Synspunkt: Med- eller modspiller?

I dagligstuen på en hospitalsafdeling sidder to sygeplejestuderende og fire patienter. En af patienterne sover, en anden kigger lidt fraværende i et gammelt ugeblad, en tredje sidder og stirrer ud på regnen, en fjerde er meget urolig og spørger ca. hvert femte minut efter sin mor. De to studerende har lært, at det er vigtigt at være til stede, og de bliver derfor siddende, selv om det er svært at holde en samtale i gang.

Jeg er i praktik på en lukket gerontopsykiatrisk afdeling på 5. semester. Sådan forløber formiddagen, hvis ikke jeg deltager i stuegang, tværfaglige konferencer eller møder. Som studerende bliver vi overladt til patienterne, mens det faste personale er optaget af andre gøremål. Vores rolle som studerende vægtes højt, hvilket giver gode muligheder for læring, men medaljen har en bagside. De studerende er efterhånden så fredede på en afdeling, at det er umuligt at blive en del af teamet. Vi skal ikke udnyttes som arbejdskraft, og det sidder så dybt i personalet, at de aldrig beder om hjælp. Det bliver en hindring for et godt samarbejde.

Vi føler os uden for personalegruppen, og i stedet danner vi en alliance med patienterne. Når personalet ikke stiller krav til os, tilbringer vi en stor del af tiden sammen med patienterne. Som studerende benyttes vi ikke som de ressourcer, vi er, bl.a. i kraft af det kendskab vi får til patienterne. Vi burde deltage i møder, samtaler og stuegange, hvor vores patienter tages op.

Konsekvenserne af opdelingen mellem personale og studerende er, at vi bliver personalets modspillere i stedet for medspillere. Der skabes en modvilje i begge lejre, som ikke er konstruktiv. Vores erfaringer skabes via ''learning by doing-'' princippet, hvilket kan være konstruktivt, især når det går godt.

Men det kan være svært at bære, når det går skidt, fordi vi ikke har udviklet en professionel distance. Det fører til, at mange af os tumler med svære tanker og i værste fald mister mod og engagement.

Det er en unødvendigt hård måde at lære på. Den praktiske vejleder burde fungere som et bindeled mellem personalegruppen og den studerende, men sådan oplever jeg sjældent, at virkeligheden er. Vejlederne har været meget perifere i mine praktikperioder. Om det skyldes manglende tid, overskud eller engagement, er svært at vurdere.

Burde der strammes op om kravene til de praktiske vejledere, eller kan et bedre samarbejde med hele personalegruppen gøre deres funktion overflødig?

Den nye uddannelse fører også noget godt med sig. Der bliver mere tid til fordybelse og refleksion. Men det er vigtigt, at vi ser hinanden som ressourcer og tør bruge hinanden. Det er nødvendigt, at der skabes et rum, hvor ordet er frit. En ugentlig evaluering, hvor både fast personale og studerende deltager i erfaringsudveksling, diskussion af holdninger og drøftelse af vaner og mønstre på afdelingen. Et sted, hvor der bliver sat ord på det usagte, som ellers kan udvikle sig til irritation og frustration for begge parter. Vores mål og hensigter skal være kendte, så personalet er klar over, at krav vil være en kilde til læring og ikke en udnyttelse af os som arbejdskraft. Det er ikke muligt at blive en del af teamet på den korte tid, vi er her, men det er vigtigt at arbejde den vej og ikke modsat.

Hanna Permin er sygeplejestuderende på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, medlem af De studerendes Råd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning.