Sådan bliver vejledningen sjovere

På Augustenborg Sygehus i Sønderjylland, der er et psykiatrisk sygehus, har personalet i flere af afsnittene jævnligt diskuteret, hvordan de sygeplejestuderende skal vejledes. Personalet uden vejlederansvar synes ikke, det er klart, på hvilket niveau de forventes at beherske teorien, eller hvilke redskaber som f.eks. læringskontrakt og dagbog de skal bruge.

Hvordan og hvor meget forventes de at involvere sig i opgaverne og følge dem op, og hvor meget forventes de at involvere sig i den enkelte studerendes personlige og faglige udvikling?

De studerende har manglet viden om, hvad de kan forvente sig af personalet, når vejlederen ikke er til stede. De kliniske vejledere efterlyser mere opbakning fra kollegerne, og de synes ikke, at deres kolleger interesserer sig for vejledningen.

Brugen af læringskontrakter har været obligatorisk på Den Sønderjyske Sygeplejeskole siden februar 2000. En læringskontrakt er en skriftlig kontrakt mellem studerende, skole og klinisk vejleder om målene for indhold og niveau i den studerendes læring inden for et bestemt område i den kliniske undervisning. Da det blev besluttet at bevare læringskontrakterne i 2001-uddannelsen, interviewede vi personalet i seks afsnit på Augustenborg Sygehus. Vi ønskede at finde ud af, hvad personalet brugte læringskontrakterne til, så vi bedst muligt kunne forberede den nye uddannelse.

Det viste sig, at personalets brug af læringskontrakter var minimal. Det er stort set kun den kliniske vejleder, der er fortrolig med at bruge dem. Personalet vejleder som hidtil ud fra deres personlige opfattelse af, hvad der er god psykiatrisk sygepleje.

De, som tidligere engagerede sig i de studerende, har tabt motivationen, fordi det nu kun er én person i afdelingen, som honoreres for at vejlede. ''Ansvaret er taget fra os - vi svarer kun på det, de studerende spørger om, og der bliver ikke fulgt op på noget dagen efter.''

Personalet har mistet den personlige relation til de studerende og føler ikke, at deres kunnen værdsættes. De kan desuden være frustrerede over følelsen af ikke at leve op til forventningerne: ''Læringskontrakten kan også være en sovepude for personalet, for vi tror, at de studerende nu kan klare sig uden vores hjælp.'' ''Vi ved, at vi ikke altid er så gode til at følge op med refleksioner over oplevede situationer.''

Vi fandt frem til, at strukturen i afsnittene og personalets praksis påvirkes mere af sygehusets egen organisation end af uddannelsesinstitutionerne. Det er faktisk kun de studerende, den kliniske vejleder og praktiklæreren, som har en aftale med skolen om, at de vil bruge skolens læringskontrakter i den kliniske undervisning. Det øvrige personale har ikke en sådan aftale. De har derimod en aftale med arbejdsstedet om at medvirke til at uddanne andre i arbejdsområdet.

Single og double loop-læring

Moxnes (1) opererer med to begreber om organisationers strategi til læring: ''single loop''-læring og ''double loop''-læring.

Når en organisation lærer i henhold til ''single loop,'' bliver

Side 29

udefrakommende påvirkninger opfattet som uregelmæssigheder, der skal korrigeres, så organisationen kan fortsætte uforandret som hidtil. Hvis organisationen derimod begynder at stille spørgsmål ved egne grundlæggende mål og værdier med henblik på en indre forandring, er det et udtryk for ''double loop''-læring.

Overført til vor sammenhæng kan indførelsen af bacheloruddannelsen siges at have påvirket sygeplejeskolen i en sådan grad, at den har ændret sin indre organisation - og således afspejler ''double loop''-læring. De kliniske uddannelsessteder forventer, at de kliniske vejledere videreuddanner sig for at kunne imødekomme de bachelorstuderendes behov. Personale uden vejlederansvar forventes derimod ikke at lade sig påvirke af den nye sygeplejerskeuddannelse, men at give vejledning ud fra deres erfaring og kompetence som hidtil, jf. ''single loop''-læring.

En konsekvens af at anvende begreberne ''single loop''- og ''double loop''-læring blev hos os, at forpligtelser og forventninger, som er vedhæftet de forskellige stillinger i personalegruppen, er blevet tydelige. Det er nu helt legalt, at personalet vejleder på den måde, de bedst kan lide. De studerende og den kliniske vejleder forventes at være så fleksible, at de kan tilpasse den vejledning, der gives, til kravene i uddannelsen.

Afdelingssygeplejerskens ansvar

En anden konsekvens er, at afdelingssygeplejerskens ansvar og rolle også er blevet tydelig. Afdelingssygeplejersken har det overordnede ansvar for, at uddannelsesopgaven får en plads ved siden af de kliniske opgaver i afsnittet. Det betyder bl.a., at ansvaret for at inddrage kolleger i vejledningen af sygeplejestuderende ikke ligger hos den kliniske vejleder, men hos afdelingssygeplejersken, da kollegernes vejledningsforpligtelse jo er et led i deres ansættelse.

Vor undersøgelse har medført en del positive reaktioner. I et afsnit, hvor vi præsenterede resultatet, reagerede den kliniske vejleder med lettelse, og en kollega sagde: ''Når vi må vejlede på den måde, vi helst vil, bliver det hele jo meget sjovere.''

En kommentar fra sygeplejelæreren med funktion i praksis var: ''Når vejledning gives ud fra en dyb overbevisning om egen kompetence, bliver vejledningen utvivlsomt meget bedre.''

Undersøgelsen har været præsenteret i en workshop på konferencen: Methods in Nursing Education i Skejby den 22. og 23. august 2002.

Tina Hansen-Andersen er klinisk vejleder på Augustenborg Sygehus, afsnit 41. Ane Friis er praktiklærer på Augustenborg Sygehus, Distriktspsykiatrisk Center.

Litteratur

1. Moxnes P. Læring og ressursutvikling i arbeidsmiljøet. Oslo; Institutt for Socialvitenskap; 1981, 6. oplag 1995. p. 56-7.