kappe.

Det var sidst på eftermiddagen på medicinsk afdeling 11. Forstanderen havde lige været på det traditionelle besøg for sammen med plejemor og overlægerne at hilse på patienter og personale med ønsket om en glædelig jul. Efter et hyggeligt traktement skulle der være julegudstjeneste på afdeling 11.

Kort før gudstjenesten blev der meldt en akut mandlig patient til afdelingen. Jeg husker ikke, hvad patienten fejlede, men afdelingen fik at vide, at patienten ikke var dårlig og ville komme til afdelingen i en siddende transport.

En ældre sygeplejerske skulle tage imod patienten. Jeg husker tydeligt denne elskelige, varme og effektive sygeplejerske. Alle holdt meget af hende, men hun forlangte, at der skulle være orden i tingene, og gik altid selv forrest. Derfor passede det heller ikke helt ind i planerne for den pågældende sygeplejerske, at der lige før gudstjenesten skulle komme en akut patient. Så da patienten endelig kom gående ind i afdelingen med sin taske under armen, blev han hurtigt og effektivt vist ind på undersøgelsesstuen, hvor alt var parat.

Illustration: Martin Ørsted

Sygeplejersken bad patienten tage tøjet af og gå i gang med at vaske sig i det klargjorte bad. Hun synes dog nok, at patienten var noget påvirket af situationen, og lod ham derfor være lidt alene, mens hun gik ud for at hente hans papirer.

Da sygeplejersken kom ind på undersøgelsesstuen igen, blev hendes forundring stor. For der stod stadig en fuldt påklædt patient, men nu i præstekjole. Den generte præst fremstammede: ''De må meget undskylde, det hele gik så hurtigt, at jeg ikke fik sagt til Dem, at det er mig, der skal holde julegudstjenesten.'' -

Inger Persson, Østervrå.

Side 13

Cigarer til eleven  

Engang for længe siden, nærmere betegnet julen 1967, var jeg tredjeårs sygeplejeelev i psykiatrien, ak ja, det var før, faget blev til et studium.

Afdelingen, hvor jeg havde min praktik, var en kronisk afdeling, beboet af ældre skizofrene mænd, hvoraf de fleste havde været der i årevis. Alle patienter var vel medicinere og ''udbrændte,'' som det så smukt blev kaldt på fagsproget dengang. Men nu var det jul, og det blev besluttet, at afdelingssygeplejersken og undertegnede skulle holde juleaften med beboerne. Afdelingssygeplejersken var en elskelig og fagligt dygtig frøken, der gjorde alt for, at hendes ''mænd'' skulle føle sig hjemme. Derfor stod december måned også i julehyggens tegn. Der blev bagt, sunget og lavet juleting med patienterne til den tilstundende højtid.

Lille juleaften oprandt med juletræspyntning og æbleskivebagning, og alt var idyl bortset fra, at afdelingssygeplejersken havde kulderystelser, men det mente hun skyldtes, at hun var blevet kold, da hun lige havde været et smut hos købmanden.

Dagen efter, juleaften, startede min vagt kl. 15. En time senere måtte afdelingssygeplejersken sygemelde sig, hun havde nu fået høj feber. Der kunne ikke findes en afløser en højhellig juleaften, så personalet på afdelingen ved siden af ville hjælpe mig, hvis der skulle blive brug herfor. Det blev der heldigvis ikke.

Violin på toilettet

Vi spiste andesteg og risalamande med mandelgave, og da dansen omkring juletræet skulle trædes, gik en af de ældre patienter ud på toilettet med sin violin og spillede til vores julesang af hjertens lyst, fordi han mente, at akustikken var bedst i dette rum.

Der var julegaver til alle patienter, og det var en fornøjelse at se glæden hos patienterne over at modtage et par sokker eller en æske konfekt. Der var også en gave til mig. Jeg fik den allersidst af den mest velfungerende patient med ordene: ''Vi har splejset, og det er kun til dig.'' Min overraskelse var stor, fordi jeg vidste, at patienterne kun fik lommepenge og havde måttet lide afsavn for at kunne købe noget til mig.

Det var dejligt at se alle de forventningsfulde ansigter, som ventede på, at jeg skulle pakke op. Julegaven var en æske cigarer. Denne gave var valgt med stor omhu, fordi det var det bedste, de selv vidste. Ryger eller ej, jeg fik tændt en cigar til kaffen og foregav stor nydelse.

Da nattevagten kom, var jeg en smule ør og meget rørt over denne dejlige juleaften, som, trods den uheldige optakt, stadig står lyslevende for mig. Her blev givet af ærlige hjerter uden forbehold. -

Af Ingelise Jeppesen, Povazka Bystrica, Slovakiet.    

Fredfyldt jul i kommunen

Jeg mødte i min vagt juleaften kl. 14.45. Jeg var ansat som primær sygeplejerske i Jelling, en lille landkommune. Der var en dejlig ro på kontoret, og heldigvis var ingen beboere på plejehjemmet eller ude i kommunen ekstra plejekrævende den aften. Frivillig arbejdskraft havde sørget for, at der var pyntet rigtig fint op til jul. Nogle af beboerne drak kaffe i pejsestuen, hvor der var et par store fade med hjemmebagte julesmåkager og slik. Andre var ved at stå op fra deres middagshvil.

Inden kl. 17 skulle jeg nå nogle besøg ude i kommunen. Først hos en ældre dame, der var på besøg hos sin datter, og som skulle have insulin. Familien var lige kommet fra kirke og var ved at gøre julemiddagen klar. Duften af andesteg og rødkål i køkkenet satte mig rigtigt i julestemning.

Det næste sted var langt ude på en gård, hvor klienten havde ligget i sengen i flere år. Et lille plasticjuletræ var sat op på fjernsynet. Ellers var der ingen tegn på, at det var juleaften. Sønnen var ude i stalden og malke køerne.

Da jeg kom tilbage på plejehjemmet, var mine forældre, min mand og mine tre børn (5, 7 og 9 år) lige kommet. Det var dejligt, at de måtte komme og spise sammen med mig i den pyntede spisestue med fire veldækkede borde og et stort juletræ i midten. En beboer spurgte: ''Næh, hvad fejrer vi da her?''

Det var de dårligste beboere, som var tilbage på plejehjemmet, så mange skulle have hjælp til at spise. Min søn kunne ikke forstå, hvorfor der var en dame, som hele tiden sad og ''tabte'' hovedet ned i sin tallerken. Jeg havde et enkelt besøg under julemiddagen - en dame ude i byen skulle hjælpes på toilet. Hun takkede mange gange og ønskede en fortsat god juleaften.

Bare jeg får et par strømper

Nu skulle vi danse om juletræet. Nogle lå i deres senge og så på, mens andre blev kørt rundt i deres kørestole. Personalet og de mest mobile tog hinanden i hænderne og sang: ''Nu har vi jul igen,'' mens vi nærmest løb rundt i en lang kæde på gangene.

For mine børn var gaveuddelingen aftenens højdepunkt. De fandt en gave under juletræet, jeg fortalte, hvem den var til, og de gav den glad videre til rette person. Mange gange måtte de også hjælpe med at pakke gaven ud af papiret. Der var julelys i øjnene hos både barnet og den gamle. En af beboerne sagde: ''Bare jeg får et par strømper,'' og det fik han, og så var hans juleaften reddet.

Min familie tog hjem, og en hjemmehjælper og jeg skulle ud at hjælpe nogle borgere i seng. Det virkede utrolig fredfyldt at køre roligt ud ad landevejen i den mørke, stjerneklare julenat og mærke, hvordan andre fejrer juleaften ved at kigge på de oplyste huse. Vi var tilbage på plejehjemmet et kvarter før, nattevagten ville komme, og det var blevet personalets tur til at pakke julegaver op fra kommunen.

Ingen af os havde fået det samme, og vi havde det vældig sjovt med at bytte vores gaver indbyrdes.

Min julevagt sluttede kl. 23.15, efter at jeg havde givet en hurtig rapport til nattevagterne, og vi havde ønsket hinanden en rigtig glædelig jul.

Af Birthe Faber Jelling