Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Natbørnehaver nødvendige

Hvis en sygeplejerske skal være fleksibel på arbejdsmarkedet, skal børnepasningen være tilsvarende fleksibel med f.eks. natåbne institutioner.

Sygeplejersken 2003 nr. 1, s. 12

Af:

Marie Lade, sygeplejerske

Her i sommer måtte jeg tage en hurtig og drastisk beslutning omkring min fremtidige karriere. Det var ikke en tanke, jeg havde haft, før jeg fik barn. Men nu mærkede jeg, hvor umuligt det var for mig at få et job som sygeplejerske til at hænge sammen med at være enlig mor.

Jeg måtte droppe sygeplejen og er nu startet på meritlæreruddannelsen til folkeskolelærer for nu og i fremtiden at kunne matche samfundets tilbud om børnepasning, fordi man ikke tilbyder børnepasning, når skatteydere som sygeplejersker skal arbejde.

Der bliver snakket meget om at være fleksibel på arbejdsmarkedet. Medarbejdere skal stille sig til rådighed og arbejde fleksibelt efter virksomhedernes behov. Det krav mødes i stigende grad fra arbejdstagers og samfundets side, og det vil de fleste nok i virkeligheden meget gerne gøre, hvis de mødte en fleksibel indstilling til at få familielivet til at hænge sammen. Men det kan man ikke.

Dagplejer og institutioner åbner tidligst kl. 6 og lukker senest kl. 18.00. Det giver ikke mulighed for den store fleksibilitet, specielt ikke hvis man arbejder i to-tre-holdsskift. Tværtimod har tendensen de seneste år været, at der er blevet skåret i åbningstiderne i mange kommuner.

Der er kun fire kommuner i landet, hvor man kan få passet sit barn i overensstemmelse med kravet om fleksibilitet, nemlig Aalborg, Ringsted, Slagelse og København.

I virkeligheden koster det en kommune så lidt ud af et års budget at drive en institution med en døgndel set i forhold til de skattekroner, som vil komme ind, når folk ikke kan sige nej til jobtilbud pga. manglende pasningstilbud, når vi andre ikke skal bruge tid på én uddannelse mere, eller når kommunen - som i Slagelse - tiltrækker nye borgere med den døgnåbne institution. For nylig havde jeg den fornøjelse at overvære bl.a. Marianne Jelved i Christinasgave i Hjørring. Hun chokerede mig med sin holdning til børnepasning. Hun mente, at vi skulle bruge familie og venner meget mere, søge tilbage til de gamle værdier, hvor nabokoner kunne hjælpe hinanden. Nu er det bare sådan, at jeg tvivler på, at jeg vil have familie eller mange venner tilbage, hvis de 10 gange om måneden skulle passe mit barn i otte timer ad gangen.

Man skulle tro, at netop Marianne Jelved ville have forståelse for den eksisterende problematik, da hun næppe kan stille sig til rådighed, når hendes 12 børnebørn har brug for pasning aften, nat og weekend. Og hun skulle repræsentere et parti, som arbejder for et godt erhvervsliv og et godt familieliv!

Et barns liv bliver ikke dårligere af at sove på en institution syv gange på en måned, det er bare anderledes end de flestes. Børnene synes, det er sjovt at skulle sove sammen med et par af legekammeraterne og en pædagog, viser erfaringer fra et besøg i ''Natuglen'' i Slagelse.

Problemet viste sig at være forældrenes dårlige samvittighed og omverdenens fordomme.

Jeg mener, det er på tide at tage konsekvensen af, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, og at kernefamiliens storhedstid er forbi. Med de små årgange, som skal ud på arbejdsmarkedet i de kommende år, må regeringen holde på os, som er i arbejde, og ikke mindst i de efterspurgte erhverv som eksempelvis sundhedsvæsenet, der holder åbent 24 timer i døgnet - 365 dage om året.

Det gør man kun, når pasningsmulighederne matcher de krav om fleksibilitet, arbejdsmarkedet i stigende grad efterspørger.

Marie Lade er seminariestuderende