Faglig kommentar: Pas på sygeplejen

Min fysiklærer var ikke imponeret over mit kendskab til de fysiske love. ''Det skal komme som skidt fra en spædekalv,'' sagde han hovedrystende engang, jeg stod og svedte oppe ved tavlen. Men lovmæssighederne i sygeplejen kan jeg i det mindste udenad.

''Jo bedre uddannet en sygeplejerske er, jo længere væk er hun fra patienterne.''

Når en sygeplejerske ikke kan få den løn, hun burde, så skal hun i hvert fald ikke arbejde i klinikken og slet ikke i aften-nattevagter.

Hvis ekspertise var ligegyldig og overblik unødvendigt, så kunne man sige ja pyt. Lad bare alle sygeplejersker med en kandidat- eller ph.d.-grad opholde sig milevidt fra de patienter, der har mest brug for dem. Men praksis hungrer efter mere viden og efter sygeplejersker med styr på, hvordan mere viden produceres og anvendes, og også sygeplejeskolerne trænger til friske pust fra den klinik, der ikke kan formidles efter 14-17 år i eksil.

Sygepleje på et højt niveau kan ikke praktiseres af hvem som helst. Hvis man tror, det er et fag for fallerede husmødre med en veludviklet evne til at tørre næser og rydde op, så må man tro om igen.

Kan man som en konsekvens af den tankegang forestille sig, at rektorerne på sygeplejeskolerne i en ikke så fjern fremtid vil stille krav om, at klinikken får plads i sygeplejelærernes arbejdsliv som andet end et sted, hvor der kan afholdes samtaler mellem lærer, studerende og klinisk vejleder?

Flere modeller er mulige: Fire år som sygeplejelærer, et halvt år i klinikken. Eller to dage hver 14. dag på en afdeling, hvor læreren har et grundigt kendskab til sygeplejen.

For de sygeplejestuderende vil det være livgivende med en transfusion frisk klinik præsenteret af en sygeplejelærer, der brænder for sygeplejen på netop den afdeling og har en omfattende viden om den.

Studerende på alle niveauer beskæftiger sig langt mere med kliniske emner, end de har gjort. Det siger min egen lille uvidenskabelige undersøgelse, som går ud på at skrive de emner ned, sygeplejersker gerne vil skrive artikler om. Obstipation, amputation, smerter. De vil gerne, og tendensen kan forstærkes af lærere, som har fingeren på pulsen.

Sygeplejersker kan lære af lægerne. En cand.cur. i kittel. En forskende sygeplejerske med en ph.d.-grad i aftenvagt. Vagtbærende kliniske specialister med en kandidatuddannelse i blandede vagter.

Hvorfor ikke? Lægerne var ikke begejstrede, da de vagtbærende overlæger kom til verden, og det vil sygeplejersker ikke være. Men kvaliteten vil få et løft.

Der er aktuelt 185 sygeplejersker med en kandidatgrad i sygepleje i Danmark (cand.cur.), der er 29 sygeplejersker med en ph.d.-grad og 32 ph.d.-studerende.

Dertil kommer de mange med andre kandidatgrader og alle de masteruddannede.

Ud af dem er det en absolut minoritet, der går klædt i hvidt.

Men sygeplejersker kan ikke over tid argumentere for, at de højest uddannede ikke behøver at arbejde i klinikken. Ikke hvis de mener, at kvalitet både er høj professionel standard og graden af opfyldelse af patienternes forventninger. Kvalificeret pleje og behandling, omsorg og nærhed. At patienten bliver taget alvorligt, får god information og ordentlig forplejning.

Ledelse fylder meget alle vegne lige nu. Men ledelse er et støttefag for klinikken. Patienterne kommer for at få klinik, de kommer ikke for at få ledelse, og patienterne er omdrejningspunktet. Vi skal passe på sygeplejen, stoppe rivalisering mellem grupper af sygeplejersker og vise, at det kan betale sig at prøve at få det, man ønsker i stedet for at ønske det, man kan få.