Faglig kommentar: Islam og sygepleje

Når jeg tager min kittel på, og patienterne hører, at jeg taler accentfrit dansk, så opnår jeg respekt fra dem og fra mine kolleger. Når jeg tager min kittel af og går i Bilka med min kone, mine børn eller måske hele min familie, så er jeg en del af Vollsmose, og der er kulde i de blikke, vi møder.”

Sådan udtalte Amar Sethi sig til Berlingske Tidende den 12. april 2003. Amar Sethi er den første danske pakistaner, som har forsvaret en medicinsk ph.d.-afhandling.

Sethi har meget præcist konkretiseret, hvad der udløser vore fordomme. Kombinationen af mørk hud, familie og indkøbscenter åbner skuffen med de negative forventninger. Kombinationen af hospital, mørk hud, kittel og fejlfrit dansk gør os mere åbne og nysgerrige. Men hvad med kombinationen hospital, mørk hud og hvid patientskjorte? Hvis patienten oven i købet er muslim, hvor mange sygeplejersker kan så – hånden på hjertet – sige, at de ikke har set et potentielt problem for sig: Horder af familiemedlemmer og slægtninge, der slår sig ned på sygestuen og spiser af patientens mad?

Vi forventer, at fremmede, der indlægges på et dansk sygehus, gør en indsats for at overholde normerne for, hvordan man opfører sig på et sygehus. Omvendt har enhver patient lov til at forvente, at hans religiøse værdinormer respekteres af sygeplejersken. Der berettes om en sygeplejerske, som gav en muslimsk patient en ret mad, hvori der var svinekød, fordi der ikke var andet på afdelingen. Samtidig forsikrede hun patienten, at maden ikke indeholdt svinekød. Man kan spørge sig selv, om denne respektløshed bundede i sygeplejerskens private religionskrig, eller om der blot var tale om en himmelråbende uvidenhed.

Verdsliggørelsen af sundhedsvæsenet er næsten total i dag. Søn- og helligdage betyder nedsat aktivitet og løntillæg, ikke morgenandagt på afdelingen. Vi er uvante med at inddrage religiøse aspekter, og de fleste bliver forfjamskede, hvis en patient vil tale om sin tro. At hjælpe patienten med noget praktisk, f.eks. at bestille transport til kirken eller tilkalde præsten, skaber ikke problemer.

Det er samme type hjælp til noget praktisk, den muslimske patient har brug for. Vi skal hverken dele hans tro eller deltage i ritualerne. Men betydningen af at kunne praktisere islam er til gengæld langt større, end vi kender det fra hovedparten af danskerne, fordi islam griber ind i alle livets forhold. Der skal tages særlige hensyn til en muslimsk patient, og er der noget, sygeplejersker ikke kan lide, er det patienter, som skal have særbehandling. Men hvis sygeplejersken ikke kender og respekterer de religiøse forskrifter i islam, vil der opstå problemer, som vil stå i vejen for sygeplejen.

Artiklen ”Sygepleje til muslimske patienter” side 14 er tænkt som et praktisk redskab i den kliniske sygepleje. I dette og i følgende numre af Sygeplejersken følges artiklen desuden op af fire uddybende artikler om islam, der skal øge forståelsen for den muslimske levevis.

Amar Sethi serverede vin for de danske gæster ved sin reception efter forsvaret af ph.d.-afhandlingen, selvom hverken han selv eller hans muslimske gæster skulle nyde noget. På samme måde skal sygeplejersker kunne gebærde sig på andre menneskers betingelser, når de skal udføre sygepleje med respekt for patienten og hans værdier.